Artikel / annonce.
Jyske Bank satser bevidst på at være en anderledes oplevelse for kunderne. En af strategierne er at bibeholde en fysisk relation her i den digitale tidsalder. Derfor har banken indrettet et drømmerum, hvor kunderne kan få lov at fortælle om deres visioner for fremtiden, og en kaffebar, hvor kunderne kan ’droppe ind’ og få en kop kaffe og læse avisen.
– Vi vil gerne vride tingene ud af perspektiv og støve ’bank-begrebet’ af, fortæller afdelingsdirektør Thomas Aaen, der startede i Faaborg-afdelingen 1. marts sidste år.
Når man træder ind ad døren på Kanalvej 1, fornemmer man straks den hjemlige stemning. Vindfanget er indrettet som en garderobe, og storrumskontoret ligner en dagligstue. Og det sker flere gange hver sommer, at bankens ni medarbejdere bliver bekræftet i deres anderledeshed, når turister forsigtigt stikker hovedet ind og spørger: Is this a bank?
Lokalt nærvær
Jyske Bank-koncernen hopper ikke med på centraliseringsbølgen. Banken vil bevare de lokale afdelinger for at lave forretning sammen med kunden. I dag kan kunderne opsøge meget viden selv, men Jyske Bank holder fast i, at den fysiske rådgivning er vigtig.
– Jeg plejer at sige, at vi er en stor lokalbank med ’lavt til loftet’, vi er beslutningsdygtige og bestemmer det meste selv, og er der brug for eksterne konsulenter, så kommer de til Faaborg, siger Thomas Aaen og understreger, at når det gælder kundens drømme, så er der højt til loftet i Jyske Bank.
For Jyske Bank er en vigtig del af den lokale identitet at engagere sig i det lokale erhvervsliv og lokalsporten, som fx gennem Faaborg ØH.
Faglig stolthed
Otte af medarbejderne er lokale faaborgensere, og banken har dermed et særdeles godt lokalkendskab. De er fagligt dygtige og har en stor ejerskabsfølelse for deres arbejdsplads, hvilket bl.a. afspejler sig i flere 10 og 25 års jubilæer.
– Hvis man åbnede vores medarbejdere, ville de være grønne indeni, spøger Thomas Aaen og henviser til bankens grønne logo og medarbejdernes begejstring og engagement for kundekontakten.