Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
Svanninge Bakker og Bjerge er populære udflugtsmål og får hvert år besøg af mere end 300.000 personer. Gennem tiden har bakkerne skiftet udseende, og i denne artikel får du historien om en naturperle, der blev ødelagt og forsøgt genoprettet. Du får tillige tip til to nye steder, du kan opleve på din udflugt, nemlig de kalkholdige kilder og det våde rigkær.
Biolog Erik Vinther har atter fundet det praktiske tøj frem og inviteret Det Rigtige Faaborg med ud i naturen. Denne gang skal vi trave bakkerne tynde i Svanninge, og vi har et bestemt mål for øje. Erik vil nemlig vise os nogle af de områder, som mange ikke kender, men som er meget smukke og vigtige for den naturtype, man ønsker skal dominere området igen, nemlig overdrevet. Med gummistøvler, kamera og notesblok bevæger vi os ind i bakkerne, og første destination er de kalkholdige kilder inde ved bunden af bakkerne, som ifølge biologen er én af de virkelige perler i Svanninge Bakker.
Alle, der har fulgt med i vores naturserie med Erik Vinther, ved, at vejen mod destinationen ofte er fyldt med anekdoter om flora og fauna, og denne dag er ikke anderledes. For det første, der møder os er en sti, som er omkranset af gyvelbuske til begge sider. Er man biolog og optaget af at udvikle en bestemt naturtype, så er man ikke begejstret for dette syn.
For gyvel og brombær er vokset op, og det kvæler al anden vegetation, og der er simpelthen ikke geder nok i området til at holde det nede, forklarer biologen. Især gyvel er et stort problem, for den er usædvanligt godt tilpasset den næringsfattige jord. Gyvel har nemlig indgået et samarbejde med bakterien Rhizobium, der trænger ind i plantens rødder. Bakterien binder kvælstof fra luften i jorden, og gyvelplanten udnytter disse kvælstofforbindelser. Når gyvlens rødder henfalder, afgives meget kvælstof til jordbunden. En sådan kvælstofgødning giver dårligere levevilkår for de mange urter, der er knyttet til overdrevets næringsfattige jordbund.
– Den kaldes derfor også den grønne pest, for den er en sand pestilens på et overdrev, der naturligt er voksested for hedelyng og urter som blåmunke, blåhat, nellike og bakkenellike. Gyvelen har også mange frø, og der er ikke mange dyr, som spiser dem, så skal man dem til livs i Svanninge Bakker, må man manuelt ud og fjerne de mange buske og sætte flere geder ind på området, siger Erik Vinther.
Ved den store gyvelvegetation har vi den flotteste udsigt over bakkerne, og det får Erik til at tænke på historien om trolden Finn, der befinder sig længere inde i området. For da Odin ville lave en sø til sin kone, Frigg, var det Finn, der fik den opgave. Finn gravede løs ovre ved Arreskov, og al den overskydende jord kylede han op i en stor bunke, og sådan opstod Svanninge Bakker. Ifølge myten altså, den mere plausible forklaring finder du her.
HISTORISK OVERBLIK
• For ca. 20.000 år siden under istiden blev Svanninge Bakker skabt af ismasser fra sydøst. Sand og grus hobede sig op mellem to gletchere, og herefter skar regn- og smeltevand kløfter ned gennem de bløde bakker.
• Svanninge Bakker har været beboet siden stenalderen og blev i mange år dyrket og afgræsset af bønderne fra Svanning Bys ejerlav.
• I 1800-tallet blev der stadig drevet landbrug, og derfor ser man i dag flere jorddiger i området. I dalene dyrkede man kartofler og asparges, men bakkerne var fyldt med hedelyng og græssende husdyr.
• Det var også i 1800-tallets romatikken, at københavnere dyrkede vildmarksturisme, og mange besøgte De Fynske Alper, som området blev navngivet i 1750.
• Mange kunstnere var også begejstrede for området, og Svanninge Bakker tiltrak i 1900-tallet mange kunstnere.
• I starten af 1900-tallet opkøbte konservesfabrikant og kunstelsker Mads Rasmussen 34 hektar, som skulle være naturpark. Han var især blevet fascineret af Fritz Sybergs berømte maleri Aftenleg i Svanninge Bakker, som i dag hænger på Faaborg Museum. Han fik opført en pavillon, tegnet af maleren Peter Hansen, som stod på området 1914-1979.
• I 1883 begyndte man at plante området til med gran og fyr, da hedelyng og gyvel ikke kunne holde på sandjorden. Det skete, at hovedvejen mellem Faaborg og Odense sandede helt til på grund af sandflugt.
• Tegner og forfatter Achton Friis genbesøgte området i 1920, hvor skoven var vokset op, og han udtalte: “Svanninge Bakker – ødelagt, så det aldrig kan reddes – det er grundigt, hvad man laver her i De Fynske Alper!”
