Halloween Sydfyn – Haunted Park i Haastrup har en bagudgang.
Den vil du ikke ønske at benytte.
Det betyder nemlig, at du har tisset i bukserne, eller det der er værre efter mødet med de uhyggelige skræmmere.
For niende gang forvandles Haastrup til danmarks uhyggeligste landsby i de tre sidste weekender i oktober.
Det er her, at cirka 150 frivillige inviterer inden for i de 36.000 kvm2 uhygge i The Haunted Park.
Tovholderen på Halloween Sydfyn er Allan Rosdal, der bruger det meste af året på at planlægge arrangementet.
– Vi mødes et par gange om ugen på vores lager, hvor vi arbejder, planlægger og udveksler gode idéer til de temaer, der skal fylde parken, fortæller han.
Alle arbejder frivilligt, og er der penge i overskud fra de uhyggelige aftener, så går 25 procent til friskolen og børnehaven i Haastrup, mens resten bruges på næste års arrangement.
I år er der blandt andet brugt penge og kræfter på at omdanne skolens kælder til et stort sindsygehospital.
– Det bliver RIGTIGT uhyggeligt, gnækker Allan Rosdal. Turen i kælderen bliver en vanvittig rejse igennem 200 års hårrejsende hospitalshistorie, og vores skræmmere vil gøre deres yderste for, at ikke en buks er tør efter den oplevelse, lover tovholderen.
Og tilbage til det med bukserne og bagudgangen.
For det ER sket et par gange de seneste år, at nogle gæster har måttet sande at deres nerver og blærer, ikke er stærke nok til de mange chok.
– Det er altså svært at holde masken, når der står en voksen mand eller kvinde, der af skræk har tisset i bukserne, eller det der er værre.
Men når det sker, så får man lov til at liste ud af bagudgangen og også hjælp til at komme ubemærket væk fra området, lover Rosdal.
På trods af risikoen for våde bukser valfarter gæsterne til Haastrup.
Sidste år besøgte ca. 2000 mennesker arrangementet, og i år håber man på at tælleapparaterne når 3000, men så rammer man også loftet for besøgende. – Vi vil ikke have at gæsterne står i kø for længe, så vi sælger højest 500 billetter til hver aften, fortæller Allan Rosdal.
Du kan træde ind i Haunted Part fredag og lørdag i de sidste weekender i oktober. Den første weekend var for børn og sarte sjæle, mens der de sidste to weekender ikke bliver der ikke taget hensyn til gæsternes nerver, ligesom skræmmerne har tilladelse til lette berøringer.