Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
Sydøst for Nr. Broby ligger en lille, gemt naturperle, nemlig højmosen Storelung. Fortidens jagt på tørvemos var tidligere ved at ødelægge højmosen, men heldigvis ændrede en ihærdigt indsat på ødelæggelserne. I dag er højmosen langsomt ved at tage sin form igen, og den udgør et stykke værdifuldt natur, der er særdeles god for vores pressede klima.
Biolog Erik Vinther har atter inviteret os med på tur, og denne gang går turen til højmosen Storelung, som er et område, Erik har beskæftiget sig med, lige siden han i 1982 blev ansat i Fyns Amt. Han kender til de fleste planter og dyrearter derude, men der er ét dyr, som han ved, lever i højmosen, men som det endnu ikke er lykkedes ham at få øje på.
Derfor han har til dagens rundgang i højmosen bevæbnet sig med kikkert og kamera, for skulle vi få øje på den lille, hvide larve fra perlemorsommerfuglen, så skal det dokumenteres. Vi er derfor på særlig udkig efter tranebærplanten, der er en ægte dværgplante, der kryber hen over højmosens overflade og blot bliver fem centimeter høj.
– Larven spiser kun den plante. Perlemorssommerfuglen lægger derfor sine æg på undersiden af planten, og når æggene klækker, overvintrer larven i plantedækket, og om foråret går den i gang med at spise både bladene og blomsterne.
Erik har set billeder af larven i højmosen, men som det er kutyme blandt naturelskere, så er der noget særligt ved selv at have fundet og fotograferet de forskellige arter.
Med de obligatoriske, langskaftede gummistøvler bevæger vi os fra den yderst anonyme parkeringsplads hen mod kantskoven, der markerer starten af højmosen Storelung, på jagt efter en særlig sommerfuglelarve.
EN ØDELAGT HØJMOSE I kantskoven står delvist udgåede birketræer, for de tåler ikke det våde og sure miljø. Til gengæld er bunden dækket af en anden art, som får smilet frem på biologiens læber.
– Se her, der står bukkeblade. De vokser gerne i kantskoven, og det er én af mine absolut favoritter. Den er så flot, og den vokser i næringsfattige søer.
En højmose er en sjælden naturtype i hele Europa, og på Fyn eksisterer der blot to. Højmose er blandt andet karakteriseret ved, at det er et meget vådt område, og mens gummistøvlerne synker let ned i det bløde underlag, lyder det taktfast: svup, svup svup.
Højmosen og dens mange tørvemosser fik svære vilkår, da man begyndte at bruge tørv som brændsel. Her gravede man tørvegrave og dræningskanaler for at sænke vandstanden i højmosen, hvilket betød, at tørven begyndte at synke sammen, og en helt ny type vegetation begyndte at overtage området,
– Det er derfor, vi flere steder ser mange ikke-højmose-tilhørende arter, for når tørven nedbrydes, kvitterer de andre planter for det.
På de mere tørre områder, der tidligere fungerede som veje, får vi øje på arter som lysesiv, gråpil, næbstar, topstar, rørgræs, bidende ranunkel og kattehale. Alle sammen arter, som gerne må vokse i naturen, men bare ikke lige her, hvor Erik helst ser, at tørvemosserne indtager mere og mere af arealet, så højmosen atter kommer til sin ret.
EN LANGSTRAKT REDNINGSAKTION
Vi bevæger os gennem kantskoven og ud på selve højmosen, der består af hvælvede tuer af vegetation, blandet med områder med blankt vandspejl. De områder skal vi undgå, forklarer Erik, for her synker man i. Men træder vi på tuerne, så sker der intet, det fremmer bare tørvemosserne.
– Se her! Her blomstrer rosmarinlyngen, den er meget nuttet med små, klokkeformede blomster. Den er meget sjælden på Fyn, men herude er der en pæn bestand.
Vi ser også klokkelyng, der også er sjælden på Fyn, og så den vigtigste planter i dag, nemlig tranebær. For det er her, vi skal lede, hvis det skal lykkes os at finde den en-to centimeter hvide larve fra perlemorsommerfugl. Men selv efter flere minutter i hugsiddende stilling, er der ingen larver at se, og vi går videre, mens Erik forklarer om stedets historie.
I 1969 blev området heldigvis fredet, og i 1972 troppede en flok biologistuderende fra foreningen Natur & Ungdom op til en sand redningsaktion, hvor de gik ud i højmosen og fjernede store dele af den vegetation, der havde sneget sig ind, bl.a. birketræer, der var vokset op og skyggede, så mosserne ikke kunne brede sig.
– Ti år efter begyndte vi også at overvåge området systematisk, og det er dét, vi høster frugterne af i dag.
