Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
I sommeren 2022 indgik Horne Lands Orkester en aftale med den dygtige musiker og højst energiske dirigent, Peder Riis-Jensen. Dette skifte af dirigentstokken har højnet orkestrets niveau betydeligt, men i bund og grund er de fortsat en flok glade amatører, som elsker at spille musik, og denne sommer kører de, ligesom Horne Mandskor og Horne Blandede Kor, en kampagne for at få endnu flere musikglade mennesker med ind i deres fællesskab.
NY DIRIGENT GAV ORKESTRET ET LØFT
Peder har pakket tasken og bevæger sig fra hjemmet på Vesterballe over på skolen, hvor stort set alle tyve musikere i orkestret allerede er mødt op og har stillet op til aftenens øvesession.
Til hver øveaften udvælger og tilpasser Peder repertoiret, så det er nøje afstemt med orkestrets kommende arrangementer, så fx julemusikken er fintstemt op til den årlige julekoncert i Horne Kirke. Netop nu er de ved at opøve nye værker og støve gamle favoritter af til koncerter, der skal afholdes efter sommerferien.
Peder blev dirigent for orkestret i april 2022 – lige efter corona. Her skulle orkestret medvirke i noget teatermusik, og bestyrelsen spurgte Peder, om han ville være vikar for en periode, hvilket han sagde ja til. Egentlig havde bestyrelsen spurgt Peder flere gange, uden held, men efter vikarperioden sagde han ja til at blive på posten som dirigent. Et job, han tager meget seriøst.
– Dirigentens opgave er at finde musik og bearbejde det. Jeg skal lægge niveauet i overensstemmelse med orkestrets besætning og formåen, så der både er noget at stræbe efter, og så orkestret føler, der er en udvikling. Horne Lands Orkester har været igennem en kæmpe udvikling. I starten var niveauet for svært, så jeg måtte flytte lidt rundt på funktioner. Det kunne være, hvis nogen fx ikke var trygge ved de høje toner, siger Peder Riis-Jensen.
Den dygtige dirigent har mere end 50 års erfaring i rollen, og han har valgt at rette sit fokus mod netop kvaliteten i det musikalske sammenspil. Det er dirigentens opgave at bearbejde og præsentere musikken for orkestret, mens bestyrelsen står for alt praktiske, fx mødevirksomhed og planlægning af koncerter og rejser.
Der hersker stor enighed blandt orkestrets medlemmer, om at den nye dirigent har givet orkestrets niveau et løft. Blandt andet fortæller et medlem, at de alle er blevet dygtigere til at spille sammen, og at de fleste også er begyndt at øve mere, efter Peder er kommet til. En anden peger på Peders engagement og høje humør som vigtige faktorer for udviklingen, ligesom han formår at udvide deres musikalske horisont og tilpasse noderne til niveauet for den enkelte.
ET MUSIKALSK KODESPROG
De mange fremmødte kigger forventningsfulde på dirigenten, der åbner sin taske og finder sin dirigentstok og sit partitur frem og lægger alt klart på sit nodestativ. Partituret er dirigentens manus, hvor rollelisten for hvert enkelt instrument er angivet. Stemmerne for hvert instrument er noteret i hvert sit nodesystem under hinanden, og Peder kan således samordne stemmerne.
Aftenens sammenspil går i gang og de 17 fremmødte stemmer deres instrumenter, mens dirigenten lytter opmærksomt: ”Trombonen skal være lidt højere! Må jeg få violinen igen?”
Peder tager den spinkle dirigentstok og sætter sine briller på næseryggen. Musikken starter, men afbrydes kort efter. “Stop, der står et p – piano. Videre, en og to.” Dirigenten bladrer i sit partitur, banker let med stokken, og musikken forstummer atter: “Du skal vente lidt, første klarinet. Vi tager den forfra, en og to.”
29
Dirigenten lytter intenst, og hele hans væsen er draget ind i musikken. Højre hånd fører stokken, venstre arm danser med. Fødderne vipper i takt, mens lydstyrken fra musikinstrumenter tager til. Tempo går op og ned, kropssproget følger med. Armene bevæges langsomt, og som en elegant færdselsbetjent styrer Peder den musikalske trafik.
“Udmærket, så er vi i gang! Händel består egentlig af 2 menuetter, men jeg har tilladt mig at skrive dem sammen. Så vi skal nok ind på artikulationerne her. Violiner, hvordan har I det med det, hvordan kan de høje toner lyde? Hvordan starter I – op- eller nedstrøg? Og hvordan spiller I hen over 16-delene?” Det er mange detaljer, der skal spille sammen, før udtrykket er tilfredsstillende, og mens klarinetterne kæmper med triller og 16-delene, foreslår en anden at binde dem sammen.
“Må jeg lige høre igen. Vi binder de tre noder sammen i første takt. Godt!”
Én udtrykker bekymring for trillerne, og dirigenten griber bekymringen: “Nu prøver vi – må jeg høre engang. Trillerne, det lyder da rigtigt pænt. Ja, og på samme måde igen, alle sammen.”
Hver gang musikken stoppes og finjusteres, noterer hvert musikant i deres eget nodesæt. Måske en prik, så de kan huske, at noderne skal være adskilte, måske skal en bestemt takt være længere end angivet. Selvom det musikalske sprog virker som volapyk for en udenforstående, er der ingen tvivl, om at de alle er med på rejsen mod det formfuldendte, og at orkestret har fundet deres indbyrdes tone i fællesskabet.
