Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
Klaus Arnung og hans hustru overtog i 2021 en nedslidt, fredet gård i Horne. Efter tre års indsats står de nu med en gennemrenoveret og velbevaret firlænget gård. Det eneste, de ikke er kommet i mål med, er, hvad de vil bruge deres sydfynske fristed til. Læs med om den flotte forvandling af Kirkehøjgård.
– Jeg mener, at hvis man kan, har man pligt til at gøre noget for at bevare kulturarven.
EN HURTIG BESLUTNING
For tre år siden sad den pensionerede læge Klaus Arnung på Anholt og kiggede på hjemmesiden for historiske huse. Han nærer en stor kærlighed til disse ejendomme, som han mener, er en vigtig del af vores fælles kulturarv. På hjemmesiden dukkede en salgsannonce for et firlænget, faldefærdigt håndværkertilbud i Horne op. Kort efter kørte Klaus til Sydfyn med sin hustru, Marianne, og de faldt pladask for Kirkehøjgård.
– Efter tre minutter vidste jeg, at jeg ville købe ejendommen, og efter tre dage, havde vi købt den, siger Klaus Arnung.
Foruden sin interesse for historiske huse, så er Klaus også velbekendt med forholdene omkring fredede ejendomme, da den lægepraksis, han tidligere har drevet i Nyhavn, ligger i en fredet ejendom.
Så selvom den firlængede bindingsværk-ejendom i Horne var svært medtaget efter at have stået ubeboet i en årrække, kunne hverken tilstanden eller udsigterne til bureaukratisk armlægning med Slots- og Kulturstyrelsen afskrække Klaus. Han fokuserede i stedet på de mange fordele, der kan være ved at renovere en fredet ejendom.
– Man får jo økonomisk støtte til renovering af de såkaldte fredningsværdier, som stråtag, bindingsværk og vinduer, og så slipper man for ejendomsskat, når man ejer en fredet ejendom, siger Klaus Arnung.
Det med ejendomsskatten, understreger han, er dog ikke så vigtigt på Fyn, hvor ejendomsskatterne er meget lavere end for eksempel i København, hvor han drev sin lægepraksis. Det var mere interessen for at bevare kulturarven, der drev Klaus ud i det omfattende projekt, der nu har stået på i godt tre år, siden de overtog ejendommen i juli 2021.
– Vi er jo blevet pensionister, og vi skal ikke gå og drive den af. Vi kan godt lide at have gang i den, smiler Klaus Arnung.
EN OMFATTENDE RENOVERING
Men inden de kunne trække i arbejdshandskerne, måtte der være styr på den bureaukratiske del. For vil man istandsætte noget, der er fredet, er udgangspunktet, at alt kræver en tilladelse. Så inden man kaster sig ud i en genopretning af en fredet ejendom, er det klogt at lave en handlingsplan.
– Vi allierede os med arkitekt Uffe Black (også stifter af det sydfynske videnscenter: Træets hus – Forstbotanisk Center Øxenhaverne, red.), som målte op med mere, og til sidst havde vi en 43-siders plan for genopretning, helt ned i detaljer, som vi sendte ind til Slots- og Kulturstyrelsen, fortæller Klaus Arnung.
Efter tre måneders ventetid ved Slots- og Kulturstyrelsen fik Klaus et ‘go’, og i februar 2022 gik det løs med istandsættelsen. Klaus og Marianne bor i Sandbjerg ved Vedbæk, og de købte derfor en gammel campingvogn, som de placerede på gårdspladsen i Horne.
– Der boede vi, når vi var herovre. Det var vi typisk tre-fire dage ad gangen, næsten hver uge. Når vi tog hjem, tog vi fx vinduer, døre eller beslag med og satte dem i stand. Der ikke noget ved en sådan renovering, der er særligt svært. Bygningerne er af træ, mursten, kalkmørtel og grus. Det er meget enkle materialer, men det kræver naturligvis både penge og vedholdenhed at gennemføre et så stort projekt – man skal virkelig ville det, siger Klaus Arnung.
