Føtex i Faaborg hjælper Havnestuen med at få opfyldt sit juleønske.
Hvert år holder frivillige på Havnestuen juleaften for de brugere, der ikke har andre steder at fejre familiernes fest. Anne Jensen, der er daglig leder på Havnestuen, fortæller, at de i år allerede har fået 45 tilmeldinger.
Mange ville sidde alene, hvis ikke de havde Havnestuen. Men i år holder Havenstuen lukket 1. og 2. juledag, og Anne frygter, at flere af brugerne hverken vil få vådt eller tørt i de to dage. Hun har derfor haft et stort ønske om at kunne lave ca. 100 madpakker til at sende med brugerne hjem til juledagene.
Det ønske er nu tæt på at være opfyldt, da Føtex har indgået i et samarbejde med Havnestuen om madpakkeprojektet.
– Vi vil meget gerne bidrage til de mennesker, der ikke har så meget i julen. Vi har lavet den omvendte indkøbsvogn, hvor folk kan lægge varer i til madpakker, siger Kim Krog, der er teamleder i Føtex.
Når vognen er fyldt, leveres indholdet til Havnestuen, hvor frivillige forvandler varerne til madpakker. Anne Jensen håber at mange vil lægge fx makrel i tomat, torskerogn og dåseleverpostej i vognen i Føtex.
– Vi, der har det godt, skal huske at give lidt af os selv, siger Kim Krog og bakkes af varehuschef Steffen Bech, der også er glad for projektet. Det er jo nemt at gå til for både os, kunderne og Havnestuen.
Juleaften på Havnestuen plejer at være en meget hyggelig aften, men også en aften, hvor budgettet har brug for starthjælp.
– Alle, der kommer juleaften, får en julegave, og så skal de have en julepose med hjem, fyldt med lækkerier til juledagene, siger Anne Jensen, og heldigvis har Føtex og mange andre af byens erhvervsdrivende været gode til at donere, og også kommunen har givet et tilskud.
Jan Valbak har i år lovet at donere både mandelgave og et juletræ. Og i næste uge kommer elever fra Faaborgegnens Efterskole med konfekt og småkager.