Hotel Faaborg Fjord har fået nye ejere, forlyder det ifølge en pressemeddelelse.
Den tidligere ejer, Eigild Bødker Christensen, der har ejet og udviklet hotellet siden 2008, har overdraget ejerskabet til Faaborg Invest ApS, en ejerkreds, der er parat til at videreføre hotellets succes og videreudvikle dets potentiale, som det udtrykkes
Den nye ejerkreds, der har en solid baggrund i hoteldrift, vil bidrage med værdifulde erfaringer og kompetencer til hotellets fortsatte udvikling. Dette inkluderer visioner og fremsynethed for økonomisk stabilitet, hands-on hoteldrift for forbedret gæsteoplevelse, vedligeholdelse af bygninger, forbedret gastronomi og praktiske løsninger til den daglige drift. Ejerkredsen i Faaborg Invest ApS består af Finn Steffensen, formand for Small Danish Hotels og bestyrelsesmedlem i HORESTA, Birgitte Messmann fra Hotel Phønix Hjørring i Hjørring, Palle Nielsen fra PN Fiber i Vorbasse, Peter Nissen fra Nissen Konsensus i Outrup og Allan Jensen fra Allans Dinér i Ansager.
Hotel Faaborg Fjord har gennem de sidste 16 år under Eigild Bødker Christensens ejerskab udviklet sig til et spa- og konferencehotel. Hans ønske om at udvikle hotellet har skabt en destination, der er højt værdsat for sin kvalitet og service. Den imponerende udvikling, hotellet har gennemgået de seneste fem år, har spillet en afgørende rolle i tiltrækningen af de nye ejere.
Ulrich Bastrup, hotellets direktør, udtaler: – Vi er meget begejstrede for at arbejde sammen med den nye ejerkreds. Deres forskellige baggrunde og kompetencer vil bidrage til at videreføre og forstærke den positive udvikling, hotellet har oplevet. Vores team ser frem til at bygge videre på de gode erfaringer, vi har gjort os, og skabe nye visioner sammen med de nye ejere.
Finn Steffensen, Bestyrelsesformand og en af ejerne fra Faaborg Invest ApS – medejer af Nymindegab Kro, formand for Small Danish Hotels og bestyrelsesmedlem i HORESTA – udtaler: – Vi ser frem til at bringe vores forskellige kompetencer og erfaringer i spil for at sikre Hotel Faaborg Fjords fortsatte vækst og succes. Vi er forpligtet til at opretholde de høje standarder, som hotellet er kendt for, og til at videreudvikle dets potentiale.
Den nye ejerkreds har udtrykt et klart ønske om at bevare alle nuværende ansatte, direktør, leverandører og samarbejdspartnere. Dette sikrer stabilitet og kontinuitet for både personalet og gæsterne, hvilket er en hjørnesten i hotellets fortsatte succes.