Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Privat
Det blot 20-årige håndboldtalent Simon Højmark har for nyligt skrevet kontrakt med den færøske klub Neistin og er fløjet til Thorshavn, hvor han den kommende sæson håber på at udvikle sig som venstre bak og playmaker. Men han håber også på at udvikle sig som menneske. Læs med om passionen for holdsporten, der er gået i arv fra to håndboldspillende forældre.
Midt i taskepakkeriet har Simon Højmark fundet tid til at fortælle om den kommende sæson, der for ham bliver helt speciel. Han flytter hjemmefra, langt væk hjemmefra, til en møbleret lejlighed i Thorshavn, stillet til rådighed af håndboldklubben Neistin, som han har skrevet kontrakt med.
Sammen med sin efterskolekammerat Tobias, har Simon jagtet en drøm om at tage på en fælles oplevelse, et fælles eventyr, som primært skulle bestå af håndbold. Nu er det lykkedes, flyet er lettet, og en hel håndboldsæson eller mere venter på Færøerne.
Hvordan startede din interesse i håndbold?
Jeg blev nærmest født med en bold i hånden. Begge mine forældre har spillet håndbold, og faktisk mødte de hinanden i Faaborghallen. Jeg var med til bold og leg, siden jeg var helt lille, og jeg har spillet i Faaborg altid. Jeg gik et år på efterskolen Hjemly og kom tilbage til Faaborg og har spillet lige siden.
Jeg var en af dem, der blev ved. Og så har jeg altid syntes, det var sjovt at spille. Siden jeg var 13-14 år har jeg spillet med nogle på min egen alder, eller nogle, der var ældre end mig. Så jeg har trænet rigtigt mange gange om ugen. Da jeg var en 14-15 år, kom jeg med ind over det, som hedder talenttræning. For hele Fyn skulle vi ende med at være 13, og jeg var én af dem. Så skulle vi møde et hold fra Sjælland, og der var yderligere udtagelse, hvor jeg var så heldig at blive udtaget igen.
Hvor meget træner du?
I år har det været meget forskelligt, for jeg har spillet rigtigt mange kampe. Jeg har spillet med i Faaborg ØH på U19 og på andetholdet, og i sommer var jeg så heldig og privilegeret at få lov at være med omkring førsteholdstruppen. Så jeg har typisk trænet tre gange om ugen, nogle gange fire, afhængigt af antal kampe. Nogle gange har der været to kampe om ugen.
Så er der selvfølgeligt alt det ved siden af, løbetræning og styrketræning, alt efter hvad kroppen kan holde til, og hvor træt man er, men helst to-tre gange om ugen.
Hvad er dine bedste kvaliteter som håndboldspiller?
Jeg spiller venstre bak og playmaker, hvilket er en god position qua min størrelse på 1.90 m. Min far spillede også derude, og han har lært mig rigtigt mange forskellige ting, der er gået mange timer hjemme med at øve. Min far har fx lært mig og mine to brødre glideteknik på stuegulvet.
Jeg tror, jeg har et blik for spillet. Jeg har et godt overblik på banen, og så tror jeg, at jeg er god til at se, hvor mulighederne er – i stedet for at køre død i, at vi skal løse et forsvar, som er svært – så er jeg hurtig til at se, hvor henne kan vi så straffe dem og bryde forsvaret. Jeg tror egentligt, at det, jeg er allerbedst til, er at sætte mine medspillere op. Sætte dem i situationer, hvor jeg ved, de er gode – spille en stregspiller, når han er fri og så videre. Og selvfølgelig kan jeg afslutte selv.
Og så kan jeg finde ud af at dække lidt op, jeg er ikke verdens bedste forsvarsspiller, men jeg kan da, og jeg synes, det er sjovt.
Hvad er din bedste håndboldoplevelse?
Jeg tror, at en af de oplevelser, der var med til virkeligt at give mig blod på tanden, var, at jeg fik min debut i en træningskamp i sommer for Faaborgs førstehold og var inde og kvitterede da også med et enkelt mål.
Ellers har jeg sammen med mit hold i år vundet vores række i førstedivision, og så har vi også vundet Fynsmesterskabet. Det, tror jeg, er noget af det, hvor det virkeligt har været sjovt. Jeg elsker at vinde, jeg vil vinde for enhver pris, men lige så meget, at dem, man spiller sammen med og får oplevelserne sammen med, er mennesker, som man holder af. Jeg har haft rigtigt mange gode holdkammerater omkring mig, og jeg har nydt at komme til træning og nydt at spille kampe med dem, så for mig er det vigtigt med et godt sammenhold, ellers fungerer tingene inde på banen ikke.
Hvad er det for et fællesskab, du skal sige farvel til?
