I Svanninge Sogn arbejder menighedsrådet og de ansatte på at binde de to kirker, Svanninge og Falsled, mere sammen. Det vil de bl.a. gøre ved på forskellig vis at fejre gudstjeneste på tværs af sognet ved de store højtider. I påsken samledes alle kræfter om en fælles fejring i Svanninge kirke, og gudstjenesten blev så velbesøgt, at der i pinsen bliver lignende arrangementer med musik, sang og fællesskab.

Sognepræst Therese Kudajewski, kirkesanger Anne Kirsten Jensen og organist Helene Blum er ved at planlægge både forløbet af pinsegudstjenesten og de musikalske indslag, sognebørnene vil blive mødt med ved højmessen.

– De, der deltog hen over påsken i de meget forskelligartede gudstjenester, var meget rørte og begejstrede. Mange gav udtryk for, at de følte sig budt ind i kirken, hvor de mærkede et særligt nærvær. Det er altid forbundet med bævende ærbødighed, når man ændrer på den klassiske højmesseliturgi, men den begejstring vi har oplevet, har bekræftet os i, at der findes en stor åbenhed i forhold til at fejre gudstjeneste på afsøgende og nye måder, fortæller sognepræst Therese Kudajewski.

Pinsegudstjeneste d. 23. maj i Svanninge Kirke

Påskens højmesse var utraditionel i den forstand, at den sædvanlige gudstjeneste med salmer, bønner, refleksioner og læsninger fra biblen var udbygget med et forløb af musikalske indslag i forlængelse af prædikenen. Den vidunderlige musik indbød til en sansemættet oplevelse med mulighed for som kirkegænger at lade sig rive med og gribe af musikken. 

– Corona-situationen har tvunget os til at tænke på nye måder at fejre gudstjenesten på. Der har vist sig at være et rigtig godt samarbejde mellem os ansatte, menighedsrådet og Therese som den nye sognepræst. Vi har en god dialog, og i fællesskab er vi fortsat ved at afsøge gode måder at være kirke på for hele sognet, forklarer kirkesanger Anne Kirsten Jensen.

Efter at påskegudstjenesten påskemorgen trak fulde huse og affødte en masse positiv respons, har folkene bag tilrettelæggelsen valgt at lade pinsegudstjenesten tage afsæt i samme form. I pinsen fejres kirkens fødselsdag, forstået på den måde, at kirken samles igennem Guds ånd. Det fejres, at Helligånden, Guds ånd, kom til verden og skabte tro, håb og muliggjorde kærlige fællesskaber imellem mennesker. Pinsegudstjenesten kan også ses som en måde at samle kirken på helt lokalt i Svanninge sogn.

– Vi håber, det bliver fint og højstemt. Dorte og Jørgen vil pynte kirken i det fineste forårsskrud, vi skal synge pinsens smukke salmer, og så vil der atter være et selvstændigt forløb af musikalske indslag lagt ned i gudstjenestens samlede forløb, forklarer sognepræst Therese Kudajewski.

I modsætning til påskens arrangement, så er der nu lempede restriktioner i forhold til corona, så forhåbentlig vil der være plads til alle. Nu er arrangementet heller ikke underlagt tidsbegrænsning på en halv time, og så må vi atter alle synge med på salmerne. Gudstjenesten pinsedag, den 23. maj starter klokken 11.00.

Skovgudstjeneste Anden pinsedag den 24. maj kl. 11.00 ved Trente Mølle

Anden pinsedag bryder Svanninge Sogn atter med traditionerne. Her har de i samarbejde med Jordløse og Haastrup Kirker samt Vester Hæsinge og Sandholts Lyndelse Kirker arrangeret en gudstjeneste i skoven ved Trente Mølle, hvor alle på tværs af sognegrænser indbydes til at fejre gudstjeneste sammen. Man medbringer blot en lækker madkurv og tager en stol eller et tæppe med at sidde på i græsset. 

Efter gudstjenesten er der lagt op til hyggeligt og uformelt samvær på tværs af kirke og sogn. 

Gudstjenesten afholdes af de tre sognepræster og foregår i umiddelbar gåafstand til adressen Trentevej 7, 5672 Broby og starter klokken 11.00. Dårligt gående vil kunne parkere på pladsen. 

På Svanninge sogns hjemmeside kan du følge med i kirkens kommende arrangementer.

- Annonce -

Info:

23. maj – Pinsedag: Pinsegudstjeneste i Svanninge kirke kl. 11.00. 
Der synges trestemmige satser, og Kathrine Dyrehauge laver et soloindslag.

Sanger Kathrine Dyrehauge, organist Helene Blum, kirkesager Anne Kirsten Jensen, sognepræst Therese Kudajewski.

24. maj –  2. pinsedag: Friluftsgudstjeneste ved Trente Mølle.
Afholdes i samarbejde med Jordløse og Haastrup Kirker og Vester Hæsinge og Sandholts Lyndelse Kirker.

Kirkesanger Anne Kirsten Jensen, sognepræster Eva Ladefoged, Rikke Gotfredsen og Therese Kudajewski