Lars Kensmark ny formand i Helios – stor medlemsfest venter

Den nye formand for Helios, Lars Kensmark. Foto: Henrik Poulsen

Helios Teatret har fået ny formand.

Det er Lars Kensmark, der har afløst Svend Erik Andersen på posten.

Lars Kensmark der til daglig er praktiserende læge hos Lægerne i Holkegade, har for år tilbage været aktiv i foreningen, og har nu fået mod på at prøve kræfter med formandsposten i den populære forening.

- Annonce -

– Mit ønske er at åbne kulturhuset endnu mere op mod omverdenen og byens andre foreninger. Huset må gerne summe endnu mere af liv. Man kunne ligefrem forestille sig, at vi kunne lægge rammer til forskellige festivaller. Det kunne være en lyrikfestival, en festival for podcastere, for E-sport eller ligende, fortæller Kensmark.

– Det ligger dog lidt ud i fremtiden. Første opgave bliver at arbejde på et endnu bedre samspil med de forskellige brugere af Helios, understreger den nye formand.

Modsat mange andre foreninger så har Helios ikke problemer med medlemsskaren.
I øjeblikket er der ca. 300 medlemmer af biografforeningen, hvoraf de 100 er aktive, og årsagen til at Faaborg har sin egen biograf.

De bliver alle fejret ved en stor medlemsfest den 15. september i Helios.

– Det bliver en festaften med bobler i glasset, levende musik og pindemadder.
Narturligvis skal vi også se film. Der bliver en kortfilm fra Station Next og en rigtig god actionfilm – Baby Driver på lærredet denne aften. Vi laver også en lille talk med de tre seneste formænd på scenen. Det bliver Claus Jensen, Svend Erik Andersen og jeg selv, fortæller Lars Kensmark.

Ønsker du at blive medlem af Helios og deltage i festen, kan et medlemsskort købes i biografen. Det koster 100 kr. om året at være medlem af foreningen.

Her ser du programmet for medlemsfesten:

19.00 Ankomst
Gæsterne ankommer, gerne festklædte – til toner fra Adlon Kvartetten. Formanden byder velkommen, og der mingles i foyeren med drink i den ene hånd og pindemad i den anden.

20.40 Talks på scenen
Gæsterne finder deres pladser i den store sal. Aftenens konferencier, Teddy Bruslund fra TV2, leder os sikkert gennem talks med de tre formænd om Helios de første fem år og hvad fremtiden kan indeholde for Helios Biografforening.

21.00 Film Fyn & Helios
Julie Milling fra Film Fyn fortæller om den særlige forbindelse mellem Film Fyn og Helios.

21.15 Station Next – Kortfilm
Station Next viser en film, udvalgt af det lokale filmmiljø.

21.30 Aftenens film: Baby Driver
Action-komedien “Baby Driver” følger den unge flugtbilist, der går under dæknavnet Baby. Han arbejder for den kriminelle Doc, som sender ham ud på vilde røverier med forbryderne Buddy, Darling og Bats.

23.30 Cafe Soze og baren er åben.
Cafe Soze sælger kaffe. Biografforeningen står for barsalget. Overskuddet herfra går til Helios-Teatrets Biografforening.