• I 1953 blev 17 hektar fredet, og man begyndte at rydde træer for at genoprette den tidligere så berømte natur.
• I 1970 købte Fyns Amt og Miljøministeriet flere arealer for at lave dem om til overdrev.
• Med orkanen i 1999 blev mange nåletræer ødelagte, og det gav en god mulighed for at genskabe det åbne landskab, overdrevene, der med sine græs og urter er værdifulde områder – ikke blot for turister, men også for dyr og planter. Overdrev er en truet naturtype i hele Europa.
• I 2003 blev Svanninge Bakker udlagt som Natura 2000-område.
• I 2005 startede Naturstyrelsen et EU-LIFE-projekt på 70 hektar, hvor overdrev skal genopstå via rydning af træer og buske, samt ved hård afgræsning. I dag går der både kvæg, får og geder i området for at holde uønsket vegetation nede.
• I 2018 blev Svanninge Bakker og Svanninge Bjerge sammen med 14 andre værdifulde, danske naturområder optaget i den danske naturkanon.
• I 2024 er Geopark Sydfynske Øhav, inklusive Svanninge Bakker og Svanninge Bjerge, udnævnt til UNESCO Global Geopark.
KILDERNE
Vi vandrer videre, og der lyder små begejstrede udbrud, hver gang Erik får øje på de arter, der gerne skulle få mere plads: smalbladet timian, harekløver, moskus-katost. En grønspætte gør sig bemærket, kort før vi får øje på vores pejlemærke: en lille, gul gård, der tilhører Naturstyrelsen. For det er her, inde bag et metalhegn, kildevældet kan findes.
Med gummistøvlerne solidt placeret på den lumske bund, leder Erik efter såkaldt kildekalk i vandet. Der er succes. Med øjnene fæstnet på en stenlignende genstand i sin hånd, forklarer han.
– Når surt regnvand siver gennem lag af kalk, opløses kalken og kommer med ud i kilden, og når vandet rammer atmosfæren, frigøres kuldioxid. Når så noget af vandet fordamper, er der kildekalk tilbage. Kildekalk er et godt byggemateriale, da det bliver meget hårdt. Det er tidligere blevet udnyttet kommercielt, og i ca. 110 danske kirker indgår kildekalk som en del af bygningen, bl.a. er fundamentet på Odense Domkirke lavet af kildekalk, som formodes at være gravet op i Odense Ådal, siger Erik Vinther.
Selvom det lyder indviklet, så kender vi nok alle den samme kemiske proces fra vores elkedel, hvor kalken viser sig som det uønskede, hvide lag ovenpå varmelegemet, der opstår, når vandet koger og fordamper. Først er kalken vandet og blød, men ved udtørring bliver det hårdt. Kalken kaldes også calcium-hydrogen-karbonat, tilføjer biologen.
Vi finder flere små kilder, efterhånden som vi går videre langs kildeområdet, nogle steder løber de sammen, andre steder falder de og skaber et stemningsfyldt lille vandfald. Nede i vandet findes der en skjult verden, og Erik tager en sten op af vandet og studerer den nøje på helt nært hold gennem det stærkeste felt i sine briller.
– Man kan finde små dyr på stenene, bl.a. igler, tanglopper, vandbænkebiddere, døgnfluer, slørvinge og vårfluer. Antallet og variationen af disse smådyr bruges til at give en kilde et index, der viser, hvor ren og upåvirket en kilde er, forklarer Erik Vinther.
Efter stenen er studeret nøje, bukker Erik sig atter og plukker en stump mos. Det er arten palustriella commutata, også kaldet bredbladet vældmos, som kun findes to steder i Faaborg-Midtfyn Kommune, og kun kendes fem steder på hele Fyn.
Arten findes udelukkende på steder med meget kalkholdigt vand. Erik planter mosset igen og tager i samme bevæger en ny plante med op, en småbladet milturt, som er en forholdsvis sjælden urt med små rosetter foroven, og det får smilet frem hos biologen.
Vi går op af vandet igen. Man skal helst ikke forstyrre kilden ved at trampe rundt nede i den, men inden vi helt forlader den, finder Erik endnu en sten og tjekker lige en ekstra gang. Denne gang er der nye, spændende ting: et hylster fra en vårfluelarve, og med denne observation kan han konkludere, at kilderne har et meget diverst plante- og dyreliv.
Kilderne har afløb til et lille vandløb, som vi stiller os og beundrer. Vandløbet er omkranset af bregner og elletræer, der giver området et eventyrligt udtryk. Erik bliver ordløs for en stund og udbryder så stille: Det her er altså umådeligt kønt, synes jeg.
RIGKÆRET
De seneste 20 år har der været fokus på god græsning i bakkerne, og der har været arbejdet med at få styr på bestanden af gyvel og brombær. Træerne er også blevet udtyndet, for det kræver, at man virkeligt åbner op, så der kan komme lys til jordbunden, hvis man vil fremme den vegetation, der hører til på et surt overdrev.
