Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
Hvert år dør omkring 6.000 mennesker alene i Danmark. Med mottoet ‘ingen skal dø alene’ ønsker vågetjenesten at bryde den statistik. De frivillige vågere tager ud på plejehjem eller ud i borgerens eget hjem for at støtte den døende i de sidste timer af livet. Her skaber de tryghed, nærvær og omsorg for både den døende og de pårørende. Mød to af Faaborgs vågere, for hvem det er forbundet med noget smukt at se døden i øjnene.
Når det nyfødte barn entrerer verden, bliver det omgående mødt af pleje og omsorg. Helt anderledes kan det se ud, når et menneske forlader verden. For i nogle tilfælde sker det i ensomhed. Uønsket ensomhed måske.
I vores moderne samfund, hvor familier ofte bor langt fra deres ældste medlemmer, kan det knibe med menneskeligt nærvær og almen omsorg, for det ligger simpelthen hverken indbygget i nutidens normeringer eller familieformer.
Derfor skyder fænomener som vågekoner op. Eller vågere, som de kalder det i Røde Kors i Faaborg, da der både er kvinder og mænd, der tilbyder deres tid og nærvær gennem tjenesten. Vågerne er livserfarne mennesker, der tilbyder at våge over døende i den sidste tid. Den tid, hvor både velfærdssystemet og de pårørende kan miste pusten – her kan vågeren træde befriende til.
Egne erfaringer
Ruth Bech er aktivitetsleder i vågetjenesten i Røde Kors i Faaborg. Hun har været frivillig i Røde Kors siden 2014, hvor hun gik på efterløn efter mange års arbejde som social- og sundhedsassistent på sygehuse og plejehjem. I det arbejde oplevede hun, hvordan en døende kan have brug for mere, end systemet kan tilbyde.
– Det var svært i arbejdssituationen at finde ro og tid til at sidde roligt ved en døende. Det er et helt generelt billede, især i aftenvagter. Det er svært at skulle gå fra en døende og ikke være til stede for dem. Mange af vores vågere kommer med lignende oplevelser – de har selv set behovet, siger Ruth Bech.
De 14 vågere, der er på listen i Faaborg, tilkaldes via vågetelefonen af hjemmesygeplejerske eller plejecentret, når den sidste tid er kommet. Oftest er det i situationer, hvor der ikke er pårørende, eller hvor de pårørende har brug for en pause eller for søvn.
Opgaven for vågeren er simpel – at være tilstede og drage medmenneskelig omsorg.
Siden hun gik på efterløn i 2016, har Dorthe Eskemose Jensen været frivillig i Røde Kors’ vågetjeneste. Med sig har hun 40 års erfaring fra det kommunale system, både gennem plejecentre og socialpsykiatrien. Men faktisk har døden været en naturlig del af bevidstheden hele hendes liv, og derfor var det et naturligt valg at blive våger.
– I min familie var vi altid passet vores døende. Min far døde, da han var 51, og jeg sad der. Jeg var 23 år, og jeg kan huske, at jeg bare ville være der. Sige farvel. Jeg har siddet ved flere siden, og det er meningsfuldt og givende at gøre en forskel og hjælpe et andet menneske, der har brug for det. Jeg har oplevet at gå fra en person og vide, at det nok var sidste gang, jeg så ham, men der var ikke tid, fortæller Dorthe Eskemose Jensen.
I 2013 valgte Dorthe Eskemose Jensen at være der på lignende vis for sin mor, og hun tog derfor plejeorlov fra sit arbejde i tre måneder, for at de kunne få den sidste tid sammen – et valg, hun aldrig har fortrudt.
Betydning for den døende
Mottoet er klart for vågerne – ingen skal dø alene. I hvert fald ikke, hvis de ikke ønsker at dø alene. Når vågerne tilkaldes til at våge over den døende i livets afslutning, så bliver det tydeligt for dem, at deres tilstedeværelse gør en forskel.
Den døende kan mærke deres tilstedeværelse, og nogle gange udtrykker de verbalt, at de synes, det er rart, at der er en ved deres side, andre gange er der noget usagt, der fortæller vågeren, at den døende er glad for ikke at være alene.
– Hvis den døende kigger rundt efter os, hvis der er stille, eller vi forlader rummet, så søger de trygheden. Vores opgave er at være til stede. Vi kan berolige, føre en samtale, være lyttende, skabe ro, ja, bare være til stede. Måske nynner vi lidt, så de ved, vi er der, forklarer Dorthe Eskemose Jensen.
Vågerne agerer ud fra et princip om neutralitet. Så ud over, at vågerne ikke skal gå ind og overtage plejeopgaver, så skal de sikre, at de ikke overskrider den døendes grænse. Hvis Højskolesangbogen ligger fremme, så er det ok at synge sange fra den, eller hvis salmebogen ligger fremme, kan de læse højt fra den. Ellers tager vågerne ikke religiøse overbevisninger med sig ind i rummet med den døende.
– Det, vi gør, skal være ønsket. Vi holder gerne de døende i hånden, hvis de vil det, men vil de ikke, så sidder vi lidt på afstand. Så kan det være, at det er nok, at de kan høre vores stemme, siger Ruth Bech.
