Vesterports Bageri har fået vokseværk.
Inden længe bliver væggen væltet til naboejendommen, og her udvider bageriet med et stort caféområde.

Sidste år blev bageriet i Vestergade kåret til Danmarks bedste, og nu skal der være meget bedre plads til, at lokale og turister kan nyde brød og kager i en helt ny café.

– Vi har gået med idéen længe, og har haft god succes med de få siddepladser, vi har foran butikken, så nu tager vi springet, og lejer naboejendommen, hvor vi forventer, at kunne byde vores kunder indenfor til et nyt caféområde fra sidst i juni, fortæller Anette Brøndum fra bageriet.

- Annonce -

Naboejendommen har stået tom siden 2014, hvor tøjbutikken Lise R lukkede og slukkede, og det har naget Brøndum-familien.

– Det er da træls, at gå og kigge på et stort tomt lokale. Nu har vi lavet en 20 års lejeaftale med Phønix Gruppen, der ejer ejendommen, og vi har startet en større renovering af lokalerne, fortæller Brian Brøndum mens håndværkerne knokler løs.

Inden længe bliver der slået et stort hul i væggen fra den nuværende butik til de nye lokaler, så de to lejemål kommer til at hænge sammen.

Anette Brøndum viser skitserne for det nye caféområde, der tilføjer cirka 120m2 til butikken.

– Vi får en ny stor disk, der kommer til at binde de to lokaler sammen, ligesom vi også får en ekstra ovn ind i cafédelen og en stor barista-kaffemaskine, forklarer Anette mens hun viser rundt, i det der bliver den nye café.

Planen er, at gæsterne vil kunne bestille morgenmad, en frokost eller kaffe med kage i de nye rammer.

– Menukortet kommer til at indeholde meget af det man kender fra butikken i dag, men vi laver også en morgenkomplet med brød, juice og wienerbrød. Til frokost kan man bestille en sandwich, en salat eller et pitabrød og så kan man selvfølgelig få kaffe og kage hele dagen. Der bliver også rigtig god kaffe. Alle vores unge mennesker har været på barista-kursus, og vi får en rigtig baristamaskine, så det glæder vi os til, fortæller hun.

Åbningstiderne for caféen bliver de samme som i bageren, hverdage fra kl. 6 til 18 og i weekenden fra kl. 6 til 16.

Hvor meget udvidelsen kommer til at koste, ved Brøndum-parret ikke endnu.

– For at være helt ærlig, så har jeg ikke overblikket lige nu, men vi bruger da nogle penge, smiler bagermester Brian Brøndum.

Der kommer blandt andet nyt loft og gulv i det nye cafélokale, ligesom der bliver etableret et toilet i kælderen.

– Nu håber vi bare, at det hele står klar sidst i juni, slutter parret.