Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Mads Holdgaard / Privat
Fest og farver skal ikke være forbeholdt de unge. Det var de enige om i Vikingegården, og derfor startede de sidste forår deres egen café og fredagsbar op – med stor succes. Nu kender beboerne hinanden bedre på kryds og tværs af lejlighederne, og i december var hele forsamlingen inviteret med til 100 års fødselsdagsfejring på Klinten.
Det er fredag formiddag, og Irma Holm går som sædvanligt ned i kælderen under én af bygningerne i Vikingegården og tænder for varmen i fællesrummet. Klokken 15.30 vender hun tilbage og stiller sig klar til at byde velkommen til alle dem, der har valgt at bruge et par timer på at socialisere med deres naboer.
Tunge jakker hænges op, og rollatorer og stokke placeres forsvarligt langs væggene, inden de ankomne tager plads ved bordet, der i dagens anledning er dækket op med blomster.
– Det startede, da vi var til én af de årlige fester her i Vikingegården. Det var dejligt at være social, og vi talte om, at de unge har så meget at rende til. Men så besluttede vi, at det da var op til os selv, hvor meget vi har, forklarer Irma Holm.
Irma tog teten på den beslutning og satte sedler op i alle opgangene, og kort efter var det nye tiltag en realitet. Man kommer, hvis man kan og har lyst, fortæller Irma og understreger, at det nu er lidt bedre om sommeren, hvor de kan sidde udenfor.
Konceptet er enkelt, hver beboer medbringer egne drikkevarer, og står der noget lækkert i skabet, man vil dele ud af, så kommer det på bordet til fælles fornøjelse.
Således er variationen på bordet stor med både æblemost, hvidvin, rødvin, rosé og kaffe, hældt op i alt fra termokander og termokopper til smukke krystalglas, og flere små skåle sendes rundt med saltkringler, vanillekranse, nødder og franske vafler.
DET BEDSTE, DER ER SKET I VIKINGEGÅRDEN
Det er de gråhvide toner, der dominerer hårpragterne, ligesom de fleste fredagsgæster bærer briller eller høreapparater. Men hverken aldersskavanker eller den dårlige akustik i fællesrummet kan lægge en dæmper på humøret i forsamlingen.
For mange af beboerne er sammenkomsten i kælderen ugens højdepunkt, og siden de startede traditionen tilbage i maj 2022, har de lært hinanden godt at kende.
Det er ikke alle beboere fra de i alt 46 lejligheder i Vikingegården, der har lyst til at deltage, men for de faste eller de mere sporadiske gæster har tiltaget betydet, at de har fået et større kendskab til hinanden. Det gælder bl.a. for Sven Bredmose, der har boet fem år i Vikingegården. Siden han er begyndt at deltage i fredagssammenkomsten, har han lært flere at kende, som han slet ikke vidste, boede her.
Netop de sociale relationer er dét, der trækker beboerne med til det arrangementet, og Jørn Pinnerup er én af dem, der har været med lige fra starten og fortsat er en fast fredagsgæst. Han kommer for at snakke med de andre, eller som han selv udtrykker det – for at se nogle mennesker i stedet for at se på fjernsynet, og han føler sig altid godt tilpas, når han går hjem sidst på eftermiddagen.
Ved bordet sidder også Lis Hansen. Hun har boet i Vikingegården siden 2004, og hun er ikke et sekund i tvivl, om hvor vigtigt tiltaget er.
– Det her er noget af det bedste, der er sket i Vikingegården. Min mand er syg, og da jeg begyndte at komme her og talte med andre, så viste det sig, at mange har været igennem det samme. Det betyder meget, og så føler man sig ikke alene, og vi behøver slet ikke tale om det, siger Lis Hansen.
ET LAG DYBERE
Som regel slutter de efter et par timer, men af og til trækker det ud. Især i sommermånederne, hvor de kan afholde sammenkomsten udenfor.
29
I dagens anledning med besøg af medierne er ekstra mange dukket op, og det går ikke ubemærket hen. Med et smil på læben forklarer Lis, at pressen bliver nødt til at komme hver eneste gang, for det er umiddelbart det eneste, der kan få mændene til at komme, og med et drilsk blik i retning af Sven ved den modsatte bordende siger hun videre:
– Sven kommer ikke så tit, og ham lægger jeg særligt meget mærke til, griner Lis Hansen.
Fra den anden ende af bordet, hvor mændene har placeret sig, griner de og giver igen af samme skuffe. Thorben Hansen har boet i Vikingegården siden 2017 og fortæller, at Sven er kræmmer og derfor har travlt med at tage på markeder. Men når tiden er til det, så nyder de gerne selskabet til fredagsbaren.
