Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Mads Holdgaard / Privat
Efter 22 år i en verden med chokolade, trængte Henrik Konnerup til nye udfordringer. Det fandt han, da han i efteråret tog på en 17.000 kilometer lang tur til Dakar i Afrika og retur til Sydfyn. Alene på tur med sin Land Rover oplevede han at blive presset ud i kaos, og med en stor erfaring i rejsebagagen har han bare én ting at sige til andre: se at komme afsted, mens I kan.
Da Henrik Konnerup sidste sommer blev fritstillet med løn i fire måneder, valgte han at indfri en årelang drøm.
– Jeg har altid gerne villet rejse, og gerne så simpelt som muligt. Jeg synes, det er dét, der er i at rejse, at det skal være simpelt. Jeg er ikke den der type, der har det hele med, når jeg er på tur. Det skal være så simpelt som muligt. For mange år siden havde jeg en kammerat, som kørte gennem Sahara. Ud af det blå, så kørte han bare. Det, syntes jeg, var mega fascinerende, og jeg har altid drømt om det. Det har ligget og ulmet i baggrunden, men der har aldrig rigtigt været muligheden eller plads til det.
Men det var ikke ubetinget opbakning, Henrik fik til sin rejseidé. For Sahara er et stort land med blot to farbare veje, resten er lukket på grund af krige og uroligheder, og venner og familie var bekymrede for sikkerheden på turen.
– Jeg trængte til den her udfordring, men jeg var tæt på at droppe det, for jeg mødte ikke én eneste, der syntes, det var en god idé. Men tilfældigt fandt jeg ud af, at det er to danskere, der ejer dakar-løbet, og fik kontakt med dem. De sagde: ‘Afsted med dig’, og de fortalte meget om dos and don’ts. Jeg tænkte bare: ‘Fandeme ja, afsted!’
DEN UFORBEREDTE JA-SIGER
Den 40 år gamle Land Rover blev udstyret med det mest nødvendige sikkerhedsudstyr, som fx en satellit-telefon, men ellers var det ikke forberedelse, Henrik brugte mest tid på.
– Jeg forberedte ikke en skid. Ikke engang ruten. Fordi kunsten i al det her var, at jeg ikke havde travlt. Jeg havde to-en-halv måned at rejse i, så hvis jeg mødte nogen, der sagde, at ‘derovre er der fedt’, så kunne jeg hoppe derover, og hvis jeg havde lyst til at blive der nogle dage, så blev jeg.
Det uplanlagte var blot ét af de dogmer, Henrik satte op for turen. Et andet dogme var, at han ikke måtte sige nej, og den beslutning gav ham mange gode oplevelser.
– Vi mennesker er ellers rigtigt gode til at sige nej, men det måtte jeg ikke. Hvis folk kom og spurgte: ‘Har du ikke lyst til at overnatte hjemme hos mig?’ Så sagde jeg ikke nej. Det gjorde bare, at jeg har fået de vildeste oplevelser. Vi lever i en frygt for at komme til at mase os på hos andre, så derfor lavede jeg det her ja-dogme.
Allerede den første dag på det nye kontinent, blev Henrik inviteret hjem til en familie, og det gentog sig forbløffende mange gange på turen.
– Jeg har været inde i de vildeste hjem. Én af drømmene var at komme ind i et muslimsk hjem, fordi det har jeg aldrig været. Vi snakker herhjemme meget om muslimer og deres efterkommere, men vi har aldrig mødt dem hjemme i deres hjem og taget en snak med dem. Vi tænker altid, at muslimer er delt op i mænd og kvinder, men her hyggede alle sig sammen og kunne tage pis på hinanden. De hyggede sig virkelig. Og dét ville jeg også gerne opleve, sådan at komme tæt ind på folk.
MEKANIK-KAOS SOM ICEBREAKER
Når man kører afsted i en gammel, skramlet Land Rover, er det uundgåeligt, at udfordringer med mekanikken stiller sig i kø.
– Jeg vidste, der ville blive udfordringer. At jeg ville køre i stykker. At det ville blive kaos. Men det var en del af det. Jeg ville helt derud, hvor jeg ikke havde styr på tingene selv. Jeg har været vant til at leve i kaos hele mit liv på mange punkter, og så der skal altså noget til at få mig derud, hvor selv jeg bliver et lillebitte menneske.