Den vegetation går vi på jagt efter, mens skovskaden skælder os ud fra træernes gemmesteder. Vi passerer en ellesump, der også er en af de naturtyper, som Danmark ifølge EUs Habitatdirektiv er forpligtet til at passe på. Bag ellesumpen når vi dagens andet udflugtsmål, rigkæret.
Herude ser vi flere arter, som får biologens anekdoter til at flyde; den almindelige mjødurt, hvis sødligt duftende blomster tidligere blev brugt som tilsætning til mjød. Og vandmynten, der dufter stærkt af pebermynte. Olien fra mynten indgår i medicin for mavelidelser, men også i fremstilling af likører, pebermyntepastiller og tandpasta. Ved nedkøling af olien udskilles menthol, som bl.a. bruges medicinsk til at køle huden.
Rigkæret er også fyldt med uvelkomne arter som tagrør, kærstar og skovkogleaks, og det er langt fra meningen, at de skal dominere i området, for de tager lyset. Men heldigvis spotter vi flere af de arter, der med tiden gerne skulle få mere og mere plads: kærtidsel, vandbrunrod, kattehale, butblomstret siv, sumpsnerre, vingetperikon og sumpkællingetand.
– Her har tidligere været majgøgeurt, og der kan godt komme orkidéer igen, men det kræver god græsning af alle de høje urter og græsser, så der kommer lys til bunden, ellers har orkidéens frø ikke en chance for at spire og vokse op, siger Erik Vinther.
Han har skrevet speciale om netop rigkær, og han ville ønske, at Naturstyrelsen ville sætte ind med mere græsning og slåning i området, så de lyskrævende urter kan få bedre spirings- og opvækstsmuligheder. Han er derfor også i kontakt med de personer, der passer på området, og de lover, at de har en bevågenhed på problematikken.
En vipstjert gør opmærksom på sig selv, men Eriks fokus er rettet mod jorden, hvor han har fået øje på almindelig kællingetand, blåklokke og blåhat. Så fanger en tårnfalk hans opmærksomhed, mens den hænger cirkulerende i luften på jagt efter mus eller firben.
Der hersker ingen tvivl, Svanninge Bakker er fyldt med gode naturoplevelser, og nu er det blot at sætte kursen mod de to nye destinationer og lade dig imponere over naturens skønhed og magt. Nyd synet og lyden af kildernes rislen, men undgå at træde rundt i den sårbare natur.
BLÅHAT SOM NØGLEART
Blåhat er en nøgleart i Svanninge Bakker, da den skaber levested for mange arter af insekter, fx blåhat jordbi, som udelukkende spiser pollen fra blåhat. Den graver i jorden en tunnel med mange redekamre, og i hvert kammer lægger den et æg. Den samler pollen som død og helvede og laver i hvert kammer en pollen-madpakke til larven. Men! Der findes også blåhat hvepsebi, som er en ægte snylter. Den finder tunnellerne og kamrene og lægger så sine egne æg, så det bliver hvepsebiens larver, der får gavn af madpakkerne. Flere andre insekter, som fx blåhatbuk, blåharlanghornsmøl, blåhattæge og blåhatlus ernærer sig ligeledes kun af forskellige dele af blåhat. Hvis blåhat forsvinder fra et område, vil mange andre arter derfor også forsvinde.
HESTEBAKKEN
Hestebakken i den sydvestlige del af Svanninge Bakker har aldrig været beplantet, og det er dermed det allermest artsrige område, både hvad angår planter og insekter. Herfra kan arterne sprede sig ind over den øvrige del af bakkerne, såfremt der i øvrigt er gunstige forhold, og havde der ikke været dette stykke ubeplantet jord, så havde det ikke været muligt at genskabe overdrevene, forklarer Erik Vinther.
DEN OKKERGULE PLETVINGE
På Hestebakken kan man i den første del af sommeren møde den smukke sommerfugl okkergul pletvinge. I sensommeren er sommerfuglen død, men til gengæld kan man finde dens larver, der i fællesskab danner store larvespind. Larverne lever primært af lancet-vejbred, og derfor lægger sommerfuglen sine æg på undersiden af bladene. Når larverne kommer ud, danner de et kæmpe larvespind og æder sig gennem plante efter plante. Når området er gnavet i bund, flytter de deres spind til et nyt område, og denne procedure gentager de fire gange, inden de går i hi for vinteren. Du kan være heldig også at få øje på selve larverne, og de er et særligt syn. De er sorte med hvide prikker, og så har de et rødt hoved og ser således meget giftige ud for potentielle fjender, dog uden at være det.
KILDEN KAN FINDES HER:
GPS KOORDINATOR
55,12872 ºN, 10,24030 ºØ
