Forleden kom Finn Madsen ind på redaktionen i Havnegade, med det man vel godt kan kalde en anderledes efterlysning.
Vi har tidligere brugt vores radio og hjemmeside til at efterlyse alt fra forsvundne både til bortløbne katte og hunde, men aldrig en kone.
Det vil Finn Madsen gerne have vores hjælp til – altså at finde en kone.
Ikke hans egen forstås. Finn Madsen er på jagt efter kærligheden og den eneste ene.
Han har prøvet flere forskellige ting i sin søgen på at finde en at dele livet med, og tænkte, at hjælpen måske lå i disse linjer.
– Jeg tror ikke på datingsider. Det er overvurderet, og jeg hører jo tit historier, om folk der bliver snydt, eller aftaler der ikke bliver holdt. Jeg ser det her som en anderledes mulighed.
På den her måde kan en kvinde kontakte mig direkte på min telefon, hvis hun kunne tænke sig at møde mig, fortæller Finn Madsen.
Finn er 60 år gammel, bor i Faaborg, og har arbejdet med IT i 40 år.
Han har en villa med udsigt over det sydfynske ø-hav, og leder efter:
En kvinde, gerne i halvtredserne, almindelig af bygning, med godt humør og lyst sind.
Er hun sportsinteresseret, er det heller ikke et minus.
Om hun har børn eller ej er ikke på nogen måde afgørende.
Finn Madsen kan kontaktes på 25 36 83 59.