Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
Der findes mennesker, der ser livet som en lang række muligheder, og så findes der mennesker, der griber dem alle. Peder Thomsen, født i 1940, hører til den sidste kategori. Med en nysgerrighed på verden og en ukuelig trang til at opleve nyt har Peder gennem sit lange liv været på rejser til over 40 forskellige lande, skabt uforglemmelige minder og fyldt sit liv med historier, som han gladelig deler ud af.
Fra Canada til Kenya, fra Grønland til Vietnam, og fra Alcatraz’ historie til Australiens backpacker-miljø – Peder har sat sine spor på hvert eneste sted, han har besøgt, og hans historie er både et indblik i en verdensomspændende rejseglæde og et portræt af en mand, der aldrig har været bange for at leve livet fuldt ud.
– I 1974 havde jeg været selvstændig håndværker i tre år uden at holde ferie, så tænkte jeg, at nu må det briste eller bære, så jeg ringede til Tjæreborg. Vi ville sydpå i varmen, Gran Canaria eller Madeira, og da turistbureauet anbefalede Madeira, var det besluttet. Vi tog afsted i december, mens det var trist og gråt i Danmark, og da vi stod af flyet i Madeira, var det som et drivhus.
En rygskade tvang Peder til at omlægge sit valg af erhverv, da han var bare 30 år, så han måtte tilbage på skolebænken og blev uddannet fængselsbetjent, men rejselysten var ikke væk.
– Senere begyndte vi at rejse på en anden måde. Her var jeg ansat i Ringe som fængselsbetjent, og gennem arbejdet kendte jeg et kollega-ægtepar, der rejste til Canada for at bo. De inviterede os derover og sendte billeder, og jeg tænkte, ‘vi tager hende sgu på ordet’. Så tilbragte vi en måned i Canada, hvor vi bl.a. så Nationalparken og Rocky Mountains, og det gav også blod på tanden til flere rejser.
Peder var meget opsøgende på nye steder at rejse til, og da hans niece var i Bangkok for at arbejde som aupair og skulle hentes af sine forældre, spurgte han hende, om de måtte komme med. Det resulterede i en måneds ophold, hvor de bl.a. oplevede storbyen Singapore, floden Kwai, og en stor del af Thailand. Men listen over destinationer er endnu længere, for Peder og familien levede sparsommeligt og sparede op til ferier, og så snart han kunne bytte sine vagter i fængslet, tog de afsted.
– Jeg har også været på Borneo med min datter, og i Amerika med min søn – to gange, og den ene igang var vi i syv stater. Senere rejste vi til Kenya, hvor min kusine og hendes mand var udsendt gennem Danida. Jeg spurgte, om de ville have besøg, og da svaret var ja, tog vi afsted og blev der i en måned.
– Der var også engang, hvor jeg snakkede med én, som jeg gik til kondi med nede ved Kroman, han fortalte, at de havde købt et hus i Salvador. Her tog jeg på besøg med min lillebror og blev der i en måned. Det ægtepar var ægte eventyrer, og de havde en stor sejlbåd.
Peder og hans hustru havde også i mange år deres egen sejlbåd, hvor de krydsede både Kattegat og Østersøen, men da Peders hustru blev syg og plejekrævende, blev han hjemme hos hende. Rejselysten var dog ikke forsvundet, og da hustruens søster tilbød at komme og passe hende, smuttede Peder afsted på nye eventyr.
– Jeg har været i Australien, Afrika, Sydamerika, Nordamerika, Grønland, Vietnam og meget mere. Jeg kan godt lide at opleve noget nyt, så jeg genbesøger ikke så gerne steder, hvor jeg har været. Jeg har været i 40 lande, og næsten lige så mange hovedsteder. Men Madeira er et rigtig godt sted, hvor klimaet er ret konstant og landskabet meget afvekslende, så det sted har jeg genbesøgt.
– Jeg har ikke haft nogle ubehagelige oplevelser. Jo, da jeg mistede mit visakort i Las Vegas. Her var jeg med min søn til en konference i San Diego, min søn er ingeniør, og det var første gang, jeg holdte ferie fra min syge hustru. I San Francisco så jeg Golden Gate og Alcatraz-øen. Ude på øen kunne man høre musik helt ovre fra San Francisco. Der blev jeg grebet af historiens vingesus og tænkte på alle dem, der har siddet fængslet her, bl.a. Al Capone, og det er kun lykkedes tre at flygte derfra. Vi var også i Sausalito, og her kunne vi se lys, der tændtes inde over San Francisco.
– Efter jeg blev alene, har jeg også været på charterferie i Sri Lanka, og jeg har også lige været en måned i Krakow i Polen sammen med gartner Keld Hansen, hvor vi blandt andet besøgte Auschwitz og den store flod mod grænsen til Tjekkiet. Turen endte med et flot krydstogt til Portugal til sidst.