Det var ikke svært at møde udfordringer, for i et stort land, hvor vejene der ikke altid er farbare, skulle Land Roveren forcere både klippestykker og tilsandede veje efter sandstorme. Men ren kaos endte det ikke i, for Henrik blev mødt med en usædvanlig gæstfrihed og hjælpsomhed på sin rejse, især når det mekaniske udfordrede.
– Jeg anede ikke, der var den her gæstfrihed. Vi synes selv, vi er gæstfri og åbne her i Danmark, med gu’ er vi ej. Vi lukker os om os selv og vores egen lille klike, og så er der faktisk svært at komme ind på os. Når jeg fx ledte efter reservedele i Afrika, så kørte de mig gerne rundt til forskellige autoværksteder for at finde den der dims, jeg skulle bruge, og de gjorde meget ud af, at de ikke skulle have noget for det. Jeg havde slet ikke set det komme, at de var så åbne og hjælpsomme. Det er helt vildt, og jeg følte mig faktisk meget tryg, når jeg suste rundt dernede.
GÆSTFRIE OG LYKKELIGE
En af konsekvenserne ved at tage på en uplanlagt tur opdagede Henrik, da han ville overnatte på en campingplads. For sæsonen var slut, og langt de fleste pladser var lukkede.
Disse uforudsete overnatninger viste Henrik, at afrikanernes tilgang til livet er væsentlig anderledes end hos os priviligerede danskere.
– Vi leder nærmest efter ting at brokke os over her i Danmark. Det finder man ud af, når man suser rundt i Afrika – de brokker sig ikke. Det er de mest glade mennesker. En mand, jeg overnattede hos, spurgte: ‘Hvad er det, I løber sådan efter?’ Det talte vi en del om, for han forstod det ikke. De føler virkelig, at de er mere glade, end vi er, og vi danskere kigger på dem og tænker, at de da godt nok er underudviklede, og at de må være kede af det. Men de er glade.
Henrik tog sig selv i flere gange at være imponeret over kulturen. En kultur, der ikke bekymrer sig om vækst og rigdom, og hvor de ikke bygger plejehjem, men blot passer godt på hinanden.
– Heroppe passer vi ikke en skid på hinanden. Dernede er de meget lykkelige, en simpel lykke, hvor de ingenting behøver. De behøver ikke penge, for hvad skal de med dem. Vi tror, de higer efter vores velfærd, men det gør de overhovedet ikke. Og det, synes jeg, er enormt stærkt.
UBEGRUNDET FRYGT
Undervejs på de 17.000 kilometers kørsel fik Henrik rig lejlighed til tanker og filosoferen, og fra sofaen i hjemmet i Vester Aaby kan han godt mærke, at turen har gjort noget ved ham.
– Jeg tror, jeg har genopfundet mig selv på en måde. Jeg har fundet ud af, at det er vigtigt at gøre de ting, man gerne vil, mens man kan. Og så har jeg fundet en super ro, for nu ved jeg, at uanset, hvad der sker, så skal jeg nok klare det og komme hjem.
Selvom det lykkedes Henrik at overkomme alle turens udfordringer, så lykkedes det ham også at komme derud, hvor han følte sig som et lille, bitte menneske. Det var, da han sagde ja til en overnatning ude i et stenbrud midt i Atlasbjergene.
– Jeg kom ad en meget lille vej, og der skulle ligge en olivenlund i bunden af bjergkæden, hvor jeg ville overnatte. Så står der pludselig en mand i vejkanten og kigger. Jeg stopper og siger ‘camping’. Manden ved ikke, hvor det er, men tilbyder, at jeg kan overnatte hjemme ved ham. Det var mørkt, og jeg var træt, men nej – det er en oplevelse, og jeg gør det. Jeg tager ham med ind i bilen, og vi kører videre på bjerget og ender i et stenbrud.
Manden sagde, at det var her, de skulle være, men der var ingen huse at se, blot nogle få entreprenørmaskiner. Hans soveplads var en klippevæg, hvor nogle pinde var lagt på tværs. Henrik begyndte at sætte sit telt, mens manden bare stod og kiggede, som om der var faldet en ned fra månen.