“Klarinet og trombone, bogstav c: ba da di didam, siger de. Lidt længere 8-del, den bliver ikke lang nok. Alle igen på bogstav c. Igen, sådan der. Ja! Meget flot akkompagnement – og husk nu, at jeg har sagt noget pænt i dag.”
De griner lidt sammen, for alle ved, at den strenge instruktion fører til et godt resultat, og der ligger en indre drivkraft i at øve, så det lyder godt. Når der venter en koncert for enden, så giver det også ekstra drivkraft, og de øver ihærdigt og tuner sig ind på hinanden.
“Klarinetter frem i rampelyset, må jeg lige høre melodien. Klarinetter fra bogstav E. Ja, der! Vi kan ikke have det hul mellem den sidste node og næste takt, I må binde det sammen.” De gør atter små noter i egne nodeark, og pludselig undrer dirigenten sig over sine noter: “Hov, hvad er der sket her?” Violinisten har et godt bud: “Der er måske sneget sig en unode ind.” Efter endnu en fælles latter, fortsætter de med koncentrerede blikke, der skiftevis kigger på nodearket og op på dirigenten.
DE FORHÅNDENVÆRENDE SØMS PRINCIP
Med fokus på musikken, arbejder Peder hele tiden med et langsigtet mål for orkestret, nemlig at højne niveauet. Samtidig har han for hver øveaften et kortsigtet mål – hvad skal de arbejde konkret på denne aften.
– Orkestre er baseret på, at man spiller op mod nogle andre. Derfor er det vigtigt at spille ens, så det lyder som musik. Det kan noderne hjælpe med. Ortografisk har de ikke et ens udseende, men de er lavet efter instrumentenes særpræg og klange, og så er det min opgave, at det samles til et udtryk, siger Peder Riis-Jensen.
Det optimale antal musikere i fx et symfoniorkester er omkring 60 personer, og i Horne er de blot tyve, hvilket har betydning for det samlede udtryk og stiller store krav til dirigenten.
– Vi mangler folk på alle instrumenter, og vi har fx slet ingen på obo, fagot saxofon og valdhorn. Min opgave er at styre, hvem der kommer ind hvornår, og at de gør det rigtigt. Jeg giver indsatser, hvornår de enkelte skal på. Dirigenten er den, der har overblikket over funktionerne, der skal sammensættes. De enkelte medlemmer kan ikke høre det samlede lydbillede, da de ikke har et partitur, men blot noderne for deres stemme.
Måske skal totaludtrykket for nummeret være pianissimo, men nogle instrumenter skal kunne høres mere end andre, og det er dirigenten, der har det samlede overblik. Har Peder fx valgt et nummer med Brahms, så ved han på forhånd, hvordan udtrykket skal være, og om orkestret kan spille det med de instrumenter, de råder over.
– Vi prøver med alverdens beskidte tricks at komme så tæt på som muligt. Fx kan vi forenkle noget, og er der passager med valdhorn, så får vi det til at ligne, siger Peder Riis-Jensen.
Det er orkestrets store ønske, at flere vil med i det musikalske fællesskab på Horne Land, der er et tæt samarbejde med skolerne i området samt Hornes to kor, Horne Kirke og FaaborgEgnens Efterskole. Som mangeårig musikskoleunderviser, håber Peder også, at nogle af dem, han har undervist som børn for 20 eller 30 år siden, får lyst til at spille med.
– Jeg kender jo en del i Faaborg-Midtfyn Kommune, der har spillet orkesterinstrumenter, og de må da have fået de børn, de skulle have, og hus mm. Det kan ikke passe, at de skal gå rundt og gemme sig, smiler Peder Riis-Jensen.
Selvom Horne Lands Orkester kunne ønske sig større tilgang af nye medlemmer, og det kan synes op ad bakke at være dirigent, så er Peder aldrig i tvivl om, hvorfor han fortsat griber dirigentstokken hver eneste mandag aften.
– Det er sådan, jeg lever, jeg kan ikke holde op, og jeg har gjort det i mere end 50 år, smiler Peder Riis-Jensen.
PEDER RIIS-JENSEN
Som 10-årig fik Peder en brugt klarinet og begyndte at få undervisningstimer. Efter fem år med lektioner, spillede han med i alle mulige grupper og opsætninger, lige fra pop, spillemandsmusik og jazz til amatørteater og korproduktioner.
Da hans far mente, han skulle ansøge om optagelse på konservatoriet, stoppede han med at tage undervisning i en årrække. I stedet tog han på universitet, hvor han studerede engelsk, og senere blev han uddannet musiklærer ved Det Fynske Musikkonservatorium i Odense.
Da Peder var 30 år, sagde hans lærer på konservatoriet, “Du skal undervise børn i musik”, og det har han gjort lige siden – børn i alle aldre.
I 18 år arbejdede Peder som musikunderviser på Broby kommunale Musikskole, hvor han underviste i klarinet og saxofon. Det lykkedes ham også at opbyggede et klarinetensemble – det nuværende Midtfyns Klarinetorkester.
I 1999 rejste han til Færøerne, hvor han fortsatte med at undervise på musikskole. Samme år blev han kåret til årets klarinetlærer, og i marts 2018, dannede han et klarinet-orkester på Færøerne – Føroya Klarinettorkestur.
I 2018 flyttede han tilbage til Danmark – til Horne, sammen sin kone, Christina Andersen, der er fagottist, og i 2022 sagde han, efter flere opfordringer, ja til at være dirigent for Horne Lands Orkester.
