Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Privat
Da Grethe Rasmussen i 2015 gik på efterløn, var hendes plan at nyde sin have, hvor hun elsker at opholde sig. Men kort efter blev hun ramt af alvorlig sygdom, og siden da er ulykkerne fortsat med at ramme. Alligevel er Grethe ukuelig i sin insisteren på at kæmpe sig tilbage, og hun ønsker at vise andre, at der altid er håb, hvis man nægter at give op.
– Jeg vil gerne kunne inspirere andre. Under min indlæggelse talte jeg med andre indlagte, der havde svært ved at komme ovenpå igen. Jeg synes selv, jeg har vilje, styrke, stædighed og gå-på-mod, og hvis jeg ved at snakke om det kan hjælpe andre, ville det være fantastisk.
Grethe Rasmussen tager smilende imod foran sit parcelhus på Margrethevang. Hun er iført en blå sommerkjole og viser ind til det veldækkede kaffebord, hvor hun har lagt noter frem som en tidslinje over de seneste år.
Hvis man kigger godt efter, ville man måske have bemærket en let asymetrisk gang, og selvom smilet når øjnene hver gang, er smilet lidt mindre i venstre side af ansigtet. Grethes krop er mærket efter en perlerække af sygdomme, men livsgnisten overstråler langt de små skavanker.
Fra pensionist til patient
I 2015 valgte Grethe at gå på efterløn efter mange år som ekspedient på postkontoret. Hurtigt fik hun indrettet sig med alle de ting, der giver hende glæde i livet.
– Jeg havde en skøn hverdag med min mand Benny, min datter, gode venner. Jeg elskede at gå i haven, og jeg elskede at rejse til Rhodos. Men på et splitsekund ændrede det hele sig.
En mandag i august opdager Grethe blod i sin afføring og går til læge. Hun mærker ikke andre symptomer, men bliver sendt afsted til undersøgelser på sygehuset allerede om torsdagen. Diagnosen lyder på kræft i tyktarmen, og Grethe bliver hurtigt opereret. Lægerne fjerner halvdelen af tyktarmen, og det er uvist, om Grethe efterfølgende vil få en stomi.
– Men jeg tænkte bare ‘pyt’. Jeg var stærk i forløbet, men min mor og Benny var meget berørt, og de undrede sig over, hvordan jeg kunne tage det så stille og roligt. Jeg tror, at man ser anderledes på tingene, når man er den, der selv er ramt.
Efter operationen venter et forløb med kemoterapi, hvor Grethe hver anden mandag sidder med kemo i drop, og i den mellemliggende periode har hun en kapsel indopereret, der afgiver kemo fra en pose, hun går med i en bæltetaske.
– Det var hårdt, for det er jo det rene giftstof. I starten fik jeg 100%, men blev meget syg af behandlingen, så de satte dosis ned til 75%. Der var tilsat et kuldestof i kemoen, og jeg havde så kolde fingre, at jeg slet ikke kunne holde på noget.
Planen lyder på 12 behandlinger, og i april 2016 afslutter Grethe sit behandlingsforløb.
– Jeg er nok optimist, selvom jeg af og til tænkte på, om jeg ville klare det. Jeg sagde altid til lægerne ‘vil I passe godt på mig?’, og det gør de altid.
Tilbage på Margrethevang kan Grethe nyde tilværelsen igen, selvom energien ikke helt er vendt tilbage. Maven fungerer godt efter tarmoperationen, og hun har det overordnet godt.
En ulykke kommer sjældent alene
I sommeren 2017 nyder Grethe det gode vejr ude på sin terrasse, men da hun vil gå ind for at tage sig noget at drikke, tager tilværelsen endnu en gang en ny drejning.
– Jeg besvimer simpelthen og brækker min højre ankel i faldet. Jeg lå i 30 minutter, inden Benny kom hjem, og han ringede 112.
Røntgenbilleder viser en fraktur, og Grethe må tilbringe sommeren meget mindre aktiv, end hun havde ønsket.
– Jeg sad bare med sådan en dum støvle på den ene fod. Men de mente heldigvis, at jeg ville komme til at gå fint igen, og efter genoptræning var alt ok.
Således på benene igen skulle man mene, at Grethe har taget sin tørn af uheld, men der går blot godt et år, før livet atter viser tænder.
For i september 2018 opdager Grethe, at der siver væske fra den ene brystvorte. Efter lægebesøg, vævsprøver og en scanning lyder diagnosen på brystkræft.
Efter tre operationer med fjernelse af væv, fjernelse af lymfer og indsættelse af implantater kan Grethe ånde lettet op. Der er ingen efterbehandling med kemo, blot skal hun møde op til årlige kontroller, og til al held er den type brystkræft ikke arvelig, fortæller lægerne, så der er ingen øget risiko for Grethes datter.
– Rent fysisk havde jeg ingen begrænsninger efter operationerne, og det havde de ikke set før. Jeg kunne det hele, og det var de vildt imponeret over.
Ukuelig optimisme
Der går mindre end et år, før Grethe atter får dårlige nyheder omkring sit helbred. En scanning viser rester af en blodprop i hendes hjerne, og hun starter i blodfortyndende behandling.
