Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Privat / Jørn Ungstrup
Gennem snart 50 år har Kishore Thadani behandlet patienter i Faaborg. Først på sygehuset, senere i egen klinik og nu i eget hjem. Han kan slet ikke lade være, fortæller han. Overskuddet fra de mange arbejdstimer bruger han bl.a. på sin passion for biler med mange hestekræfter og en årlig rejse ned til sin familie i Indien. Læs med om den karismatiske fysioterapeut, der her i februar fejrer sin 70-års fødselsdag.
– Min største plan er at fortsætte mit liv, som det er. Jeg har aldrig fortrudt noget, no regrets. Faaborg er paradis på jorden for mig, og det vil jeg aldrig bytte for noget.
Det store parcelhus og den store, sorte Jaguar i garagen vidner om en mand, der har tjent mange penge. Indenfor vidner nisser, lakridskonfekt og instant-kaffe om en mand, der har taget dansk kultur til sig i hjertet, mens det tændte TV vidner om en mand, der trods mange daglige gøremål ofte føler sig alene i det tomme hus. Thadani er hverken bange for at tale om ellers ofte tabu-belagte emner som økonomi eller ensomhed. Kom med helt tæt på hele Faaborgs fysioterapeut.
Rugbrød versus tikka masala
Klokken er 11, og Thadani åbner døren og byder velkommen med høj energi og et bredt smil. Han bevæger sig rask ind gennem køkkenet, ind i stuerne og forklarer, at det 14 meter lange hus er træningsbane for hans morgenrutine. Halvanden time spæner han afsted fra den ene ende af huset til den anden, for det er vigtigt at holde sig i form.
Nu er han landet i sofaen og klar til at fortælle om sit liv som fysioterapeut i Faaborg, og faktisk var det ganske tilfældigt, at det netop blev Danmark, der blev destination for udlængslen.
– Jeg var færdiguddannet fysioterapeut og ville til et engelsk-talende land, USA eller Australien, men der var syv års ventetid på visum. Så min far foreslog Skandinavien. Jeg søgte 100 stillinger i Norge og 50 i Danmark. Tre svarede ja. To af dem var i Norge og én i Danmark. Min far sagde, jeg skulle vælge Faaborg, fordi det ikke er så koldt, som i Norge.
Dermed landede Thadani i 1974 som 21-årig i lufthavnen i København. Her startede de første vanskeligheder. Det var første gang, den unge mand skulle forlade Indien, og han havde pakket alle sine papirer i bagagen, som uheldigvis var blevet væk undervejs. Heldigvis kunne en overlæge fra Faaborg sygehus bekræfte, at de havde ansat en indisk fysioterapeut, og Thadani fik lov til at rejse til Sydfyn. I sin lejlighed ovenover sygehuset, havde han nu blot en fysioterapeutuniform med blå bukser og en hvid bluse, og han var mere end klar til at påbegynde arbejdet.
Men nu ventede endnu en udfordring. For i 1974 ændredes reglerne, så udenlandske uddannelser ikke umiddelbart kunne anerkendes i Danmark. Thadani fik 12 måneder til at lære at tale dansk og bestå alle eksaminerne til fysioterapeut.
– Jeg gik på aftenskole, når jeg havde fri, og jeg var tæt på at rejse hjem igen. Jeg var træt af vejret, træt af sproget og mest af alt træt af maden. Så sendte min far mig 1.000 dollars til at købe en bil for, så kunne jeg køre til Odense og besøge andre indere og spise indisk mad.
Thadani lærte hurtigt sproget gennem samtaler med sine mange patienter, og snart var der flere ting, som fik ham til at blive i det kolde nord. I de fem år, han boede på sygehuset, kom der et nyt hold sygepleje-elever hver niende måned, og her lærte Thadani en del om dansk kultur med fester de fleste weekender. Til en af disse fester mødte han en sød pige på Heimdal, og det afgjorde sagen – Thadani ville blive i Danmark.
– Jeg fik også en god ven, René Bonde. Vi var blevet sat sammen i mix-double i badminton, da de troede Kis, som jeg blev kaldt, var et pigenavn. Vi blev hurtigt gode venner, og faktisk lærte hans mor mig at kunne lide rugbrød med leverpostej, og hun sagde ofte: ‘Thadani skal altid have hundemad’.
