Mandag udsendte FFV Varme en meddelelse omkring prisen på fjernvarme i 2023.
Mange fjernvarmekunder har ventet i spænding på den nyhed, men der er desværre ikke udsigt til nogle tidlige julegaver.
 
– Der er fortsat stor usikkerhed om energipriserne i den kommende tid. Vi har i efteråret set faldende priser på el og naturgas, efter sommerens rekordhøje priser. Nu er priserne på vej op igen, og en hård vinter kan få priserne til at stige til nye rekorder, hedder det.
 
Fjernvarmeprisen for 2023 vil derfor være uændret i forhold til prisen for oktober-december 2022, nemlig 125 øre/kWh.
 
En pris der har været gældende i de nævnte måneder, efter en stigning på 150% fra de 50 øre/kWh som var prisen i de første ni måneder af 2022.
 
– Som fjernvarmeselskab er vi forpligtet til at varsle prisstigninger, der medfører væsentlig stigning i varmepris, med tre måneders varsel. Det gør det vanskeligt at regulere varmeprisen, når energipriserne svinger så meget, som vi ser aktuelt. Falder elprisen fx i december, og vi sætter varmeprisen ned, og stiger elprisen så igen i januar, så vil vi først kunne hæve varmeprisen igen i maj måned, forklarer FFV Varme.
 
Som fjernvarmeforbruger kan man dog være helt tryg ved, at fjernvarmeselskabet ikke må have overskud. Bliver der opkrævet for meget i et år, vil det altså blive indregnet i varmeprisen det efterfølgende år og dermed tilbagebetalt til forbrugerne, lyder løftet.
 
Samtidig meddeler FFV, at udvidelsen af fjernvarmenettet til Faaborg nordvest, Strandgårdsparken og Sundbrinken kører planmæssigt. Man afventer en deadline for modtagelsen af tilbud den 12. januar 2023, hvorefter der vil blive meldt nærmere informationer ud om pris, grov tidsplan og frist for bindende tilmelding til fjernvarme.
- Annonce -