Et af de kendte ansigter i Faaborgs handelsliv er på vej væk.
Efter 19 år hos Landslagteren og senest Steensgaard Slagteren i Torvegade forlader Kenneth Guldhammer sit job med udgangen af marts.
– Jeg kom til Faaborg fra Silkeborg i 2005, hvor jeg blev ansat hos Britt og Jørgen Rasmussen hos Landslagteren med henblik på et generationsskifte. I 2008 kom jeg med i ejerkredsen, og i 2010 overtog jeg butikken 100%, fortæller Guldhammer om tiden, hvor han har udlevet sin drøm som selvstændig i Faaborg.
Det blev til 12 år som ejer af byens populære slagterbutik, inden Steensgaard med Anders Thorgaard i spidsen i 2022 købte butik og ejendom af Kenneth Guldhammer, der indtil nu har været ansat i butikken.
– Det er mig selv, der har sagt op. Min konkurrenceklausul udløber den 31. marts i år, og nu synes jeg, at det er tid til at prøve noget nyt. Nu har jeg været her i knap 20 år, og der er så meget, jeg gerne vil prøve. Nu har jeg chancen, mulighederne er uendelige, og det kilder i maven, fortæller Guldhammer.
Der er allerede tikket en del tilbud ind fra mulige samarbejdspartnere, siden han forleden fortalte om sin opsigelse på facebook. – Ja, mulighederne er mange og folk har været utrolige søde, men nu tager jeg lige en tænkepause, og får lavet en sund plan for mit arbejdsliv, forklarer slagtermesteren overfor Det Rigtige Faaborg, og understreger at han gerne vil blive i Faaborg-området, måske Sydfyn, men 100% på Fyn.
– Nu er næste punkt at få takket godt af her i butikken. Det bliver helt sikkert vemodigt, når jeg afleverer nøglerne efter min sidste dag i butikken den 30. marts. Det bliver svært at sige farvel til mit personale, og de kunder jeg har lært at kende gennem de sidste små 20 år, slutter Guldhammer.