I nogle tilfælde er der ingen pårørende til at være sammen med den døende, i andre tilfælde har de pårørende brug for en pause fra omsorgsarbejdet. Netop de pårørende er en stor del af drivkraften for de frivillige vågere.
– Vi kan være der, så fx en ægtefælle kan få sovet lidt. Eller vi kan blive ved de pårørende efter døden, hvis de har brug for det. Vi møder meget taknemmelighed, for de pårørende kan have brug for at tale om deres følelser med os, de kan have mange tanker eller føle sig usikre. Det er dejligt at mærke den respons, men det er ikke det, der motiverer. Det er mere det meningsfulde i at kunne fortælle de pårørende, hvordan den døende er kommet herfra. Var der smerter? Eller var det en rolig indsovning? Det ville jeg også selv ønske at vide, forklarer Ruth Bech.
Er det ikke uhyggeligt?
Når man sidder og våger, er man på nærmeste hold ansigt til ansigt med døden. Vågerne får ofte spørgsmål som: ‘Hvordan tør du det?’ Eller: ’Er det ikke uhyggeligt?’ De savner mere samtale om døden i det offentlige rum, for oftest så er det jo ganske fredeligt, påpeger de.
Der kan dog opstå situationer, som er voldsomme, hvis fx den døende har smerter eller er angst eller urolig, og derfor skal en våger også være gjort af det rette stof.
– Vågetjenesten tager en samtale med interesserede og hører om deres baggrund og vurderer, om de er egnede. Alle, der henvender sig, har jo et ønske om at gøre en forskel, men at være våger er meget anderledes end at fx stå i butikken. Vi kan henvise folk til andre aktiviteter, hvis vi vurderer, at opgaven som våger ikke er det rigtige, siger Ruth Bech.
De 14 vågere kan på nuværende tidspunkt godt dække efterspørgslen, men deres erfaring er, at døden ofte kommer i ryk. De kunne derfor godt bruge især yngre kræfter til deres tjeneste – gerne folk, der besidder den rette robusthed.
For vågetjeneste foregår ikke altid på plejecentre. Nogle gange skal vågeren køre ud på landet midt om natten, hvor man er alene, og låse sig ind i et privat hjem, hvor der ligger en døende. Og netop i et sådan tilfælde har Dorthe Eskemose Jensen et af sine fineste minder som våger.
– Det var langt ude på landet. Jeg havde siddet to-tre timer og lyttet til en højlydt vejrtrækning. Pludseligt var den der ikke mere. Der blev fuldstændigt stille i det lille hus. Jeg åbnede vinduet, så sjælen kunne flyve ud, og tændte et lys. Det er et ritual for mange. Der gik noget tid, inden der kom nogen, og jeg har aldrig oplevet sådan en stilhed før, fortæller Dorthe Eskemose Jensen.
Har man først set ansigtet på en døende og dernæst en afdød, så er døden ikke længere skræmmende.
– Ansigtet går fra anspændt til fredfyldt. Det er meget smukt, og man skal ikke være bange for det, det er smukt de allerfleste gange, og det giver nærmest en ærefrygt for det liv, der er levet. Man kigger rundt i huset og ser billeder, potter og pander og tænker på alt det liv, alt det, der er sket i det hjem, og som nu er slut. Det giver en ydmyghed for det levede liv. Døden er jo endelig, forklarer Ruth Bech.
Vågerne tilkaldes oftest om aftenen eller natten, og hver våger er afsted cirka én gang om måneden. Her tager en våger en vagt på fire timer, inden en ny våger kommer og afløser.
– Vi tager kun fire timer, for det er ikke muligt at være til stede, som det kræver, i otte timer ad gangen. Nogle gange tager det os dage at komme over en vågetjans, for vi er jo ikke årsunger længere, siger Ruth Bech.
Vil du høre mere om vågetjenesten, så kan du kontakte Røde Kors i Faaborg.
Om mødet med den døende
Vær bevidst om, at du ikke er hovedpersonen
Vær bevidst om din rolle: frivillig, stilfærdigt opmærksomt nærværende.
Vær bevidst om din fysiske og psykiske udstråling: Ingen skarpe dufte, venligt kropssprog.
Præsenter dig tydeligt, og sig tydeligt farvel, når du går igen uanset den syges tilstand.
Lyt med alle sanser til den døendes behov.
Tilkald hjælp, hvis du fornemmer, den syge har behov for det.
Kun på opfordring: salmesang og Fadervor.
Vær opmærksom, på hvad der er den bedste afstand mellem den syge og dig. Vær opmærksom på signaler, på personlige grænser.
Undlad at stryge den syges hud. Det kan føles meget generende.
Tilbyd din hånd: Læg den tæt ved siden af den syges hånd , så kan han tage den, hvis han ønsker det.
Enkel, klar tale: stil kun spørgsmål, der kan besvares med et ja eller nej, eller med en bevægelse af hånd eller hoved.
Kilde: Røde Kors
