Stine Mjaaland der er ansat som kreativ konsulent i Vores Faaborg & Egn har rykket sin egen lille virksomhed “Mjaalands” ud af privaten i Faldsled og ind i den tidligere kaffebar Soze i Den Voigtske Gaard.

Lokalerne der tidligere rummede Soze bliver inden længe til Mjaalands. Foto Jørn Ungstrup

Hun er lige nu i gang med hammer, søm og skruemaskine for at indrette lokalerne til sin egen lille kreative hule.

– Ved siden af jobbet i Vores Faaborg & Egn arbejder jeg med filmproduktion samt koncept- og idémageri. Det har jeg længe gjort hjemme i stuen omgivet af gæster, hunde og bunker af papir, men nu kan jeg mærke, at jeg har brug for min helt egen legeplads, hvor jeg bestemmer, fortæller Stine Mjaaland.

- Annonce -
Faaborg Bilpleje - Læs mere her
Den kreative Mjaaland er selv i gang med værktøjet i de nye rammer. Foto Jørn Ungstrup

Det passer også godt overens med tankerne i Vores Faaborg & Egn, at hun nu fylder et af de tomme lokaler i midtbyen.

– En af vores missioner er jo at skabe liv i de tomme lokaler, og det er jeg da glad for at kunne bidrage til, smiler Mjaaland.

Hun havde kigget på flere lokaler i byen, men faldt for de historiske rammer i Havnegade med udsigt til havnen.

Hvornår hun endeligt er på plads, er ikke helt klart endnu.

– Jeg bruger min fritid på at sætte stedet i stand, og har ikke sat en deadline for en egentlig åbning, men jeg lover at invitere til en fredagsbar, når det sidste søm er slået i, fortæller Stine Mjaaland.