Blandt de mange oplevelser er der enkelte, som skiller sig ud.
– Jeg skulle til Borneo med min datter. Så gik jeg på nettet på Momondo og fandt en billig backpacker (hostel, red.), hvor vi kunne overnatte i to dage. Vi ville finde ud af resten dernede, så vi gik ind på turistkontoret og fortalte, hvad vi ville opleve: skildpadder, der lægger æg, en sejltur på floden og se de vilde elefanter tæt på. Vi kom igen to timer senere, og så havde han lavet en plan til fem dage. Det var meget billigere, end hvis vi havde booket det hele hjemmefra. Han havde sørget for overnatning, mad og seværdigheder. Her var en sjov historie, for jeg kom til skade med min arm og kom ind på et lille sygehus og blev syet, og derfor kom vi for sent til vores båd. Her fik vi igen hjælp af turistbureauet, og om aftenen var der en ranger, der fulgte os hen til stranden og satte projektører op mod en skildpadde. Vi så, at den lagde 101 æg. Æggene skulle begraves på en sportsplads ikke langt derfra, og hvis de blev begravet i skyggerne, blev det til hanner, og hvis de blev begravet i solen, blev det hunner. Rangeren satte skilte ved de forskellige steder og satte bure over. De små, nyudklækkede skildpadder ledte han ned til stranden med hjælp fra en lommelygte.
Peder har også oplevet verdens største vandfald og mange andre seværdigheder, og han er langt fra færdig med at rejse og opleve nye steder.
– Jeg vil gerne ned og besøge Madagaskar. Det er på grund af lemurerne, dem vil jeg gerne se. Men nu er stedet sat til med oliepalmer, og så er der ikke så meget plads til lemurerne. Jeg orienterer mig altid om et område inden afrejse, så jeg kan se det, jeg gerne vil. Jeg vil også gerne nå at opleve det sydligste Amerika, fx vil jeg gerne til Chile og se abeskræk-skovene, og så vil jeg også gerne se guanako, som er en slags lama, og også gerne nå at se pumaer, som lever der.
Når Peder ikke er ude at rejse eller er i gang med at planlægge en rejse, så går tiden med at skrive. For ikke nok med at Peder bærer på en masse gode fortællinger om sit livs rejser, så har han altid yndet at fortælle vittigheder og historier i alle sociale sammenhænge, han er kommet.
– Jeg arbejder på to forskellige bøger, men det har stået i stampe længe. Den ene bog skal være min livshistorie, og den ligger på computeren. Og så vil jeg også gerne lave en bog om vittigheder. Min far fortalte altid vittigheder og historier, og da jeg gik i første klasse, kom byrådet og forældrene og frøken Pontoppidan. Jeg rakte hånden op i slutningen og fortalte historier, og alle grinede. Min mor var rød på halsen, fordi hun var flov. Sådan var det hele skoletiden, alle bad mig om at fortælle historier.
Her afbryder Peder sin fortælling og reciterer et langt digt på vestjysk, som han har memoreret, og efter sidste strofe kigger han spændt efter begejstringen og smilet hos sit publikum.
– Det føles godt at underholde. Jeg gør det også, når vi går oppe i bakkerne hver uge, og jeg kan blive ved i timevis. Jeg har tidligere været formand for ‘Musik for sjov’ i Horne, hvor jeg spillede harmonika. Det er også en måde at optræde på, og jeg optræder gerne på slap line. DR har faktisk engang ringet til mig, om jeg ville fortælle historier i radioen, men det takkede jeg nej til, for jeg havde læst historier om alle de store underholdere, og de var alle endt med at drikke for meget.
– Der går også historier om mig i retsvæsenet. Det fortalte min kusine, der ville være fængselsbetjent. Da hun sad til undervisning, fortalte underviseren om en tidligere elev, der altid fortalte mange historier, og min kusine udbrød: Hed han Peter? Og det gjorde han. Jeg har klaret mig igennem verden på min humor, jeg kan også fortælle vittigheder på tysk, og det gør jeg gerne, når vi besøger vores tyske venskabsklub fra svømning. Her fortalte jeg engang historien om Blågårds musefælde, og de har aldrig kaldt mig andet end Peter Mausfelle siden.
Hvis andre sidder med en rejselyst, så har Peder flere gode råd, for er man først kommet afsted, så er hjælpen lige i nærheden.
– Det er så nemt. For eksempel i Australien, man går bare ind på en backpacker (hostel, red.) og beder om en seng. Så kan man melde sig ind i fællesskabet, og her er der mange unge mennesker, og de gider godt at hjælpe og er interesserede. De kan anbefale ting, man kan opleve, og man kan også få gode råd i receptionen. De ringer gerne og booker en seng på et nyt sted, og de vejleder gerne en om transportmuligheder for at komme derhen.