Det er et fællesskab som mange andre, men vi har jo set hinanden mange gange om ugen, og vi ved jo, hvad vi går ind til. Hvis ikke man formår at få hinanden med, eller man har en dårlig dag, så gør vi det endnu sværere for os selv at vinde. Så det er et fællesskab, hvor man skal kende hinandens grænser og vide, hvem man kan sige noget til, og hvem man skal lade være.
Jeg er rigtig gode venner med mange af dem, jeg spiller sammen med, og vi har fx netop været med til hinandens studentergilder. Venner på banen, men bestemt også udenfor banen.
Det har været enormt svært at skulle sige farvel, så der er gået mange timer med at ligge og tænke og reflektere over, om det var det, jeg ville. Ekstremt hårdt at sige farvel, og savnet bliver mindst lige så hårdt. Der er mange gutter hernede i Faaborg, jeg kommer til at savne. Ingen tvivl om det. Det er langt at flytte væk, men det var nok nu eller aldrig.
Hvordan er du blevet udpeget til at spille for den færøske klub?
Mig og min ven Tobias fra efterskolen havde en drøm om at komme ud i verden og spille håndbold sammen. Vi kom i kontakt med en, og tilfældigvis var der et par klubber, der havde spurgt efter spillere, der havde specifikke kompetencer, og der passede vi godt ind. Så blev vi enige om, at vi skulle op og se, hvad det var for noget, for det var den klub, der tiltrak os mest.
Det virkede til at være et miljø, hvor man havde respekt for hinanden. Ligesom i Faaborg. På en eller anden måde sammenligner jeg det med den måde, de spiller håndbold på i Faaborg. Vi boede deroppe i 4-5 dage og havde møder med bestyrelsen, træneren og var med til et par træninger, så de kunne se os an. Det virkede til at være et godt match.
Hvad forventer du af månederne på Færøerne?
Jeg tager derop for at spille en masse håndbold og for at udvikle mig som håndboldspiller, men for mig er det også vigtigt, at rammerne omkring er ordentlige, og at vi også tager derop for at opleve noget. Håndbold fylder en masse, men det skal ikke fylde alt, så jeg vil ligeså gerne have en kæmpe stor oplevelse og udvikle mig som menneske og lære at stå på egne ben og være væk fra mor og far og brødrene. Og møde en masse nye mennesker, som er en del af den her oplevelse. Det er meget vigtigt for mig, at man skal have det godt.
Jeg forventer, at det bliver utroligt lærerigt, og at jeg kommer til at udvikle mig som håndboldspiller, men især også som menneske. Lære at stå på egne ben, og alt hvad der følger med at flytte hjemmefra.
Hvor længe går der, inden du kommer tilbage til Faaborg?
Det kommer an på, hvordan det hele er. Om man er mæt eller stadig har lyst til at tage et år mere, eller man føler, at nu kan jeg egentlig godt tage hjem og så se, hvad der sker herhjemme. Om det bliver Faaborg – eller om noget helt andet kunne være sjovt, det er også en mulighed. Det tager jeg lidt til den tid og ser, hvad der sker.
Det, der sker i Faaborg, er utroligt spændende, og ingen tvivl om at jeg stadig vil kunne udvikle mig i Faaborg, så det kunne godt være realistisk, men det tager vi til den tid.
Jeg er lige blevet student og skal læse videre, men hvor og hvornår er ikke afklaret. Lige nu kommer håndbolden først, for det er det, jeg synes, er rigtigt sjovt.
Hvad betyder håndbold for dig?
Den betyder meget. Det har været der, hvor der har været et frirum. Der, hvor man ligesom glemmer alt det andet, der nu er. Der, man har nogle sindsygt gode kammerater. Så det har virkeligt betydet meget. Og noget, jeg altid har prioriteret højt. Jeg tror aldrig, jeg har været i tvivl om, at jeg gerne ville spille en masse håndbold, for det er bare rigtigt sjovt.
Det er også sjovt at se, hvor dygtig en håndboldspiller, jeg kan blive, det er lige så meget det.
Det er hele min familie, der går op i håndbold. Når folk tænker på min familie, så tænker de en rigtig håndboldfamilie, som bruger rigtigt mange timer i håndboldhaller rundt omkring i Danmark.
Hvad er din store håndbolddrøm?
Forhåbentligt kan jeg spille en masse håndbold, og så har jeg altid været af den indstilling, at mit mål er at se, hvor langt jeg kan komme. Spille på et niveau, hvor jeg stadig synes, det er sjovt at spille håndbold. Mit mål er at se, hvor langt det kan føre, og så må jeg se, hvad der sker – om jeg kan være med.
Det er vigtigt for mig, at jeg nyder at spille håndbold. Men jeg skal se, hvor langt det kan række.
