Jack Odgaard er klar til Venstre, og Venstre er klar til Jack Odgaard.
Det slog parterne fast overfor Det Rigtige Faaborg tirsdag middag, en uge efter at Odgaard forlod Dansk Folkeparti og sin mangeårige politiske følgesvend Anne Møllegaard Mortensen.
Venstres to grand old men: Bo Petersen og Erik Lundgreen, der tilsammen har mere end 60 års medlemsskab af partiet, ser frem til at rumme den tidligere DF’er i den nuværende byrådsgruppe.
– Vores medlemmer af kommunalbestyrelsen har været med hele vejen igennem, og bakker fuldt ud op om, at Jack Odgaard fremover repræsenterer Venstre. Jack har jo et kæmpe hjerte, der banker for dem, der bliver dårligt behandlet, og den egenskab kan vi sagtens bruge i Venstre, fortæller Venstre-formand Bo Petersen.
Odgaard fortæller, at han har været i kontakt med flere partier og lister, men hvem der tog den første kontakt i forhold til at få Jack i Venstres medlemskartotek, fortaber sig denne eftermiddag tilsyneladende lidt i glemslens tåger, spørgsmålet bliver besvaret med lidt fælles mumleri.
Jack Odgaard er ud over sit store hjerte, også kendt for at være impulsiv og direkte, og så er han ikke bange for at gå imod strømmen, hvis han har en holdning, han vil kæmpe for, og den egenskab er der blevet talt en del om.
– Jeg ved, at jeg sommetider er lidt hurtig på aftrækkeren, men jeg er også stor nok til at give en undskyldning, hvis det viser sig, at jeg har taget fejl, siger Odgaard med et glimt i øjet, der viser, at det ikke er første gang de to venstre mænd, vender lige præcis det emne med deres nye medlem.
– Jack kommer sikkert også til at være uenig med Venstre på nogle områder, men så forventer vi, at han lige klarer det af med den øvrige del af gruppen, inden han går ud i offentligheden. Uenigheder har vi nemlig både albuerum og lofthøjde til i Venstre, siger Erik Lundgreen, og nævner han og Bo Petersen heller ikke er enige omkring en mulig Als/Fyn forbindelse, men understreger, at det ingen problemer giver i det daglige arbejde.
Kommunalbestyrelsen har i skrivende stund endnu en løsgænger, nemlig SF’eren Lea Haahr. Kan hun mon også være på vej til Venstre?
– Altså jeg kender Lea som en dygtig og rar pige, men der er ingen aktuelle planer, om at præsentere Lea som venstrekvinde, slutter Bo Petersen.