– Jeg pakkede ud og spurgte, om han ville have en kop kaffe. Det ville han gerne, og jeg lavede kaffe på min trangia. Så gik jeg i seng, mens han stadig stod og kiggede. Den nat sov jeg ikke meget. Jeg følte mig utryg, men jeg havde ingen grund til at være det. Jeg har faktisk slet ingen grund til ikke at have tillid til afrikanere.
Turen har givet Henrik mod på flere eventyr, og når du læser dette, er han allerede på vej på næste eventyr, og denne gang har han sat kursen i stik modsatte retning, nemlig Grønland, hvor han det næste års tid skal arbejde som projektleder i Kangerlussuaq.
ET FEJEBLAD I ØRKENEN
“På et tidspunkt kørte jeg rundt ude i ingenting, der var 158 kilometer til den nærmeste by den ene vej og 300 kilometer den anden vej. Der kunne jeg ikke køre mere, min bil var fucked. Men heldigvis er der militærposter hver anden kilometer i det område. Jeg humpede mig hen til en af dem, åbnede kølerhjelmen og viste dem, at den var helt gal. Det kunne de godt se. Så gjorde de tegn til, at de ville ringe, og så ventede jeg ellers i to timer.
Jeg anede ikke, hvad der skete, for jeg kunne jo ikke kommunikere med dem. Så pludseligt kom der et fejeblad, som de havde ringet efter. Min bil kom op på fejebladet, og jeg hoppede ind. Vi kørte til Dakhla til en automekaniker, hvor vi kommunikerede lidt frem og tilbage. Så tog ham gutten med fejebladet mig med i sin private bil, og så kørte vi rundt til alle de værksteder, der er i Dakhla, og der er eddermame mange, for at finde den der dims, jeg skulle have for at kunne køre videre. Den var der ingen, der havde, så mekanikeren hamrede og bankede lidt på den dims, jeg havde, og så kunne jeg køre igennem Sahara.
Jeg vidste, at det var svært at finde reservedele, så jeg ringede til Jakob fra Dakar-løbet og sagde, at jeg havde brug for en fixer. Han havde fortalt mig på forhånd, at de havde fixere overalt, som de bruger hvert år i forbindelse med løbet. Så kontaktede jeg fixeren og sagde, at jeg var i hans by om tre dage. Her havde den mekaniker, vi kom til, dimsen til mig.
Der var hele tiden tekniske udfordringer, det var en kæmpe del af turen. Men som man siger, hvis ikke det kan laves i Afrika, så kan det ikke laves. De kan lave alt.
Når man tager en 40 år gammel bil og kører 17.000 kilometer, og temperaturen nogle gange er oppe på 49 grader. Så ved man godt, at der kommer til at ske noget.”
PÅ BESØG HOS EN LOKAL FAMILIE
“På et tidspunkt kører jeg på en lille bitte vej i bjergene, og jeg kan ikke forstå det, der skulle være en campingplads lige her. Jeg ser et hus, hvor der trasker en mand rundt udenfor. Jeg spørger, så godt jeg kan, men alt er på fransk eller arabisk, og de kan kun få engelske gloser, som de lærte i tredje klasse. Jeg snakker hverken fransk eller arabisk, men får sagt ‘camping’ og peger på kortet. Han peger ned i bunden af fjeldet, og det vil tage to timer at køre derned. ‘Men du kan da sove hos mig,’ siger han. Jeg siger selvfølgelig ja. Så jeg blev inviteret på mad, og da jeg kommer ind, hygger de helt vildt hele familien, og det, synes jeg, er så fascinerende.
Manden var mikrofonmand. I hver moske er der en ansat til at kalde til bøn fem gange om dagen, og det var ham. Han skal selv finde på, hvad han vil sige, ligesom en præst herhjemme selv finder på sine taler, og det var enormt fascinerende at høre om. Vi brugte fagter, og så kendte de en muslimsk kvinde i Frankrig, der talte engelsk og kunne oversætte.
Netop på grund af sproget, så var det også enormt anstrengende at komme i private hjem, og til sidst så orkede jeg næsten ikke at blive inviteret på mad. Det var hårdt hele tiden at prøve at forstå dem, og de skal forstå mig, for de vil jo gerne høre, hvad det er for en tosse, der kommer kørende fra Danmark i en gammel bil.”