Den sjældne mosetype er også beskrevet i habitatdirektivet som sårbar, og derfor er der siden fredningen blevet arbejdet med at rydde krat og sikre, at vand ikke blev drænet væk fra området (se mere i boksen).
Erik har gennem årene nøje fulgt de data, som er indsamlet for højmosen, og hvert år tager han ud i området, så han ved selvsyn kan følge naturens tilstand. Jo flere højmosetypiske arter, han får øje på, jo bredere bliver smilet, og da han retter blikket ud over mosen denne dag, er smilet stort. For øjet fanger områder med mosser i flere farvenuancer, bl.a. rødlige mosser, men også arter som smalbladet kæruld og tue-kæruld.
En fiskehejre flyver hen over os og optager et kort øjeblik biologens opmærksomhed, men hurtigt vender han blikket nedad igen, for han har fået øje på noget, der ikke er lige så gode nyheder som mængden af kæruld.
– Se her! alt det her er blåtop. Der er væsentlig færre efter vandstandsstigningen, men de er her, og de er den største trussel mod en højmose, der har været drænet. De skygger og kvæler mosserne.
Det står værst til på de højtliggende områder, der tidligere var tørvebalker, men også i de mest tørre områder ser det heldigvis ud til, at højmosen overordnet kommer til sin ret.
– Det er lækkert at se, at mosserne breder sig til de her lidt mere tørre områder, men det er en kamp mellem mastodonter.
Heldigvis har den ene mastodont Faaborg-Midtfyn Kommune i sit ringhjørne, for det er kommunen, der varetager naturplejen i området, og den årelange indsats har rykket meget på højmosen tilstand.
TØRVEMOSSER OG KØDÆDENDE PLANTER
Har du fundet gummistøvlerne frem og bevæget dig en tur ud i højmosen, kan du finde fast grund under fødderne ved at gå på de stier, der er markeret, ved at vegetationen er slået, eller du kan benytte de plankebroer, der er lagt ud over flere af de mest bundløse steder. Her kan du komme tæt på højmosens små perler, bl.a. tørvemosset sphagnum cuspidatum, eller andre af de i alt 16 arter af tørvemosser, der vokser her.
Tørvemosser er noget helt særligt, for det er dem, der danner højmosens meget specielle miljø, forklarer biologen.
– Bladene har to slags celler, hvor den ene indeholder grønkorn. Her foregår fotosyntesen. Den anden type er store, døde celler, der kan optage store mængder vand. En højmoses overflade er på grund af tørvemossernes vækst gennem flere hundrede år hævet så meget, at højmosens planter ikke har kontakt til grundvandet, men er udelukkende henvist til at leve af det vand og de næringsstoffer, der kommer via nedbøren. Desuden udskiller tørvemosserne brint, som gør det omgivende vand meget surt. Det er kun ganske få plantearter, der kan vokse i højmosens våde, næringsfattige og meget sure miljø.
Men den observante besøgende vil måske også lade sin opmærksomhed rette mod de tre lyngarter, der, foruden tranebær, findes i området: klokkelyng, hedelyng og rosmarinlyng, eller den ikke helt almindelige plante hvid næbfrø. For alle de planter, der formår at vokse i det næringsfattigt højmose-område, gælder, at de alle har en fabelagtig tilpasningsevne, hvilket også gælder den kødædende plante, soldug.
Her er bladene forsynet med små kirtelhår, der laver en boble med en klæbrig masse på spidsen. Hvis et insekt rører bladet, er det umuligt for det at komme væk igen.
– Bevæger insektet sig, producerer planten mere klæbestof. Bladene og kirtelhårene folder sig langsomt ind over dyret, som plastres godt til og dør, fordi det ikke kan ånde. Kirtelhårene begynder så at afsondre fordøjelsesvæsker, nogle enzymer, der opløser alle bløddelene, så der kommer en god suppe, og planten opsuger så væsken. Når der ikke er mere at komme efter, åbner bladet sig igen, vinden fjernes resterne af insektet, og kirtelhårene laver nyt klæbestof, og så er fælden klar igen.
Der findes to slags soldug i Storelung, nemlig rundbladet soldug og liden soldug. De blomstrer først omkring sidst i juni, og derfor holder vi fokus rettet mod tranebærplanterne med et stadig håb om at finde den lille, sjældent sete larve.
DYRELIVET
For hvert eneste svuppende skridt, vi tager, lyder der små lettere plask omkring os. Her hopper brune og grønne frøer skræmte væk fra de store gummistøvler, og frøerne er langt fra de eneste dyr, du kan møde i højmosen, for her findes også fx hugorme og skovfirben.
