Intersport har for alvor set sig varm på Faaborg.

Sportsbutikken har netop købt en del af den lokale virksomhed Tiger Productions, og er samtidig gået på jagt efter nye butikslokaler på 5-600 kvadratmeter i Faaborgs midtby.

Den nye satsning i byen sker med Faaborg-drengen Jeppe Holm ved roret.

- Annonce -

Den 27-årige iværksætter har sammen med to kompagnoner Casper Stelzner Jensen og Mads Rasmussen i fire år stået bag virksomheden Tiger Productions, der blandt andet sælger sportstøj til idrætsklubber, laver merchandise og grafisk arbejde.

Intersport har købt den den af Tiger, der rummer salget af tøj og tryk til de lokale idrætsklubber, og med i købet har de fået Jeppe Holm og Casper Stelzner.
De to starter i Intersport-butikken i Faaborg den 1. april med Jeppe Holm som butikschef, mens Casper Stelsner ansættes som konsulent, der skal bistå med ledelse og drift af butikken. Mads Rasmussen forsætter som selvstændig i den del af Tiger Productions, der vedrører filmproduktioner og grafisk arbejde.

Alle tre har været enige om, at der her er den rigtige løsning.

– Vi skilles som gode venner, og kan klappe os selv på skulderen, over det vi har skabt.
Intersport henvendte sig tidligere på året fordi de vidste, at vi havde rigtig godt fat i det lokale foreningsliv, og har et godt netværk i sportsverdenen. De vil gerne noget mere i Faaborg, og de kom med et tilbud, vi ikke kunne sige nej til, fortæller Jeppe Holm.

Han ser frem til at skulle stå i spidsen for en ny stor Intersport-butik i Faaborg.

– Det bliver RIGTIG godt. Nu starter vi op i de eksisterende lokaler på Torvet, og så har vi et mål om, at vi kan flytte i nye lokaler inden for de næste 10-12 måneder. Vi har sat ejendomsadministrator Ole Billum på sagen, og vi håber, at det kan lade sig gøre at finde et lokale på 5-600 kvadratmeter i centrum. De lokaler der indtil fornyelig husede Sportsmaster ville være et oplagt valg, men det er ikke umiddelbart det, vi leder efter, siger Jeppe Holm.

Selv om det er en stor opgave, der ligger forude og venter, så skræmmer det ikke den unge faaborgenser.

– Nej, vi har en stor og stærk maskine i ryggen, og vi ved hvad vi kan.
Det bliver jo nærmest ferie-tilstande at kunne komme ned på en 40-timers arbejdsuge.
Livet som iværksætter har været sjovt, men hårdt. Nu glæder jeg mig også til at få noget af mit liv med familie og venner tilbage, fortæller han.

Jeppe Holm er udlært i Sportsmaster i Faaborg, og har tidligere spillet elite-håndbold i Faaborg ØH. I dag træner han klubbens U-18 hold.

De to medarbejdere der i dag er ansat i Intersport Faaborg, fortsætter sammen med de to nye ansigter i butikken.