Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Privat

Èn gang om måneden mødes børn og voksne et sted i den sydfynske natur og nyder fællesskab, samvær og nærvær. Frivillige ildsjæle søger for, at der tændes bål og kan bages pandekager, og så har de altid en aktivitet i ærmet, som samler alles opmærksomhed på en fælles oplevelse i naturen. Mød Spirerne, der denne dag skal på troldejagt.

Det er søndag, og klokken er lidt i 10. På det anviste sted for dagens ude-oplevelser parkerer flere biler, og børnefamilier stiger ud. Alle er iklædt termodragter, huer, støvler og andet varmt tøj, for selvom solen skinner, og luften er fyldt med fuglefløjt, så viser termometeret blot tre grader, og det tynde snelag på jorden vidner om, at vinteren endnu ikke helt har sluppet sit tag.

- Annonce -

Små fodspor i uforudsigelige mønstre vidner om barneleg, og sporerne fører direkte hen til den nærmeste vandpytte, hvor termostøvlerne i hurtige hop får brudt den tynde isskorpe, og en spæd barnestemme udbryder imponeret: ‘wauw, der er is!’

Mens vandpytternes frosne overflader brydes med begejstring lang grusvejen, bevæger familierne sig roligt mod skoven og mødestedet. Forventningerne er store, for dagens tema er troldejagt.

Fællesskab i flyverdragt
Fra grusvejen drejer familierne til venstre op mod granskoven, og langsomt blander duften af røg sig med duftene af frost og gran. Der lyder glade stemmer, og ud mellem granerne suser en lille skikkelse i flyverdragt og råber glad: ‘kom indenfor!’ Hulebyggeriet er i gang for nogle af de tidligst ankomne, mens andre har hældt mel, mælk og æg sammen i en skål og er ved at piske dej sammen til pandekagerne.

Spirerne er et gratis tilbud til børnefamilier, og hver fjerde søndag året rundt mødes de i naturen til nogle hyggelige timer, og der venter altid en spændende aktivitet. Det er to frivillige fra FDF Svanninge-Faaborg, Rikke Frederiksen og Mads Rasmussen, der planlægger turene og aktiviteterne, og der var flere grunde til, at de valgte at starte Spirerne.

– Vi manglede en måde at underholde børnene på i weekenderne, som ikke var legeaftaler, og som børnefamilie kendte vi flere, som kunne være interesseret, fortæller Rikke Frederiksen.

Sammen med Jens har Rikke to børn, Emilie på 3 år og Marie på 6 år, og de glæder sig hver gang, når det er Spirer-søndag. Denne søndag er det granskoven i deres egen baghave ved Svanninge Skovservice, der lægger område til, men hver gang mødes de et nyt sted.

– Det er en del af konceptet, at vi kommer lidt rundt og ser forskellige steder. På den måde er det nemmere for familierne efterfølgende at bruge områderne, siger Rikke Frederiksen.

Således har Spirerne været på bådebygger-tur ved Rislebækken i Sollerup skov, på naturformidlingstur i Svanninge Bjerge og på gåtur med snitteknive ved Knagelbjerg.

Rikke har altid selv været FDF’er, og selvom Spirerne ikke er en del af FDF, så håber hun, at nogle af Spirerne måske starter til FDF, når de når skolealderen.

Den vilde troldejagt
Børn og voksne kaldes til samling ved bålet, og straks er store barneøjne rettet mod Rikke.

I vinterferien, fortæller Rikke, mens der øjeblikkeligt bliver ro blandt tilhørerne, holdt skovtroldene til på Øhavsmuseet, hvor de havde hørt, at der var en troldehøj. Med forårets komme er det dog blevet for varmt for dem på Sydfyn, og derfor er troldene begyndt deres vandring nordpå mod Norge. Men skovtrolde kan ikke tåle dagslys, og netop som de vandrede gennem Svanninge Bjerge, ramte sollyset dem, og nu sidder de forstenet rundt omkring i skoven, indtil månelyset atter titter frem.

