Ungdomsskoleforeningens projekt ”UngHavn” har modtaget en bevilling på 8 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond til, at flere unge kan prøve kræfter med det maritime liv i havne i otte kommuner forskellige steder i landet. I Faaborg er ungdomsskolen og Træskibsforeningen Faaborg en del af projektet.

– Havet bringer os sammen og det skal de unge mærke gennem sejlads og maritim kultur. Alle unge i uanset baggrund skal have mulighed for at komme på opdagelse i øhavets talrige holme, bugter og øer og blive en del af Sydfyns maritime DNA. Vi glæder os”, udtaler Lars Mosgaard fra Ungdomsskolen i Faaborg-Midtfyn.   

I ”UngHavn” i Faaborg kan unge prøve kræfter med alt fra sejladser til maritimt håndværk. Ombord på skibene kommer de unge ud på ukendt territorium, hvor man bliver nødt til at samarbejde for at få skibet til at sejle. Når vinteren sætter ind, rykker ”UngHavn” indendørs på havnen, hvor de kan hygge sig med at bygge en model af Haabet med deres nye venner. 

- Annonce -
Faaborg Bilpleje - Læs mere her

De unge skal bl.a. sejle med Haabet, en galease bygger i 1889 i Faaborg, og Træskibsforeningen står klar med den maritime erfaring. 

– UngHavn er som sendt til os fra den blodrøde kiming. Den maritime kulturarv sikres kun ved at fange de unges interesse, gå-på mod og lyst til eventyrlige oplevelser. Vi er bare såå klar, udtaler Jan Valbak fra Træskibsforeningen Faaborg

Alle unge mellem 12 og 18 år kan deltage i de maritime aktiviteter. Op mod 3.650 unge forventes at deltage i ”UngHavns” aktiviteter på landsplan.

Projektet går allerede i gang til sommer og kører frem til 2027.