En mandlig bilist kørte onsdag formiddag i havnen i Faaborg, men reddede ifølge indsatslederen livet efter en heltemodig indsats fra lokale.

Onsdag formiddag hørte Jakob Frost og en kollega fra Tuco Yacht Værft et voldsomt plask, under deres arbejde ved havnen i Faaborg. Hurtigt erfarede de, at en mand var kørt ud over kajkanten bag kiosken Flydedokken, og nu lå i sin sølvfarvede personbil 5-6 meter ude i havnebassinet.

Stroppen der er fastgjort til bilen i vandet ses tydeligt på anhængertrækket på Jakob Frosts firmabil midt i billedet

– Vi skyndte os at hoppe i vandet og fik lagt nogle stropper om bilens trækkrog, mens vi fik den trukket ind til kajkanten, og på den måde holdt den oven vande. Flere tililende kom til, og vi fik lagt stropper om tagbøjler og motor, og fik stropperne fastgjort til et anhængertræk, mens flere på land holdt i snorerne og kæmpede for at bilens fører forblev over vandet, fortæller Jakob Frost overfor Det Rigtige Faaborg oven på den imponerende indsats.

- Annonce -
Faaborg Bilpleje - Læs mere her

Den ældre mand i passagersædet var ifølge vidner ved bevidsthed under hele episoden, og blev reddet ud af bilen af det lokale beredskab.

– Mine folk hopper i vandet straks de ankommer, får passageren trukket ud af passagersiden og videre over i en gummibåd, der får ham på land. Kæmpe cadeau til de lokale der holder bilen oven vande. De har reddet mandens liv, ingen tvivl om det. Havde de ikke været der, så var bilen gået til bunds, og så skulle vi vente på dykkere fra Odense. Det havde været svært at overleve. Nu kommer manden op af vandet i live, fortæller indsatsleder fra Beredskab Fyn, Jan Dideriksen om den voldsomme episode.

Indsatsleder Jan Dideriksen storroste både Jakob Frost og kollegaen samt sine egne folk, der reagerede til UG i situationen

To ansatte fra Faaborg Havn, Palle Rimmer og Martin Balder Knudsen oplevede dramaet på nærmeste hold, da de blev hidkaldt kort efter, at bilen var kørt i vandet.

– Vi spænede herover og kunne se, at Jakob Frost og en kollega allerede var i vandet, så vi hjalp med at holde i snorerne, der var fastgjort til bilen, så den ikke sank yderligere, men æren for at det her ikke endte værre, er helt sikkert Jacob Frost og kollegaens, understreger Martin Balder Knudsen, der naturligvis er lykkelig for at ulykken tilsyneladende fik en lykkelig udgang, og bilisten kommer sig.

De gule tørdragter kom i brug, da det lokale beredskab onsdag formiddag måtte i vandet og redde en bilist ud af sin bil
Beredskabets gummibåd fragtede den nødstedte fra bilen i vandet til færgelejet, hvor Bjørnøbåden holder til.