Tekst: Mette Marie Elmelund
Foto: Henrik Poulsen
Midt i Det Sydfynske Øhav ligger et sted, hvor forfatterdrømme kan tage form. Skrively på Lyø er ikke blot et skriveværksted og en oase for kursister, der søger inspiration, ro og sparring. Det er også et hjem for Heidi Korsgaard og hendes familie. Selvom Lyø med sin fredfyldte atmosfære synes som det oplagte valg til fordybelse, var det snarere et lykkeligt tilfælde, der førte Heidi og hendes mand til netop dette hus for to år siden.
Det er tidligt, torsdag morgen, og udenfor er det stadig helt mørkt, mens jeg sætter mig på en af de ledige pladser på færgen fra Faaborg til Lyø. Jeg kan ikke se ret meget udenfor, udover regndråberne, der løber ned ad ruden, og lyset fra havnen, der langsomt forsvinder, i takt med at færgen sejler længere og længere ud. Det er sådan en dag, hvor færgen virkelig gynger fra side til side og hvor man skal huske både en varm jakke, handsker og hue. Her har jeg på den ene side lidt svært ved at forestille mig, at der venter idyl på Lyø om under en time, og på den anden side bliver jeg fascineret af den ro og tid til omtanke, der er plads til på færgeoverfarten, hvor tempoet kommer helt ned.
Jeg ankommer til et smukt bindingsværkshus, hvidkalket med sorte træbjælker og tynde lyseblå streger. I døren bliver jeg taget varmt imod af Heidi. I entréen står en kurv med sutsko, og hun tilbyder mig straks at låne et par – fordi der kan være fodkoldt i det gamle hus, forklarer hun. Ved siden af kurven står der et lille bord, hvor der ligger en gæstebog og en liste over “toilettider”, som kursisterne kan skrive sig på. Jeg når aldrig at bemærke kulden i huset, for varmen fra brændeovnen breder sig behageligt, mens flammer danser i brændeovnen. Det virker som gode omgivelser at skrive og redigere sine tekster i.
Det gamle bindingsværkshus rummer fire værelser, som kursister kan booke sig ind på. Hvert værelse har et tema efter en berømt forfatter. Man kan for eksempel bo på “Astrid Lindgren værelset” eller det store “Karen Blixen værelse” på 1. salen. Værelserne er lyse og minimalistisk indrettet. Her skal der være plads til at sove og til at skrive. Derudover kan kursisterne frit benytte sig af det store landkøkken med udsigt til haven, sidde i spisestuen og varme sig på brændeovnen eller blive inspireret i biblioteksstuen.
En dag på Skrively begynder typisk med, at Heidi tager imod kursisterne med en dejlig varm kop nybrygget kaffe og lidt lækker morgenmad i spisestuen. Om formiddagen har de mulighed for at booke hende til sparring på deres tekster, hvor hun hjælper dem med, hvad der fungerer godt og hvad der kan gøres bedre. Kursisterne mødes om eftermiddagen til “afternoon tea”, hvor de kan blive klogere på sig selv og hinanden. Ofte er der fælles aftensmad med “forfattermiddag”, hvor Heidi har lagt spørgsmål under tallerkenerne, som kursisterne kan samtale ud fra om aftenen.
VILLE IKKE LÆNGERE SLUKKE DRØMME
Heidi Korsgaard er uddannet journalist og har været ansat som redaktør hos Egmont og Bonnier Forlagene og arbejdet hos Lindhardt og Ringhof. Derudover har hun selv skrevet mange bøger. Hun kender derfor processen og udfordringerne fra begge sider af bordet. Heidi var kun omkring 30 år gammel, da hun sad på et forlag og gav afslag på afslag til mange, der drømte om at blive forfatter.
– De havde sendt deres livsværk ind til os, med et håb om at få deres bog udgivet. Desværre måtte jeg kun sende et standardsvar om, at teksten ikke passede ind i vores repertoire lige nu, selv når jeg kunne se, at chancen for en kontrakt var ikke-eksisterende, fortæller Heidi Korsgaard.