Alt på ejendommen er skiftet eller renoveret, lige fra stråtaget til vinduer og dele af bindingsværket. Der er, foruden eget knofedt, brugt erfarne håndværkere, og både tømrer, murer, tækkemand, vvs’er og vognmand er fundet lokalt på Sydfyn.
En stort udfordring for parret undervejs var at bo i campingvogn på gårdspladsen om vinteren, for da stedet havde stået ubeboet i mange år, var gårdspladsen fyldt med et tykt lag græs, og pladsen blev forvandlet til en mudderpøl, da arbejdet gik i gang.
PILOTPROJEKT TIL NØDLIDENDE EJENDOMME
Den relativt smidige sagsgang i Slots- og Kulturstyrelsen skyldes, foruden den grundige handleplan, at Kirkehøjgård er én af de ejendomme, som blev antaget i et pilotprojekt for såkaldt nødlidende ejendomme.
I årene 2010 til 2016 gennemgik Slots- og Kulturstyrelsen Danmarks 7.000 fredede bygningers tilstand, og her blev 310 erklæret nødlidende og i fare for at gå tabt. Styrelse kom med flere idéer til, hvordan ejendommene kunne reddes, og ét af forslagene lød på at øge støtten til renovering af fredningsværdierne fra 25 % til 40-45 %.
– Man ændrede også på tildelingen af støtten. Normalt får man op til en halv million per år, og man skal søge styrelsen hvert år. I pilotprojektet fik vi tilsagn fra start om hele støttebeløbet, og vi fik tre millioner til istandsættelse af fredningsværdierne, fortæller Klaus Arnung.
Som ejer af en fredet ejendom har man egentlig pligt til holde ejendommen ‘tæt på tag og fag’, og derfor tildeles ejere hvert år et fradrag, som skal bidrage til at dække omkostningerne for vedligeholdelse, et såkaldt ‘forfald pr. år-fradrag’. Alligevel står mange af ejendommene og forfalder, for der er et indbygget dilemma i ordningen.
– Det kræver jo en indtægt at få gavn af et fradrag, men mange ejere er pensionister, så selvom man kan få et godt fradrag, hjælper det dem ikke, hvis man er på folkepension. Derfor står mange historiske ejendomme og forfalder. Håbet rinder ud for de nødlidende ejendomme, siger Klaus Arnung.
Fra Faaborg-Midtfyn Kommune har Kirkehøjgård modtaget knapt 200.000 kroner til en klimaskærm, men generelt er det svært for både kommuner og fonde at bidrage med financiering af disse historisk vigtige renoveringer.
– Kommunerne har ikke mange penge, og fondene har de senere år ikke haft meget at dele ud af på grund af en lav forrentning af deres formuer. Det er meget uheldigt for de fredede ejendomme. Slots- og Kulturstyrelsen har et budget på 43 millioner kroner om året til 7.000 fredede ejendomme, cirka 6.000 kroner per ejendom. Det forslår jo slet ikke, hvis man skal holde forfaldet i ave. Så det hænger i høj grad på privatfolk. Her mener jeg så, at hvis man kan, har man pligt til at gøre noget for kulturarven, siger Klaus Arnung.
GODE, BÆREDYGTIGE MATERIALER
Da Klaus i 2021 købte Kirkehøjgård, var han bekendt med, at der var et pilotprojekt under opsejling. Han vidste også, at det var et krav for at komme i betragtning, at man var villig til at istandsætte ejendommen ud fra en bæredygtighedsvinkel, hvor man blandt andet genbruger materiale, hvor det er muligt, og bruger materialer, der er bio-nedbrydelige.
– Gulvene er isoleret med lecanødder, og væggene er isolerede med hampefibre og kalk, som er diffusionåbent. Loftet er isoleret med træfiberbatts, og så har vi fundet gamle mursten og brugt genbrugstømmer fra nedrivningsfirmaer. Kun bundremmen er i nyt træ, forklarer Klaus Arnung.
