Jack Odgaard udsat for vedvarende plakatchikane

Det startede med en række valgplakater, der sporløst forsvandt fra Åstrup og Vester Åby. Plakater med Jack Odgaards ansigt og partinavn.

Odgaard tog efterfølgende en ekstra tur med plakater, strips og stige, men til ingen verdens nytte. Plakaterne blev fluks flået ned igen.

Nu er plakat-hærværket også nået til andre dele af området.
I Falsled, Millinge og dele af Faaborg er DF’erens plakater pist værk.

- Annonce -

– Det er da møghamrende irriterrende.
Jeg har jo en formodning om hvem der står bag, men kan intet bevise.
Vidner har fortalt mig, at det er en person, der kører i en sølvfarvet Opel Astra stationcar, der er set på de steder, hvor plakaterne forsvinder, desværre har ingen endnu noteret bilens registreringsnummer, fortæller Jack Odgaard.

Han er også ked af hvis plakaterne pludselig ligger og blæser rundt i trafikken eller havner i  folks haver.
– Hvis nogle ser mine plakater smidt et sted eller at der pludselig ligger en i forhaven, så håber jeg de vil ringe til mig. Det sidste jeg ønsker er jo at genere nogle, slutter Jack Odgaard.