Den har ligget og luret nogle måneder. Den dystre fremtid for Min Købmand i Haastrup. Siden energikrisen resulterede i en skyhøje el-regninger til købmandsparret Anne og Kent Gregersen. Regninger der på endda ganske kort sigt, vil vælte parret økonomisk omkuld.
Torsdag aften var der borgermøde i landsbyens forsamlingshus, hvor der blev lagt en plan for fremtiden, der skal sikre købmanden i bjergbyen.

Mere end 150 personer var mødt op for at høre, hvordan Anne og Kent Gregersen vil klare sig igennem de svære tider, og sikre butikken for fremtiden med hjælp og støtte fra lokalsamfundet.

Købmandsparret vil gennemføre en total energirenovering af butikken, og blandt andet lade solceller producere den dyre strøm, der holder varerne kolde og sørger for lys i butikken. Selvom der er flere scenarier at gå videre med, så er det fælles for dem, at købmandsparret har brug for at låne penge, og det er her landsbyens beboere kommer ind i billedet.

- Annonce -
Der var flot opbakning til købmandsparret på borgermødet.

Planen er, at alle interesserede kan yde et lån, på meget favorable vilkår, til købmanden.
– Man skal udlåne mindst 1000 kr., men der er ingen øvre grænse. På mødet var der enighed om at gå efter den dyreste løsning, der koster 1.350.000 kr., så er der penge til at fremtidssikre Købmanden i Haastrup i forhold til energiforbruget. Der bliver til nye kølere, en luft til vand pumpe og solceller på taget, fortæller Anstina Krogh fra Haastrup, der selv deltog i mødet.

Rent praktisk forgår låneforretningen sådan, at man som privatperson udlåner et beløb til købmandensparret. Et lån der dog først tilbagebetales den dag at Anne og Kent Gregersen ikke længere ejer købmandsbutikken i Haastrup. Lånet forrentes med 0,5 % med første rentetilskrivning om ni år, så der altså ikke tale om en lukrativ forretning for dem, der vælger at støtte købmanden, men gevinsten kommer i form af at bevare butikken i lokalsamfundet.

– Vi er klar over, at det naturligvis ikke er alle, der kan stille penge til rådighed for projektet, men handler ved købmanden, så er man jo også med til at støtte, fortæller Anstina Krogh, der sidder i det lokale udviklingsråd.

Anstina Krogh fra udviklingsrådet i Haastrup er en af de mange, der kæmper for at bevare den lokale købmand

De første mange penge lå allerede klar til udlån inden mødet var slut i går.
Udviklingsrådet i Haastrup valgte således at stille 200.000 kr. til rådighed for projektet, og den lokale erhvervsmand Peter Jensen valgte så at gøre det samme. Så de første 400.000 kr. står allerede klar som et lån til energirenoveringen.

Er man interesseret i at låne penge ud til projektet, kan man henvende sig til købmanden med sit tilsagn senest den 25. oktober. Her kan man også løbende følge status på lånemissionen.