Forligspartierne har indgået en tillægsaftale til budgetaftalen for 2024 og dermed besluttet, hvordan de 17,02 mio. kr., som kommunen får som delvis kompensation for det fejlagtige grundskyldsskøn, skal bruges.
Mandag landede et brev fra Skatteministeriet med budskabet om, at regeringen delvist vil kompensere Faaborg-Midtfyn Kommune for de fejlagtige ejendomsvurderinger kort før vedtagelsen af budget 2024.
Og nu har forligspartierne bag budgettet besluttet, hvordan de 17,02 mio. kroner skal bruges, fortæller kommunen i en pressemeddelelse.
Forligspartierne har besluttet at anvende tre mio. kr. årligt på plejehjemsområdet i 2024, 2025 og 2026. Sundheds- og Ældreudvalget kommer med forslag til udmøntningen, og den endelige beslutning sker i kommunalbestyrelsen.
– Plejehjemmene er økonomisk pressede, og der har været problemer med at overholde budgettet. Det har desværre også givet udfordringer med at opretholde den kvalitet, vi vil have på vores plejehjem. Vi har konstateret, at budgettildelingen pr. plejehjemsplads er lav i Faaborg-Midtfyn Kommune sammenlignet med nogle af vores nabokommuner. Derfor glæder det mig rigtig meget, at vi nu kan tilføre området flere penge, siger Kristian Nielsen, formand for Sundheds- og Ældreudvalget.
8 mio. kr. til en evt. modregning
De resterende 8,02 mio. kr. reserveres til dækning af eventuel modregning fra regeringen af de 1,9 mia. kr., som kommunerne under ét i 2024 fik i ekstra grundskyldsindtægter som følge af de reviderede skøn for ejendomsskatten.
Der er desværre stadig en del usikkerhed om, hvad grundskyldsskønnene får af konsekvenser for økonomien i Faaborg-Midtfyn Kommune i de kommende år. Derfor vælger vi at reservere en del af pengene, så vi kan afbøde eventuelle konsekvenser. Men jeg har et håb om, at staten finder en løsning, så vi undgår en modregning,” siger borgmester Hans Stavnsager, som fortsat vil løfte problemstillingerne med KL og regeringen.
I Faaborg-Midtfyn Kommune betød de nye skøn over kommunernes indtægter fra grundskyld, at politikerne havde 24,6 millioner kroner mindre at gøre med i budgettet for 2024, end det var ventet. Faaborg-Midtfyn Kommune var dermed den kommune i landet, der pr. indbygger blev økonomisk hårdest ramt af de nye skøn.