Senere mødte Thadani en anden sød, dansk pige, Susanne. Denne gang på en bytur i Svendborg, og hende holdt han sammen med de følgende 40 år.
Danmarks største ydernummer
Selvom Thadani arbejdede 40 timer om ugen på sygehuset, så var han rastløs, når han havde fri klokken 16 om eftermiddagen. Derfor fik han, som den første offentligt ansatte fysioterapeut, et ydernummer, så han kunne behandle patienter privat.
– Jeg kunne nå at arbejde to timer hver morgen, og her tjente jeg det samme som på syv timer på sygehuset. I lang tid havde jeg den første patient klokken 5 og den sidste klokken 19.
Efter fem år fik Thadani i 1979 råd til at købe sin egen klinik, og her var der fart på. Omsætningen var på mere end to millioner om året, og regionen var forbløffet over det arbejde, der sædvanligvis ville svare til, hvor meget tre fysioterapeuter arbejder.
– De sagde, at jeg havde Danmarks største ydernummer. Jeg havde to kontordamer, og arbejdede fra tidligt morgen til sen aften. Hvis en patient ringede om aftenen, så spiste jeg lige færdigt, og så tog jeg afsted.
Det har aldrig været nødvendigt at annoncere, for kunderne er kommet helt af sig selv. Mange kom, og kommer fortsat, udenbys fra for at søge hjælp hos Thadani, og han behandler tilmed patienter, som startede hos ham tilbage i 1998. Her startede han nemlig op med ridefysioterapi, og der er stadig handicappede patienter på holdet, som startede for 24 år siden.
– Jeg ved ikke, hvad jeg gør anderledes. Men det er sikkert, at hvis en patient har ondt ét sted, så kigger jeg på hele kroppen, jeg tager det hele med. Jeg er patientens fysioterapeut – altid! Patienten og jeg skal være enige, og patienten skal være tilfreds, det er det, det handler om. Og så er jeg altid tilgængelig, så de kan få behandling her og nu.
Selv ser Thadani ikke en udfordring med de mange arbejdstimer, for som fysioterapeut er han i sit es. Her er der ingen tid til bekymringer, og så er det hyggeligt at være sammen med mennesker, forklarer han.
Ulykken
I 2010 satte en ulykke en stopper for Thadanis aktive arbejdsliv. En loftsstige ramte ham i brystkassen, og det medførte ødelagte discusskiver i nakken og en beskadiget nerve til stemmelæberne.
– Jeg kunne pludseligt ikke snakke. Jeg fik indopereret en silikonestav, som måske ville holde ét år – måske ti, sagde de. Jeg var meget bange, og jeg valgte at sælge klinikken. Det er det værste, jeg nogensinde har gjort.
Tiden blev pludselig lang for den aktive fysioterapeut, selvom han både fortsatte med at behandle patienter og være fysioterapeut for flere håndboldklubber på Fyn.
– Det bedste, der er sket i mit liv, er, at jeg har fået en søn. Det værste er, at jeg solgte min klinik. Men jeg vil fortsætte med at behandle, så længe mine hænder og min hjerne vil være med. Uden patienter er mit liv slut.
Susanne havde været ansat i klinikken gennem alle årene, og nu var de pludseligt i hjemmet hele dagen begge to, og de udviklede sig i hver deres retning. Så nu bor Thadani alene i det store hus, og han kan ikke fordrage at være alene.
– Jeg vil have min dag besat uden kedelige timer, og jeg vil gerne være sammen med mennesker hele tiden, uanset sammenhængen. Om det er idrætsudøvere, ældre, børn, handicappede, det gør ikke noget, bare jeg er sammen med andre. Og det er jo også det, dansk hygge er. Det tomme hus giver en ensomhed, og jeg håber på at finde en sød veninde.
Selvom alle dagene har et indhold med fællesskab, så er Thadani fortsat på jagt efter meningsfulde opgaver, gerne flere frivillige aktiviteter, foruden dem, han allerede har gennem bl.a. Røde Kors og håndbold-klubberne.
Når Thadani fejrer sine 70 år, bliver det alt andet end ensomt, for her er 110 venner inviteret til en aften med musik og dans, og så er Thadani i sit es!
