Det er en renovering i den helt store skala, som det bevaringsværdige byggeri Ringparken i Faaborg har været igennem. En gennemgribende renovering, der har været på tegnebrættet i 15 år hos Faaborg Boligforening, men som i 2023 endelig blev sat i gang, og nu er nået i mål.

– Det er en fornøjelse at stå her i dag og konstatere, hvor flot det er blevet. Vi tror på, at det her vil give et løft til hele området, fortæller Vibeke Harboe, der er formand i Faaborg Boligforening

Med sine 110 millioner kroner, er renoveringen en af de mest omfattende i Faaborg-området i nyere tid, og beboerne i Ringparkens 72 renoverede boliger og 14 rækkehuse kan blandt andet glæde sig over: nye vinduer og døre, nyetablerede altaner i 56 boliger, elevatorer, nye køkkener i alle boliger, nye badeværelser, et topmoderne genvex-anlæg, og et helt nyt udtryk af det boligområde, der tidligere virkede noget bedaget.

- Annonce -
Martin Andersen og Vibeke Harboe er begge begejstrede for resultatet af den omfattende renovering

Siden renoveringens start har Faaborg Boligforening haft lukket for udlejning, men nu venter cirka 20 forskellige lejemål på nye beboere.

– Under renoveringen har mange været genhuset i andre afdelinger i byen, og nogle er blevet så glade for at bo der, at de ønsker at blive boende, nogle er flyttet, og an-dre er rykket til andre lejemål i Ringparken, så status er, at vi har lige omkring 20 ledige lejemål, der står nyrenoverede, og venter på nye lejere. Der har været et fantastisk samarbejde med vores rådgivere fra C&W Arkitekter og Rambøll og de udførende entreprenører. Vi er glad og stolte over det flotte resultat, hvor beboerne er flyttet ind i nyrenoverede boliger. Så vi glæder os til at invitere til et åbent hus den 1. og 2. februar så alle interesserede kan komme ind og se lejlighederne efter renoveringen. Invitationen gælder også de mange nysgerrige i byen, der har fulgt det store arbejde på afstand, kom endelig forbi, vi står klar til at vise rundt, smiler direktør i Arbejdernes Boligforening, Helle Jakobsen

Helle Jakobsen håber, at mange nysgerrige vil komme forbi til åbent hus i weekenden

Den store investering kommer til at betyde huslejestigninger for Ringparkens beboere. Der bliver i alt tale om cirka 800.000 kr. i årlig huslejestigning, hvilket svarer til en gennemsnitlig huslejestigning på omkring 20%.

– Byggeriet blev afleveret den 14. januar i år, og jeg må sige, at det har været en fantastisk proces, hvor beboerne ikke kan roses nok for deres positive tilgang og tålmo-dighed i den lange periode, hvor de praktisk talt har boet på en byggeplads. Vi har jo nærmest endevendt hele Ringparken, og trods genhusning, larm og støj, har vi stort set kun mødt forståelse og en enorm velvilje, fortæller inspektør i Faaborg Boligforening, Kim Damgaard Møller.

Kim Møller i dialog med en af Ringparkens beboere om afslutningen på renoveringen, der har stået på nogle år

En af dem, der har haft sin dagligdag midt i rodet, er Martin Andersen, der har boet i Ringparken de sidste 15 år, og har siddet i afdelingsbestyrelsen i Ringparken i syv-otte år.

– Selvom det har været en omfattende og lang proces, så synes jeg, at det er gået over al forventning. Os der bor her, har følt os godt informerede, og vores genhusningskonsulent, Vivi Dalsgaard Pedersen, har været helt fantastisk, og har bare løst udfordringerne, hvis der har været nogle, fortæller Martin Andersen, der selv bor i et af Ringparkens rækkehuse.

Martin Andersen har boet i Ringparken de sidste 15 år, og har siddet i afdelingsbestyrelsen i Ringparken i syv-otte år. Han glæder sig også over renoveringen af det rækkehus, han selv bor i.

Har du selv lyst til at se resultatet af forvandlingen af Ringparken, så er der åbent hus med rundvisning, hvor alle er velkomne den 1. og 2. februar