Skovtroldene var så optaget af at lege i sneen, det kunne Rikke se på deres fodspor denne morgen, at de ikke nåede at gemme sig væk, og nu skal de alle ud og se, om de kan finde de små skovtrolde, måske har de gemt sig oppe i træerne.

Der udleveres et kort over skoven og mulige gemmesteder, og snart er bålpladsen forladt, og skoven summer af liv og stemmer fra flere retninger.

En gruppe på tre familier har spottet den første trold, og her skal de løse en opgave, for troldene vil gerne have en lille hule at gemme sig i, når de vågner.

Engla på fem år og hendes mor, Sara, går i gang med at samle grangrene, pinde, mos og et par kogler til at pynte hulen med. De deltager næsten hver gang, Spirerne mødes, og det er ikke svært at lokke Engla ud i naturen.

– Hun ‘går til Spirer’, kalder hun det, og hun glæder sig hver gang. Det giver os en mulighed for at være sammen udenfor rammerne i hjemmet. Og hvis man ikke selv er så kreativ, så bliver der arrangeret noget for én her, som man kan blive inspireret af, forklarer Sara Boisen.

Der skal laves vægge og tag, og liggende på knæ i skovbunden samarbejder børn og voksne om at skabe lune gemmesteder til de forfrosne skovtrolde. En pind bliver til en skorsten og mos-bunker gør hulen tæt. Stolte børn fortsætter vandringen gennem skoven på jagt efter den næste trold.

På sporet af noget
Længere oppe i skoven ligger femårige Henning på knæ under snedækkede grangrene og kigger efter spor i skovbunden. Trolden har givet dem til opgave at se, hvor mange forskellige spor, de kan finde, og Henning er dybt koncentreret, mens far Lars studerer kortet og sammenligner sporerne. Måske er det spor fra et rådyr? De kigger sammen på kortet og igen på sporerne i sneen.

– Når vi først er afsted, så glæder børnene sig. Det her er både hyggetid og kvalitetstid. Det er rart, at vi er flere familier sammen, at det er arrangeret for os, og det bare er at melde sig til, siger Lars Mikkelsen.

Pludseligt finder flokken en afgnavet majskolbe, og hvem kan mon have spist den? Egernet, bliver de hurtigt enige om. Men nu rækker enigheden ikke længere, for Marie på 6 år har fundet et stort og farligt spor. ‘Det er en ulv!’ udbryder hun, og flere af børnene spærrer øjnene op. Hurtigt får Maries far, Jens, beroliget sporjægerne, for med al sandsynlighed er der tale om et spor fra onkels hund, Balder.

Således beroliget kan turen gå videre på jagt efter næste trold og næste opgave. Når alle troldene er fundet, venter der hygge om bålet med varm kaffe og nybagte pandekager, og de kan alle begynde at se frem til næste søndag om fire uger, hvor de atter skal samles ude i naturen.

FDF Spirer

Holdet er et tilbud til familier, der gerne vil opleve naturen sammen med deres børn. Her er der leg, naturaktiviteter, bål, sang og hygge.

Tilbuddet er for alle, der har lyst til at være med i FDF Spirer fællesskabet.

Spirerne bliver administreret af FDF Svanninge-Faaborg, men det er ikke et krav, at man er medlem af FDF for at være med i Spirerne. Spirerne er et gratis tilbud, og de frivillige håber, det vil inspirere flere familier til at være sammen med deres børn i den flotte natur, vi er omgivet af i Faaborg.

Aktiviteterne er primært for børn fra 3-6 år, men børn under 3 år er også meget velkommen.

Udsagn fra Spirer-forældre på Facebook

“Vi har lavet ting, jeg ikke selv ville have tænkt på. Det er en perfekt social aktivitet, hvor voksne også kan drikke en kop kaffe (oftest kold, fordi der lige er noget, man skal se), og børnene kan lege. Og så synes jeg, det er hyggeligt at være med til at lave en aktivitet med børnene. Altså en perfekt måde at hverve nye medlemmer og ledere. Og man er altid glad, når man tager hjem.”

“Jeg synes, I har ramt en rigtig fin balance mellem aktiviteter og plads til børnenes egen leg og fordybelse. Det er let at komme og være med til.”