To år senere, i oktober 2021, sætter skæbne ind med det hidtil hårdeste stød.
– Jeg var gået i seng og lå og løste kryds og tværs, som jeg altid gør. Da jeg vil lægge dynen over mig med venstre arm, føltes dynen tung. Jeg stod op og havde det mærkeligt. Benny stod op, og jeg sagde, at der var noget galt med mig.
Benny ringer efter en ambulance, der hurtigt er på adressen. Grethe går selv ud til ambulancen, der hastigt sætter retning mod Odense med udrykning.
– Inden vi nåede til Odense, var jeg lam i venstre side. Da jeg skulle scannes, kunne jeg ikke komme over på briksen, både mit ansigt, mit ben og min arm var lammet. Jeg kunne ikke vrikke en lillefinger.
Man skulle tro, at en hjerneblødning og en halvsidig lammelse kunne tage humøret fra enhver, men ikke Grethe.
– Min veninde kom på besøg dagen efter, og jeg havde fyret en masse sjov af, selvom jeg ikke helt kan huske det. Min veninde tænkte, ‘gud, sikke et humør, hun er i’.
I de kommende dage får Grethe mange besøg af familie og venner, og det er først, da Grethe overflyttes til Svendborg, at de første mørke tanker rammer hende.
– Jeg syntes, jeg havde været rigeligt igennem. Hvorfor mig igen? Jeg har aldrig været kraftig, jeg har gået mange ture og arbejdet meget i haven. Men sådan er det jo.
I begyndelsen vil Grethe ikke se scanningsbillederne. Hjerneblødningen sidder dybt og måler 2 x 2 cm. og Grethe kender risikoen for permanente skader.
– Efter 14 dage turde jeg se dem, og jeg spurgte lægen om chancerne for at komme til at gå og bruge armen igen. Det skulle jeg ikke regne med, sagde hun, og jeg blev ked af det. Men så blev jeg gal! Det skulle hun ikke bestemme, og så tog fanden ved mig, og jeg trænede og trænede og trænede.
Tilbage til livet
Grethe kan ingenting selv efter hjerneblødningen. Hun får hjælp af to sygeplejersker til alt, lige fra at vende sig i sengen til at gå på toilettet, men på stuen er stemningen god.
– Sygeplejerskerne var guld værd, og vi havde det sjovt hver dag. Jeg blev knyttet til nogle af de andre på stuen, og det var sammenholdet, der bar humøret oppe. Sygeplejerskerne noterede også, at der altid var liv og glade dage på vores stue.
Helt fra starten er Grethe opmærksom på at den lamme, venstre hånd skal strækkes og bevæges igennem. Fingrene, hånden, håndleddet. Hun er meget opsat på at få funktionen tilbage i hånden, og i den intense genoptræningen, der foregår tre timer dagligt, er Grethe flankeret af et stærkt fagligt team med fysioterapeut og ergoterapeut, og snart kan hun med hjælp fra en gangrobot tage sine første skridt.
– Svendborg har en gangrobot, som et af de få steder i landet, og jeg satte rekord ved at gå i den 15 minutter. Jeg havde bare viljen!
I december udskrives Grethe til hjemmet, og med hjælp fra både hjemmeplejen og Benny starter en kamp for at blive så selvhjulpen som muligt.
– Det var jo en banegård i starten, så vi sagde hjemmeplejen fra, og Benny sagde, at det skulle vi nok klare. Jeg kunne nu gå med stok, men det var hårdt pludseligt at være afhængigt af et andet menneske.
Med hjælp fra fortsat genoptræning på hjerneskadecentret i Hillerslev kan Grethe i dag gå kortere strækninger uden stok, og så kan hun igen arbejde i sin elskede have.
– Jeg elsker livet, og jeg elsker min familie, og jeg har det jo godt. Vi har gode venner og vores datter og børnebørn ser vi ofte. Benny har været og er det mest fantastiske menneske, altså – hvad han ikke har været igennem på sidelinjen.
26
En stærkere udgave af sig selv
Grethe træner fortsat hos fysioterapeut, for hun ønsker at kunne gå helt almindeligt igen og få fuld funktion tilbage i sin venstre arm, men med en støttende kreds af venner omkring sig, mærker hun ikke meget til de små skavanker.
– Jeg har det jo som blommen i et æg, og jeg har meget omsorgsfulde venner og familie. Det er fx blevet svært for mig at gå ned i vores venners båd, men nu har de søgt om en ny bådplads, hvor jeg vil få nemmere ved at komme ombord. Jeg skal nok komme igennem det hele, fordi jeg har nogle skønne mennesker omkring mig.
Sidste år kunne Grethe klare fem minutter i haven, og i år mærker hun, hvordan hun er blevet stærkere både mentalt og fysisk.
– Nu fiser jeg rundt i haven i flere timer, og jeg kan mærke, at jeg har noget mere styrke i mig på en eller anden måde, når jeg arbejder i haven. Både min vilje og min styrke er blevet stærkere.
Sidste sommer fik Grethe endnu en gang brug for sin viljestyrke, for et fald resulterede i en brækket lillefinger, og Grethe tilbragte syv uger med venstre arm i gips og med langt mindre havearbejde end ønsket.
