Artikel / annonce
Konnerup er påskeklar
I februar blev der langet massevis af hjerteformede chokolader over disken i butikken i Vester Åby. Her i marts ser Konnerup frem til at forkæle kunderne med et påskesortiment, der skal vække mere end smagssansen:
– Vi har planlagt vores påske-chokolade lige siden påske sidste år. Stilen er i år meget enkelt, og kasserne er lavet i en lærredsstruktur med et smukt klassisk look. Vores æsker har en gennemført æstetik, så de fx kan bruges som værtindegave, fortæller indehaver Henrik Konnerup.
Årets påskeproduktion består af marcipan-æg med havtorn/hindbær og trøffel-æg med cappuccino/orange. For begge gælder, at den smagfulde flødeganache er lavet på frisk fløde og smør, som de køber lokalt hos Gundestrup Mejeri.
Kakaobønnerne hentes længere væk og bliver indkøbt delvist forarbejdede fra bl.a. Ghana, Tanzania og Den Dominikanske Republik.
Konnerup har netop været på messe, hvor påske-sortimentet blev taget overvældende godt imod. Så der skulle være gode chancer for at finde de udvalgte chokolader i butikker og blomsterforretninger. Påskechokoladen kan naturligvis også købes i butikken i Vester Åby, hvor der også vil være et stort udvalg af ’bland-selv’-påskeæg.
Øko-bølge og is-tid
På grund af en stigende efterspørgsel på økologiske varer har Konnerup valgt at lade sig certificere til at forhandle økologiske varer:
– Det er en drøj og bureaukratisk proces at få lov til at forhandle økologiske varer, men vi glæder os til at kunne tilbyde vores kunder de nye økologiske produkter. Det økologiske sortiment vil blive videreudviklet i løbet af 2018.
Når påskechokoladen er fordøjet, kan kunderne se frem til, at det bliver 1. maj. Her frister butikken nemlig igen med frisk hjemmelavet is, som de har gjort de seneste ni år. Is-sæsonen strækker sig helt frem til 1. september.