Heidi ville ikke bruge resten af sit arbejdsliv på at give afslag uden begrundelser, og derfor valgte hun for knapt 20 år siden at starte sin egen virksomhed, nemlig Skriveværkstedet. Her kan spirende forfattere gennem sparring og workshops komme tættere på målet om, at blive forfatter og udgive sin bog. Skriveværkstedet tilbyder kurser i Aarhus og København, på Bali og nu også på Lyø.
EN TILFÆLDIGHED
Heidi, der selv oprindeligt er fra Kerteminde, beskriver, at det var helt tilfældigt, at valget for hendes nye skriveværksted lige faldt på Lyø. En efterårsdag på øen faldt hendes blik på et “til salg”-skilt over for en lille café, og nysgerrigheden tog over.
– Jeg blev så nysgerrig og måtte bare se stedet, der emmede af ren idyl, siger Heidi Korsgaard.
24
Heidi kunne straks se idéerne udfolde sig på dette sted. Her var der plads til både kursister i den ene del af huset og til hende selv og familien i den anden del af huset. Hun VILLE bare have det. Da hendes mand så huset, var han lidt mere tavs, da han også så en masse hårdt arbejde. Heldigvis fik hun sin mand overtalt til, at det var en god idé og parret har ikke fortrudt deres køb én gang. Alligevel er nogle ting kommet bag på dem efter overtagelsen.
– Min mand, der er fra Singapore, er vant til billig arbejdskraft, så han regnede med, at vi bare kunne hyre håndværkere til det hele. Nu oplevede han, at vi også skulle have arbejdshandskerne på og lære en masse fra bunden, ligesom nogle projekter og drømme må vente lidt, fortæller Heidi Korsgaard.
Heidi uddyber, at hendes mand er helt imponeret over, hvor meget danskerne hjælper hinanden, ligesom at de begge to er helt vilde med stemningen på den lille ø. Hun mener, at øboernes mentalitet og naturen omkring dem gør noget godt for kursisterne.
– jeg kan mærke på mine kursister, at de kommer helt ned i gear, når de er her. Jeg har afholdt kurser i København, hvor kursisterne træder lige ud på de travle gader bagefter, og ikke opnår samme ro som her, fortæller Heidi Korsgaard.
Det lokale øsamfund har taget godt imod Heidi og hendes kursister. Hun er glad for at kunne være medvirkende til at skabe lidt ekstra liv på øen.
– Mine kursister bliver nogle gange samlet op af de lokale, når de kommer med færgen. Og jeg opfordrer dem altid til at handle hos købmanden. På den måde kan vi alle hjælpe hinanden lidt, fortæller Heidi Korsgaard.
Fra ensomhed til fællesskab
Heidi har mange hatte på i løbet af en dag på Skrively. Udover at være stifter og ejer af Skriveværkstedet fungerer hun som mentor for kursisterne. Det betyder, at hun ofte påtager sig roller, der minder om en psykolog, hvor hun støtter kursisterne gennem de udfordringer, de møder på deres rejse med at skrive en bog.
– Forfatterlivet kan være enormt ensomt, og tvivlen kan snige sig ind undervejs. Jeg hjælper mine kursister med at navigere i deres usikkerheder og finde ud af, hvad der er reelt, og hvad der bare er frygt, siger Heidi Korsgaard.
Når Heidi har en kursist, der har været ked af det, så har hun på Skrively mulighed for at gå ind og høre til, hvordan det går personen, fordi hun bor på skriveværkstedet. Hun synes, at det er fantastisk, at hun kan bo helt tæt på kursisterne, og samtidig skal hun vænne sig lidt til, at der hele tiden er mennesker omkring hende. Omgivelserne omkring Skrively giver god mulighed for, at både Heidi og kursisterne kan trække sig og gå en tur i naturen, når de har behov for det.
Med Skrively har Heidi skabt mere end et skriveværksted – hun har skabt et fristed, hvor forfatterspirer kan finde roen til at forfølge deres drømme. Her på Lyø kombineres fællesskab med fordybelse. I disse omgivelser bliver ord til historier, og historier til bøger, der måske en dag finder vej til læsernes hænder. Her er der plads til at bringe liv til idéer og drømme.