Der har været ganske få overraskelser undervejs i renoveringen, som dog nok blev mere omfattende, end de kunne forudse ved starten. Blandt andet skulle store dele af bundremmen skiftes, og skorstenene skulle ommures, da taget i tidens løb havde forskubbet sig.
– Der var også tavl, som var muret op med cementmørtel, og dem har vi muret om med hydraulisk kalkmørtel, så dampspærre og øvrigt cement er undgået. Det er ikke svært arbejde, det kan man klare, hvis bare man kan smøre en leverpostejmad, smiler Klaus Arnung.
Det er en gevinst for klimaet, når gamle bygninger sættes i stand på den rigtige måde, og som en del af pilotprojektet lavede Slots- og Kulturstyrelsen i september 2024 en såkaldt livscyklusanalyse for Kirkehøjgård.
I analysen er der lavet beregninger på CO2-udledningen, hvor man beregner det antal kilo CO2, der hvert år udledes pr. kvadratmeter. Beregningen laves fra bygningens opførsel eller renovering og indregner også CO2 for driften i løbet af 50 år, og her scorer Kirkehøjgård en flot, klimavenlig karakter, da de har benyttet biobaserede genbrugsmaterialer og indlagt jordvarmeanlæg som en vedvarende energikilde.
ALTID DET SIDSTE
Selvom bygningerne nærmest er færdigrenoverede, så er der fortsat meget at gøre for det driftige par.
– Vi mangler fortsat hele haven, og så er der en del småting som låseværk og pudsning af indersiden af væggene i længerne. Men man skal jo heller ikke løbe tør for arbejde, smiler Klaus Arnung.
De har fortsat ingen langtidsplan i forhold til, hvad ejendommen præcis skal bruges til, for deres projekt har været at sætte ejendommen i stand. Selvom de kan kigge på Kirkehøjgård med stolthed over at have bevaret en del af kulturarven, så er det ikke sandsynligt, at de kaster sig ud i noget lignende igen.
– Det har været sjovt, og vi har lært en masse af de gode håndværkere. Og der er flere flotte, gode ejendomme billigt til salg her på Fyn, fx Birkelund i Svanninge. Så hvis jeg var ung og frisk, så var jeg interesseret i det, siger Klaus Arnung.
Hvis nogen læser med her og overvejer at investere i en bevaringsværdig ejendom, så har Klaus kun ét godt råd.
– Det er bare med at komme i gang. Tøv ikke! Don’t just talk, do something. Men man skal være villig til at bruge meget tid og en hel del penge, understreger han.
KIRKEHØJGÅRD SOM KULTURARV
Genopretningen af Kirkehøjgård er historisk vigtig, vurderer Slots- og Kulturstyrelsen, da den repræsenterer den fynske gård anno 1800. Det er en firlænget, regulær ejendom med fritliggende stuehus, som er et tidstypisk bindingsværkshus, fra en tid hvor sydfynske gårde blev opført med ‘fuldfede’ og overdimensioneret bindingsværk i egetræ.
Ejendommen er beliggende på Kirkevej 5 og består af et fritliggende stuehus i syd fra ca. 1853. Nordlængen er fra 1778, mens østlængen er fra 1850. Herudover er der et fritliggende udhus, kaldet Kovehuset (ukendt årstal).
Oprindelig var ejendommen en fæstegård, der hørte under Hvedholm Slot, og der er et boligarealet er på 148 kvadratmeter, mens haven er på cirka 10.000 kvadratmeter.
Nordlængen har en sjælden bærende konstruktion uden spær og hanebånd, nemlig en sulekonstruktion. Sulekonstruktionen er én af ejendommens fredningsværdier og stammer historisk fra jernalderhuse og vikingeborge. Konstruktionen minder om en teltkonstruktion med bærende stolper placeret centralt i bygningen. I dag er der under 60 sulegårde tilbage i Danmark.
Kirkehøjgård blev fredet i 1990.