En aktiv uge med Thadani
Mandag: ridefysioterapi
Tirsdag: gåtur med motionister i Svanninge Bakker
Onsdag: bordtennis og hjertemotion, møde i Lions hver anden uge
Torsdag: mødes med skole-elever i Svanningehallen
Fredag: bordtennis
Lørdag/søndag: ridning og de fleste weekender fysioterapeut for Tveds holdbold-kvinder
Herudover har Thadani frivillige våge-opgaver for Røde Kors, og så behandler han hver uge flere patienter fra sin klinik i kælderen.
Thadani og bilerne
Den store indtjening har Thadani alle årene brugt på sin helt store passion, nemlig muskel-biler. Jo flere hestekræfter, jo bedre.
– Jeg er vild med biler, og jeg kunne købe dem, jeg ville. På et tidspunkt havde jeg fire biler: en sommerbil, en vinterbil, en bil til klinikken og en bil til Susanne. Biler er faktisk det eneste, jeg har brugt penge på.
Siden Thadani købte sin første bil i 1974, for de 1.000 dollars, hans far sendte, er det blevet til mange flere.
– Jeg tror, jeg har haft omkring 50 biler. Den første var en lille Mascot, og siden har jeg haft Volvo’er, flere sportsbiler og en enkelt Mercedes. Senest er det steget til en Jaguar med 550 heste. Det er nærmest en raket. Jeg går efter flest mulige hestekræfter, for jeg kan godt lide optrækket og lyden. Og selvom der godt kan komme lidt hjulspin, så overholder jeg altid fartgrænserne.
I hvert fald næsten, for det er blevet til blot fem fartbøder siden 1974, og her kørte Thadani ikke mere end 10 kilometer/timen for hurtigt.
Er der bud efter en flot bil til konfirmationskørsel, bryllup eller galla-fest, så stiller Thadani gerne op med sin muskel-bil og giver et lift.
Thadani og anekdoterne
Det er umuligt at indfange Thadani, man kan gøre et forsøg på af fange ham lidt og holde ham fast, for anekdoterne vælter ud fra et yderst mindeværdigt liv. Her får du et par stykker:
– Jeg kom til at tænke på den første fartbøde, jeg fik i min gule Mascot, gennem Nr. Lyndelse i 1975. jeg kørte lidt mere end det tilladte og blev stoppede af en motorcykel-betjent, som forlangte 500 kr i bøde, som ville blive tilsendt. Jeg spurgte ham, om vi ikke kunne dele med 250 til hver, det gjorde vi i Indien. Han var yderst flink og forklarede: I Danmark får politiet rimeligt løn ifht fx Indien, derfor vil jeg ikke tage mod bestikkelse, og hvis jeg accepterer de 250 kr, vil politi-kontoret altid finde ud af, hvilken betjent tog imod 250 kr, hvis jeg skulle fortælle nogen. Så risikerede han sit job. Han sagde yderligere, at jeg skulle ikke prøve at bestikke politiet en anden gang, så fik jeg større bøde. Det har jeg så ikke forsøgt siden. Man lærer det danske system med tiden.
– Jeg var engang på besøg i Manila, hvor min forældre var udstationeret gennem Asien Development Bank, og Air Force One med den amerikanske præsident besøgte deres bridge klub . Min far var ingeniør og arbejdede også for World Bank. I denne forbindelse præsenterede min far mig for ham, og fortalte, jeg havde egen klinik i Faaborg (to impress mister President, forhåbentlig). Alle har ondt i ryggen, derfor skulle han prøve min behandling. Jeg havde mange års tavshedspligt, og jeg fortæller stadig ikke, hvilken præsident, det var.
– Om søndagen hører jeg altid Giro 413 i radioen fra klokken 12.15 – 14, for jeg elsker gammel musik. Johnny Reimer sang til min 50-års fødselsdag, og jeg elsker musik med Birte Kjær, Gustav Winkler, Otto Brandenburg, Ketty Bødker og John Mogensen. Jeg elsker også at feste, jeg elsker at danse, og jeg elsker Sinatra og at synge. Til alle mine fester har jeg sunget ‘Når jeg tænker på lille Alvilda’ for mine gæster.
