En normal dag begynder ved 4-tiden om morgenen for Mogens Hansen. Her møder han ind på den del af Faaborg Havn, der stadig fungerer som arbejdsplads. Med et stort skærebræt, plastikforklæde og velslebne knive begynder han og en ansat at skære og pakke fangsten fra den lille håndfuld af lokale fiskere, og lidt flere udefra der, aftenen i forvejen, har afleveret deres fangst af primært torsk og fladfisk. Sådan har det været i 30 år, siden Mogens Hansen søgte og fik stillingen som direktør for Faaborg Fiskesalgsforening. Inden da, var dagligdagen natarbejde på det nu lukkede slagteri i byen. Alligevel har meget ændret sig, fortæller Mogens Hansen, da vi mødes til en kop sort kaffe i kontoret på 1. sal hvor hans kone Hanne sidder med det daglige papirarbejde.
– Da jeg startede her i 1986 lå vi på en omsætning på omkring 10 mio. kroner. Så voksede vi frem til 1990, hvor vi var oppe og runde de 30 mio. kroner. Derfra er det gået stille og roligt ned igen til en 13-15 mio. kroner om året. Årsagen er alle de afgifter der skal betales og så torskegenopretningsplanen der, de sidste tre år, har betydet at ministeriet har lukket os ned midt i vores højsæson, som er i januar, februar og marts. Næste år taler de om, at lukke os ned allerede i januar, og så har vi kun 14 dage at fiske i, fortæller 64-årige Mogens Hansen.
Han ærgrer sig over, at Fiskeristyrelsen bliver ved med at file i torskekvoten og afkræve fiskerne op til 20 procent i diverse afgifter, inden de kan få deres penge. Løsningen på de færre fisk i Faaborg Havn der, alligevel, løber op i fire-fem tons på en god dag i højsæsonen, har de sidste fire år været at sælge til restauranter om sommeren og ikke udelukkende til filetfabrikker og fiskeauktioner, der er de største kunder om vinteren. Hovedsageligt til de lokale restauranter, men også tit til restauranter i Odense. Når alle fisk er skåret og pakket bruger Mogens Hansen også meget tid på at tale i telefon med de tilknyttede fiskere, for at høre, hvor meget fisk de har til den kommende dag som restauranterne er ivrige efter at få. Derefter rengøring og så papirarbejde i form af fakturaer og detaljeret indberetning til Fiskeristyrelsen.
– Jeg siger gerne til Hanne, at vi skal slutte kl. 12.00, men den bliver altid cirka to, inden vi kommer hjem og spiser frokost.
Mogens Hansens hænder er brede og stærke. Arbejdshænder der har sørget for, at hjulene har drejet rundt, for de lokale fiskere og dem der kommer fra blandt andet Brunshuse og Ærø. Fremtiden ser han kun lyst på, hvis Fiskeristyrelsen skruer op for fiskemulighederne.
– Hvis vi skal bestå i fremtiden, er det vigtig at der kommer flere fiskere, og at det bliver tilladt at fiske noget mere her, så at fiskerne kan blive her i 4-5 måneder i stedet for kun i halvanden, som det er nu. Jeg er også bange for, at hvis jeg stopper, så er der ikke noget der hedder Faaborg Fiskesalgsforening mere, så bliver der bare lodset fisk af, og så kommer der en lastbil og kører dem på auktion.
Inden det forudsete fremtidsscenarie folder sig ud, bliver Mogens Hansen ved med at stå tidligt op i nogle år endnu. I mens kan vi andre sove længere end ham og forhåbentlig sætte endnu mere pris på de lokalt fangede fiskeretter.
