Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
Efter at have været til salg i mere end tre år er Nakkebølle Sanatorium endeligt blevet solgt. Det er ejendomsudviklingsselskabet Tasfo Selskaberne, der har købt den 8.900 m2 store ejendom, og selvom planen for stedet endnu ikke er fastlagt, kan de nye ejere berolige lokalområdet med, at de planlægger at istandsætte bygningerne med stor respekt for stedets historie.
Nakkebølle Sanatorium er et enormt sted med godt 8.900 kvadratmeter bygning og en kæmpemæssig park på hele 12,5 hektar. Den historiske ejendom ligger lige mellem Svendborg og Faaborg, og fra parken er der direkte adgang til Fjællebroen, Nakkebølle Fjord og hele det sydfynske Øhav.
– Første gang, vi så stedet, var vi enige om, at det er et fantastisk sted med potentiale, siger projektdirektør Jesper Steen Tastesen, der sammen med administrerende direktør, Mie My Tastesen, står i spidsen for Tasfo.
Virksomheden har gode erfaringer med at købe flotte og bevaringsværdige ejendomme og lade dem genopstå i en ny anvendelse. Selskabet har bl.a. istandsat de historiske bygninger i Munkemose Park i Odense, der tidligere har tjent som blandt andet gymnasium, og som nu er omdannet til eksklusive lejemål.
En langsigtet investering
Siden ejendommen landede på boligmarkedet i december 2019, har Jesper Steen og Mie My Tastesen, der er hhv. projektdirektør og administrerende direktør i ejendomsudviklingsselskabet Tasfo selskaberne, haft et øje på den store ejendom. Prisen er justeret flere gange undervejs i salgsprocessen, og da der mod deres forventninger ikke meldte sig andre købere, slog de til i februar i år.
De store bygninger i Nakkebølle rummer uendelige muligheder, og derfor har køberne heller ikke lagt sig fast på en endelig plan for anvendelse.
– Der er ingen færdig plan. Men stedet og beliggenheden lægger sig da op ad noget rekreativt. Så det kan blive alt, lige fra hotel til ‘olde-kolle’ eller ferielejligheder. Eller noget sundhedsrettet, da stedet jo tidligere var et hospital, fx noget rehabilitering, hvor man udnytter den flotte natur hernede, siger Jesper Steen Tastesen.
Med købsprisen og den beregnede pris for istandsættelse, som er budgetteret til det seksdobbelt af købsprisen, vil det tage mange år, før sanatoriet bliver en investering, der kan skabe overskud. Men for Tasfo handler erhvervelse af historiske bygninger om meget andet end økonomi.
– Det er ikke nødvendigvis en økonomisk gevinst, det køb her. Men der ligger en værdi i at bevare. Værdien for os er at give et bidrag og værne om dét, der allerede er skabt. Stedet skal have den helt store tur, men vi har ikke travlt. Vi vil tage os god tid her i idéfasen, som nok kommer til at vare resten af 2023. I løbet af 2024 bliver vi nok mere konkrete, siger Jesper Steen Tastesen.
Forskønnelse med respekt for historien
I alle Tasfos investeringer sætter de en ære i deres treenighed, der lyder på at forskønne, renovere og bevare, ligesom de istandsætter med respekt for de historiske særpræg, som udgør bygningernes dna.
– Vi gør det, fordi de bygninger er unikke. Der bliver ikke bygget noget lignende i dag. Der ligger en kæmpe historisk fortælling her, fx har sanatoriet modtaget alle byggematerialer fra vandsiden, da det var datidens transportvej, siger Jesper Steen Tastesen.
Foreløbigt lyder planen for istandsættelse, at alt det udvendige bevares, mens der indvendigt er tale om en balance mellem fornyelse og bevaring. Heldigvis nåede bygningerne ikke at stå uopvarmede mange måneder, så der er ikke omfattende fugtskader at rette op på.
Parret har allerede fået mange henvendelser fra folk, der er nysgerrige eller bekymrede for stedets fremtid, og det sætter de stor pris på.
– Vi vil gerne være åbne i processen, og de mennesker, vi taler med, har mange anekdoter og fortællinger fra stedet, og det bruger vi som en del af vores idébank. Det er tydeligt, at det er et sted, der betyder meget for folk, og at det er et referencepunkt for de lokale, siger Jesper Steen Tastesen.
Der er kommet gode bud på den fremtidige anvendelse, og så er der kommet de mere kuriøse af slagsen, som fx en oplevelsespark med tilhørende spøgelseshus.
Tasfo lægger vægt på altid at renovere og bygge nyt med sjæl og omtanke, hvilket også betyder, at de bygger med respekt for det lokalområde, de befinder sig i.
– Vi kan virkelig mærke en lokal forankring, men vi mærker også, at stedet tidligere var meget lukket, og det ønsker vi at gøre op med. Heldigvis møder vi udelukkende positivitet og glæde fra de folk, vi møder hernede, siger Jesper Steen Tastesen.
En del af den åbenhed, de ønsker at skabe, startede i maj, da de åbnede hele ejendommen op for offentligheden, og her kunne de mere end 600 fremmødte tilmed tager al den interiør, de kunne slæbe fra stedet. Forud for dagen fik Jesper Steen og Mie My Tastesen tilmed en henvendelse om det store, blå indgangsparti, der blev tilført i 1998, og som en interesseret fik lov at afhente.
– Det gør mig glad, at nogen kan bruge de ting herfra, og det passer godt ind i vores bæredygtighedsprincip. Vi vil gerne have omtanke i hele projektet, fx hvordan vi kan genbruge, og så giver det god mening at give det eksisterende indbo nyt liv, siger Jesper Steen Tastesen.
Tasfo Selskaberne har foruden de mange anekdoter om stedet også modtaget en mappe med billeder af stedet, samt sådan cirka 300 nøgler.
Nakkebølle Sanatorium bliver det fjerde store istandsættelsesprojekt, som Tasfo går i gang med, og på deres hjemmeside og sociale medier kan du læse meget mere om sanatoriet og løbende følge med i planerne for den sydfynske perle.
NAKKEBØLLE SANATORIUM GENNEM TIDEN
Ejendommen i Nakkebølle er opført i 1908 og har dermed en lang historie bag sig. Oprindeligt blev stedet indrettet som tuberkulosehjem. Herefter har der periodevis har været flygtningecenter, samt forskellige former for undervisning, højskole, opholdssted og søfartsskole.
1906 – Nationalforeningen til bekæmpelse af tuberkulose køber jorden og opfører sanatoriet ved nakkebølle Fjord
1908 – Stedet åbner og drives som tuberkulosesanatorium frem til 1984
1984 – Bygningerne står tomme, og der forhandles om forskellige anvendelsesmuligheder, fx Nakkebølle Seniorcenter
1986, januar – Direktør Kaj Mogensen køber sanatoriet af Nationalforeningen. Han har planer om et hotel-, kongres og kulturcenter – Hotel Nakkebølle Slot
1986, juni – Dansk Flygtningehjælp lejer sig ind og driver flygtningecenter frem til maj 1987
1988 – Sanatoriet kommer på tvangsauktion den 15. december
1989 – Sammenslutningen af Firmafunktionærer køber sanatoriet i juli
1989 – Røde kors lejer sig ind og driver asylcenter fra december og frem til 1996
1996 – Bygningerne står tomme fremt il 1998
1998 – Fælleseje køber sanatoriet og lejer det ud til fx skolevirksomhed
2001 – Sanatoriet udlejes til asylcenter frem til 2003
2019 – Tvind går konkurs og Nakkebølles sættes til salg