Frøerne, der har navnene butsnudet frø og grøn frø, trives tydeligvis i Storelung, men de yngler ikke i området, forklarer Erik, for vandet er for surt. De trækker derfor typisk ud i vandhuller i kanten af højmosen, når de skal yngle.
Fra træerne i kantskoven kan du opleve lydene fra mange fuglearter, som fx skovpiberen, sangdrossel, rødstjert, solsort, gærdesmutte, gransanger og tornsanger, mens du inde på højmosefladen kan være heldig at møde sanglærken. Herinde er der nemlig dejligt træfrit, som sanglærken foretrækker.
Der findes også rørspurv i området, og så er den karakteristiske, langnæbbede vadefugl, dobbeltbekkasin, blevet observeret.
– I 1969 var der fire, og der bliver fortsat rapporteret om dem på dofbasen.dk (dansk ornitologisk forening, red.), men ikke hvert år. Der bliver også jævnligt set traner, som i foråret går parvis rundt og trompeterer, men der er ingen dokumentation for, at de har ynglet, men de er også meget hemmelighedsfulde fugle.
Med beretningen om højmosens dyreliv er vi nået tilbage til kantskoven, og rundvisningen er kommet til sin afslutning. Trods mange hugsiddende øjeblikke, er det ikke lykkedes os at spotte den lille larve, og vi må affinde os med visheden om, at den findes, for hver sommer vrimler det med perlemorsommerfugle i mosen, ligesom mange andre sommerfugle trives her, de er nemlig specialister i at trives på næringsfattige områder.
Lettere slukøret sætter vi os ind i bilen og vender næserne hjemad, men biologen er fortsat optimistisk for højmosen, og han er overbevist om, at Storelung med tiden igen kan fremstå som en smukt hvælvet højmose.
STORELUNG ØDELAGT OG GENOPRETTET
Højmosen er blevet udnyttet gennem tiden, bl.a. under udskiftningen af landsbyens gårde i 1796. Her blev mosen opdelt i parceller, og der blev lavet en ringkanal for at afvande mosen, så de enkelte lodsejere kunne grave tørv. Tørven blev trukket op, tørret og brugt til brændsel, men det sluttede stort set efter Anden Verdenskrig, hvor man brugte kul og koks i stedet for.
Grøftegravning og dræningen har således gennem mere end 250 år afvandet Storelung. Hermed er plante- og dyrelivet truet, og det har også medført, at højmosetørven er sunket sammen. En opmåling viser, at Storelung kun i begrænset omfang er hvælvet, som ellers er et kendetegn for en levende højmose.
– Højmosen blev ødelagt af ringkanalen og drænet. Når der kommer ilt til tørven, nedbrydes den, og der frigives næringsstoffer. Det har rykket på balancen mellem plantearterne, og der kom en del fremmede planter.
Heldigvis har man ikke valgt at udvinde sphagnum i større omfang i Storelung, som det er sket i andre moser i Danmark.
Højmoserne indeholder mere CO2 end verdens skove, så de er værd at bevare for at passe på klimaet, og heldigvis blev Storelung fredet i 1969. 1971-72 foretog biologistuderende mindre rydninger af opvoksede træer i mosen og lavede analyser af mosens plantearter.
Fyns Amt har i perioden 1982-2005 gentaget analyserne af mosens planter og ryddet den store, centrale del af mosen for træer og buske. Ringkanalen og grøfter drænede dog fortsat mosen, tørvemosserne trivedes dårligt, og de særlige højmoseplanter gik stærkt tilbage, samtidig med, at plantearter fra mere næringsrige plantesamfund blev stadig mere talrige.
To store LIFE-projekter i 2005-2010 (Fyns Amt/Naturstyrelsen) og i 2013-2018 (Faaborg-Midtfyn Kommune) resulterede dog i en hævning af mosens vandspejl. Ringkanalen blev flyttet, så den ikke længere drænede mosen, og Storelung reagerede med det samme.
I perioden 2006-2019 blev dækningen af tørvemosser fordoblet. Desuden har træer og buske sværere ved at vokse op på mosen, og dækningen af græsset blåtop er reduceret. Blåtop er et græs, der tidligere bredte sig kraftigt i Storelung og fortrængte tørvemos og andre højmoseplanter. Endelig er det lykkedes at standse tilbagegangen af højmoseplanterne og fremgangen af de ”højmosefremmede” plantearter.
Storelung er nu under udvikling hen imod en hvælvet højmose. (Benyttet litteratur: Vinther, E., Hansen, J., Christensen, J.V., Fredsgaard, S.l., Svendsen, A. & Nowack, K. 2022. Storelung – en højmose bliver genskabt. Vand & Jord nr. 5, 2022. s. 192-201)
