Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / privat
Under pigtrådsbølgen i 60’erne vrimlede det frem med nye rockbands i hele landet. Faaborg havde mindst fire af slagsen, og det ene består endnu – med de originale medlemmer. Mød de lokale legender i Black Batmen, der øver i en privat garage og fortsat tager ud og optræder med deres hårdtslående cover-numre.
I perlestene foran Bennys garage står Karl med hænderne fyldt med grej, han netop har taget op fra bagagerummet af sin bil. Han skridter hen mod lågen, som han adræt åbner med den ene fod, inden han fortsætter hen mod garage-døren. Indenfor slår varmen ham imøde, for Benny har tændt op i brændeovnen, så frostgraderne ikke forstyrrer de rutinerede musikere.
– Ja, Benny er bandets praktiske gris, der er altid stillet op, når vi andre kommer, og vi er aldrig gået ned på varme, griner Karl.
Benny har forvandlet garagen til et veludstyret øvelokale, hvor svejseværk, trælægter, save og boremaskiner har måttet vige pladsen for forstærkere, ledninger, mikrofoner, mixer og trommesæt.
– Hvordan har I fundet på at skrive om os, er det virkelig interessant med sådan nogle gamle røvhuller? Vi har selvfølgelig været med fra starten af alle fire, og det er da lidt særligt, siger Karl.
Karl her ret, det er faktisk ganske usædvanligt, at et 60’er rockband fortsat består, uden at nyere, yngre kræfter er kommet ind. Faktisk skyder de selv på, at de er de eneste. Men Black Batmen er fortsat i fuld vigør, og de mødes hver anden uge i Bennys garage for at øve de covernumre, de har på repertoiret.
– Tidligere havde vi 60-65 numre, og det var korte numre, maks tre minutter, for så var der ikke flere riller på en singleplade, griner Karl.
Rock i teknologiens tidsalder
Udstyret er stillet op, mikrofoner, strenge og remme er indstillet, og nu skal lyden lige helt på plads. Men fra mixeren lyder Bennys undrende stemme, for det er blevet noget nær et helt ritual at få gang i mixeren.
– Er der noget, der er muted? Arne, dap lige på din mikrofon. Nu siger bassen ikke noget. Der er jo slet ikke nogen ledning i, hvorfor er der ikke det, det plejer der da at være, spørger Benny ud i lokalet.
– Uden lyd på bassen er du solist, Arne. Argh, nu blev det meget højt, Benny, det er lige på hylegrænsen. Skru det hele ned på den store røde. Nu er der slet ingen lyd her, det kan sgu da ikke passe, siger Karl.
Efter instrukserne får Benny mixeren indstillet, og fra trommesættet bagest i lokalet kan Tekla nu slå takten an, så dagens første nummer kan komme i gang … eller næsten. For i front står Karl og scroller på sin Ipad.
– Selv efter 50 år på scenen kan jeg ikke mine tekster, griner Karl, mens de andre venter tålmodigt.
Teksten er fundet og melodien ligeledes. Rummet fyldes af hårde, velkendte toner og trestemmig vokaler. Aaaah, na, na, na, na. Let’s twist again … Samtlige fødder i lokalet vipper i takt, og Arne rækker hænderne over hovedet og klapper rytmisk som for at opmuntre et imaginært publikum.
Rocken lever i bedste velgående i Bennys garage.
Det næste nummer, forklarer Karl fra sin mikrofon, handler om en lille, fattig dreng, der ikke ved, hvordan han skal gøre sin kæreste tilfreds.
– Det har vi også stadig svært ved, lyder en tør kommentar fra Benny.
Rocktonerne tager over igen, og Karl giver den ekstra gas, da han synger: ‘This world has lost its glory …’
I en kort pause mellem to numre tørres der sved af panderne og sendes lange blikke i retning af kaffekanderne.
Venner og livsvidner
Settet er ikke færdigt, og luften fyldes atter med toner fra dengang, verden var af lave. Dog er tonelejet sat 2-3 toner ned: ‘She loves you, yeah, yeah, yeah, and you know you should be glad.’
De fire rockende venner mødtes førte gang tilbage i 1964, fortæller de forpustet inden næste nummer. De kom fra forskellige skoler, men kunne samles om musikken.
– Alle var med i et rockband, og mange troede, at de kunne score på den måde. Men det er misforstået, berømthed er noget opreklameret fis. Det er hyggeligt at spille musik sammen, og i vores unge dage fik vi gåsehud, når vi hørte et nyt Beatles-nummer, forklarer Arne.
Venskabet er helt særligt, og det har udviklet sig gennem tiden.
– Det har handlet om musik hele vejen, men nu er det personerne, der bærer det igennem. Vi deler stort og småt og hjælper hinanden. Vi spiller efterhånden kun en time, og så snakker vi over kaffen. Det er noget helt specielt med teenage-vennerne, siger Arne.
Næste nummer skal igang, og her har Tekla en særlig rolle. Han tager plads ved trommesættet og tørrer atter panden.
– Det her er det eneste top-nummer, jeg har, konstaterer Tekla, der også har det borgerlige navn, Niels.
– Ja, vi har jo valgt at placeret de pæneste bagest, så mig og Karl står i front. Tekla synger for på dette ene Cliff-nummer, og så er han glad, og så vælter damerne hen over scenen, griner Arne.
Koret går i gang: ‘Da, da, da, da, da, woo, woooh.’ Og Tekla følger trop: ‘Now you may not be good looking, and you may not be too rich. But you’ll never, ever be alone, ’cause you’ve got lucky lips.’
