Tekst: Anne Kruse
Foto: Jørn Ungstrup

Ansigtet i alting

Sten, træstykker, tørrede frugt og gammel tjære. I det hele gemmer sig billeder gerne af ansigter eller af dyr, som kun fotograf og tidligere reklametegner Bent Bærentzen umiddelbart kan se. I små udsnit opstår motivet, eksempelvis når han i en sten i blålige farver får øje på paven med sin høje hat eller ser det uhyggelige ansigt Black Beard i en tyk tjæret port i Ærøskøbing. At have blik for detaljerne, i noget de fleste bare går forbi, har resulteret i en fotoserie på mindst 50 forskellige motiver, der indtil videre kun pryder i fotografens eget hjem og atelier på en stor gård i Svanninge.

- Annonce -

– Lige siden jeg var dreng, har jeg fotograferet, og for eksempel fik jeg altid øje på penge, når jeg var på tur med familien. De andre så ikke noget, men jeg fandt altid mønter, fortæller Bent Bærentzen, der flyttede med kone, datter, svigersøn og børnebørn til det sydfynske for 10 år siden efter i et helt voksenliv at have været art director på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners i København. Det legendariske firma, der havde alle de store navne i branchen tilknyttet i 1970érne og 80érne. Når der skulle skydes reklameoptagelser, var Bent Bærentzen altid nysgerrig på, hvordan fotograferne arbejdede, og griflede efterfølgende flittigt mestrenes arbejdsnoter ned. Der er med andre ord slet ingen tvivl om, at den 70-årige speedsnakker kan sit kram. Hans atelier, der ligger i en gammel og nu totalistandsat lade, har det ene spektakulære og finurlige portræt hængende efter det andet. Teknikken er, at når et ”øje” eller en ”mund” er fundet, spejlvender han materialet, således at motivet bliver symmetrisk og på den måde illustrerer et helt ansigt.

Materialet forstørres, og med en drømmeagtig lyssætning kan alle detaljer ses i motiverne; hver en lille prik eller farve får liv. Her er motivet ”Jagger”, som ligner en stor åben mund, taget fra et lille hul i en tørret afrikansk frugt. En japansk sne-abe ”Snow Monkey” med frost i skægget, som er et stykke træ fundet i vandet ved Skåne, eller ”Katten Felix”, som er et udsnit af en træpind, som Bent Bærentzen købte af en smykkehandler, der havde sine halskæder hængende over den særlige træpind. Motivet med det sorte, uhyggelige ansigt, der har fået navnet Black Beard, er egentlig blot et miniudsnit fra en port i Ærøskøbing, som er blevet tjæret tyk siden 1758.

– Det hele begyndte lidt spøjst med nogle træstykker, som jeg havde fundet i vandet ved Skanør i Skåne. De så umiddelbart sjove ud. Det ene lignede et hoved på et dyr. Så begyndte jeg at fotografere træstykkerne enkeltvis, der hvor jeg så dyrene i det. Det skiftede også karakter, når træet tørrede. Men så fik jeg den fikse idé, at motiverne fik meget mere gennemslagskraft, når man spejlede dem, forklarer fotografen, der endnu kun har vist sine fotografier til venner og bekendte.  Genstandene til motiverne finder han gerne på ture til Bøjden og Fyns Hoved på Nordøstfyn, hvor han synes, at strandende byder på de mest finurlige ting. Har man lyst til at gå på opdagelse i Bent Bærentsens særlige verden og opdage det store i alt det små, kan man besøge Art Week i Odense denne sommer, hvor motiverne udstilles for første gang. Som betragter af motiverne er det uundgåeligt at stoppe op og betragte længe, for som mesteren selv siger:

– Glæden ved at have sådan et billede hængende er, at du kan blive ved med at finde nye motiver i det.