– Vi elsker at snakke, men det er svært at få et ord indført her, griner Thorben Hansen.
Sven har boet i Vikingegården i fem år, og fredagens fællesskab har gjort en stor forskel for sammenholdet, fortæller han.
– Det kan du jo høre. Vi kan ikke undgå at lære hinanden at kende. Jeg ser frem til fredagscaféerne, men det er nu sjovere om sommeren, hvor vi kan sidde udenfor. Når vi går hjem, så har vi haft det hyggeligt og fået nogle nyheder, siger Sven Bredmose.
Der er ingen tvivl, om at de fremmødte kender hinanden godt og allerede har en indbyrdes, lun jargon, og der dukker altid noget spændende op i deres samtaler, som også rummer en dybde.
– Hvert menneske har en interessant historie, som vi andre kan lære noget af, og os i firserne, vi har alle noget til fælles, vi kan tale om. Vi taler også om vores drømme, og hvad vi gerne vil fremover, siger Irma Holm.
Det gode fællesskab betyder også, at de har en god fornemmelse at hinanden, og Inger Ravn fortæller, at hun en fredag havde en træls oplevelse og var i dårligt humør. Fredagens øvrige gæster kunne mærke, at hun var lidt stemningstrykket, og i fællesskab fik de humøret løftet lidt op.
– Efterhånden som vi kender hinanden bedre, så lukker historierne sig mere og mere op. Nu drøfter vi fx også politik, og den anden dag drøftede vi situationen i Gaza og Israel, siger Lis Hansen.
Så hvor beboerne tidligere knapt genkendte hinanden, når de passerede forbi, så giver de fleste nu hinanden et kram, når de møder op om fredagen.
ET NETVÆRK
Dagens ældste gæst er Inger Ravn, der i december fyldte 100 år. Hun har boet i Vikingegården, lige siden det blev opført for knap 34 år siden. Hver fredag har Inger en god anekdote at fortælle fra sit lange liv, gerne én, der får de andre til at grine højt, og hun er yderst begejstret for fredagcaféen, som Irma startede op.
Det gode kendskab til hinanden betyder også, at det er nemmere at hjælpe hinanden i hverdagen, og det er også vigtigt for mange, der bor alene.
– Jeg var rigtig træt af det i starten, men mine piger pressede på. Plejehjem ikke noget for mig, jeg vil gerne blive boende her, siger Inger Ravn.
Fredagscaféen har udvidet Ingers netværk betydeligt, og til den runde fejring kunne hun således invitere 100 mennesker, og naturligvis var alle fra fredagscaféen inviteret med.
De fleste nyder godt af at kunne hjælpe hinanden, og somme tider skal der ikke meget til for at gøre en stor forskel for andre. De hjælper hinanden indbyrdes i hverdagen, fx hjalp Irma engang én af de andre med et fjernsyn, der ikke virkede. Det skulle faktisk bare slukkes og tændes igen, og nu kalder de hende for deres fjernsyns-ekspert, forklarer de grinende.
Fredagsforsamlingen har også indført en årlig julefrokost. Igen er det Irma, der er primus motor på foretagendet, og så længe hun kan konsultere sin dagbog, så har hun styr på tingene.
– Vi holdt julefrokost sidste år, viser dagbogen. Vi fik mad fra Brugsen, står der, og jeg lavede endda risalamande, hold da fast, smiler Irma Holm.
Irma har boet i Vikingegården i fire år. Hun er tidligere beskæftigelsesvejleder og har altid været meget social. Selvom hun ofte tager initiativet, så er hun også god til at involvere andre.
– Jeg er god til at uddelegere, fx opgaverne til julefrokosten. Det lærte jeg på skolen dengang, ligesom jeg lærte at inddrage andre og få alle til at deltage, siger Irma Holm.
Det er stor enighed ved bordet om, at det gode fællesskab, der er opstået, er Irmas fortjeneste. Irma smiler ydmygt og tilføjer:
– Vi er jo mange, der bor alene, og derfor har brug for et kram om fredagen. Men jeg gør det også for min egen skyld, for det giver mig meget. Jeg er heller ikke bundet af det, de andre kan sagtens overtage, hvis jeg ikke kan en dag, smiler Irma Holm.
Hun løfter det flotteste krystalglas, der i virkeligheden er et snydekrystalglas i plastik, som tåler både fredagsbarer og julefrokoster, fortæller hun grinende, og lægger an til en fælles fredagsskål, som de øvrige fredagsgæster beredvilligt løfter glassene til.