De bedste anekdoter
Benny byder ind på dagens spilleliste og foreslår ‘If i were a Carpenter’, og efter en kort omstillingstid lyder der atter velkendte strofer i garagen: ‘Save my love through loneliness, save my love through sorrow. I give you my only-ness, give me your tomorrow.’
Karl lægger an til sin guitar-solo, og Arne genfinder ungdommens scene-optræden. Fødderne vipper mere og mere intenst. Det ene ben sættes foran det andet, og hele kroppen læses fremover og rocker nu i takt til guitarens intense lyd, og til sidst letter han i rytmiske hop, mens han brøler i mikrofonen: ‘hey, hey!’
Da nummeret er færdigt, og applausen har lagt sig, vil journalisten gerne vide, om der er nogen i bandet, der har fået tinnitus af årene med høj musik. De udbryder alle i kor: ‘Hvad?’ Og spørgsmålet må gentages. Alle med undtagelse af Benny har faktisk tinnitus, og de er sikre på, at Benny også har det – han kan nok bare ikke høre det.
Sidste nummer er spillet, instrumenterne sættes væk, kaffen hældes op, og Black Batmen sender tankerne tilbage i tiden. De har haft flere mindeværdige oplevelser gennem årene, både af de positive og de mindre positive.
– Vi skulle spille til en rockfest i Odense, hvor bl.a. Peter Belli og Nalle skulle spille. Da det blev vores tur til at gå på scenen, annoncerede arrangørerne, at buffeten var åben. Så vi spillede næsten for en tom sal, vi kunne ikke konkurrere med en buffet med mad. Men jeg ved ikke, hvad der var værst, at vi skulle spille uden publikum, eller at vi kom sidst til buffeten, griner Benny.
Det bedste minde stammer fra Faaborg, hvor der var arrangeret en Beatles-koncert på Torvet.
– Her kom et af Danmarks bedste Beatles-kopi-bands, kan jeg huske. Og i kraft af vores alder, deler vi jo historie med mange i Faaborg, og den modtagelse, vi fik, da vi gik på scene. Den viste os, at Faaborg er vores hjemmebane, fortæller Tekla.
Alle nikker samtykkende og snupper et stykke kage til kaffen.
– Og så var det dengang, hvor Tekla røg ned af scenen, og ringen på hans fingeren hang fast. Han måtte sys med 17 sting, og koncerten blev aflyst. Der gik rygter om, at vores trommeslager var gået amok og havde stage-divet, fortæller Karl smilende.
Samtlige medlemmer er rundet 70 år, men de har ingen planer om at stoppe. Så længe de enten kan stå op eller sidde på en stol, bliver de ved med at rocke sammen.
Black Batmen – starten og genfødslen
Faaborg: Året er 1964. Pigtrådsmusikken har for alvor gjort sit indtog i Danmark, og The Shadows og Beatles inspirerer de unge i stort set hver en flække i Danmark. Også Tommy Holm i Faaborg, der lige er blevet konfirmeret. For sine konfirmationspenge går han ud og investerer i en el-guitar. Men der skal flere til at lave et orkester, så han får de tre kammerater Kurt Christensen, Tonni Temmesen og Karl Pedersen med. Det bliver starten på Faaborgs bedste pigtrådsorkester: Black Batmen. Gennem det næste år sker der en del udskiftninger i det unge band, og besætningen ender med at bestå af Karl Pedersen, Tommy Holm, Benny Nielsen, Elo Palander og Niels “Tekla” Andersen. Navnet Black Batmen opstår, efter Tommy Holms far har set en engelsk artikel om et sydafrikansk crickethold med sorte “bat-mænd”. Det var ret usædvanligt med sorte spillere i cricket, og overskriften på artiklen havde titlen: The black batmen strikes again.
I 1967 kulminerer det hele. Black Batmen stillede op til fynsmesterskabet i pigtråd i Fyens Forum, som var den største scene på Fyn. De konkurrerer mod 21 andre orkestre, og de vinder førtepladsen foran tusindvis af skrigende piger. Herefter bliver drengene virkelig populære. De har op til tre spillejobs om ugen og skriver autografer og fester løs, mens de passer arbejde og uddannelse ved siden af.
Men allerede i slutningen af 1968 går bandet i opløsning igen, for – som de skriver på deres hjemmeside: “Som så mange andre bands lukkede man ned sidst i 60’erne på grund af militærtjeneste, kærester og det faktum, at man var ved at blive ældre! Folk over tyve var jo både gift og havde fået børn og alt muligt.”
Først 35 år senere, i 2002, samledes bandet igen. Her blev Elo Palander kontaktet af foreningen Rock med Rynker, der samlede pigtrådsorkestre fra 60’erne. De ville høre, om Elo kunne samle det originale band til en koncert.
Elo ringede rundt, og de seks gutter: Benny, Niels, Elo, Arne, Karl og Tommy mødtes igen. Der var sket meget på over 30 år, og det var svært at genkende hinanden, men efter fem minutter ved køkkenbordet var alt som i gamle dage. Kemien var der stadig, men det springende punkt var nu, om de stadig kunne spille sammen.
De seks mænd trak ud i Bennys garage og prøvede at spille Sweet Little Sixteen.
Bagefter så de på hinanden og sagde: Hvad skete der? Vi spillede den sgu! Tre måneder senere optrådte de atter live sammen – til Klinterock i Faaborg. I dag består bandet af fire medlemmer: Karl Petersen (sang og guitar), Niels ‘Tekla’ Andersen (trommer), Arne Lund (sang og guitar) og Benny Nielsen (bas)
