Da den sidste is var langet over disken hos Vaffelbageren i Faaborg, sluttede også en æra med Jesper Pedersen som ismand i Faaborg. Han har nemlig solgt butikken, og forlader byen for denne gang, efter 17 sæsoner i Faaborg.
– Ja, det er lidt vemodigt. Derfor har jeg også bedt om, at denne nyhed også først kommer ud efter min sidste åbningsdag. Jeg vil ikke stå her og tude med mine søde kunder, fortæller Jesper Pedersen.
Om årsagen til salget angiver han ønsket om mere fritid og mindre tid på landevejen.
– Nu har jeg i 16 år pendlet til og fra Faaborg, og har haft meget lange arbejdsdage hver dag i sommerperioden. Jeg piver ikke, og har været glad for butikken, Faaborg og mine kunder, men nu skal der ske noget andet, og så kom salget også i stand nærmest ved en tilfældighed, siger Jesper Pedersen.
Vaffelbageren er blevet solgt til Peter Laust Hansen, der blandt andet driver butikken House of SOQ, som også ligger i Torvegade, nærmest som genbo til isbutikken.
– Peter kom en dag herind for at købe en softicé, og så spurgte jeg for sjov, om han ikke ville købe hele maskinen. Det grinte vi lidt af, og så fløj det ud mig – “eller hele butikken”. Så spurgte Peter, om jeg mente det, og så sagde jeg ja. Så blev der lidt stille, men han sagde, at han ville overveje det. Det gjorde han så, men ikke ret længe. Kort tid efter kom der en SMS fra Peter, hvor han skrev, at han syntes, vi skulle tale videre om muligheden, og ja, så står vi her i dag, smiler Jesper Pedersen.
Den nye ejer af butikken Peter Laust Hansen skal ligesom Jesper Pedersen leje sig ind i lokalerne, og har ikke tænkt sig at ændre det store ved konceptet.
– Jesper har skabt den butik og det brand. Det virker, så det laver jeg ikke om på. Jeg har nogle idéer til småjusteringer, men ikke det vilde, og ikke til at starte med, fortæller den nye mand med vaffeljernet.
Peter Laust Hansen er en mand med mange jern i ilden, så han kommer ikke selv til at stå så meget bag isdisken, som Jesper Pedersen har gjort.
– Nej, det gør jeg ikke. Jesper har et stærkt hold af unge mennesker, om dem skal jeg tale med om mulighederne. De kender rutinerne og butikken, så dem glæder jeg mig til at tale med, siger han.
På vej ud af døren, vil Jesper Pedersen gerne sende en varm hilsen og en tak til faaborgenserne.