Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Privat
I fire generationer har slægten på Knabegaarden drevet landbrug. Afgrøderne har gennem tiden varieret, afhængigt af markedet og efterspørgslen, og det passer det nuværende landmandspar ganske godt. Lars og Sandra Andersen holder nemlig meget af at eksperimentere med forskellige afgrøder og produkter, og senest har de forsøgt sig med gedekød. Men allermest holder de af asparges. Grønne, hvide, violette. Helst tykke, flotte og holdbare. Med passion og erfaring dyrker de i dag nogle af landets bedste asparges.
På de kuperede marker nord for Svanninge Bakker kan man for tiden spotte kilometervis af plastikovertrukne jordvolde på markerne omkring Knabegaarden. Plastikdugen gemmer sæsonens høst af hvide asparges, mens rækkerne af grønne asparges, hvor hovederne netop nu har brudt jordskorpen, ligger udækket hen og venter på endnu flere solstråler og varmegrader.
Nyd den, mens du kan!
Knabegaarden har i alt 15 hektar jord, der er plantet til med asparges. 20.000 planter pr. hektar. Landmandsparret Lars og Sandra Andersen har valgt de tidlige sorter, da markerne egentlig ligger på den nordlige grænse for dyrkning af asparges. Her i starten af maj sætter sæsonen for alvor ind, og der høstes dagligt tusindvis af asparges – helt frem til sankthans, som er sidste høstdag.
– Om lidt starter asparges-sæsonen, og vi glæder os, for vi har en stor passion for asparges, og vi er gode til at dyrke dem. Fra sæsonstart kører vi to måneder for fuldt tryk, og så kan vi jo tage den mere med ro i de næste ti måneder, forklarer Lars Andersen.
Der er en enorm interesse for asparges – især for de gode af slagsen. I de seneste par uger har telefonen ringet i ét væk, for kunderne er utålmodige efter de allerførste asparges. Sædvanligvis er det omkring første maj, men vejret dette forår har betydet, at de første asparges først kan høstes lidt senere i år.
– Vi er altid lidt nervøse op til sæsonstart. Bliver det gode afgrøder? Strømmer kunderne til igen? Kan økonomien hænge sammen? Kommer der fx mere hagl? Men de sidste par år har været gode, og der har endda været lang kø til vores gårdbutik flere gange, fortæller Sandra Andersen.
I sæsonens to måneder høster Knabegaarden i omegnen af 40.000 kilo asparges, og høst-arbejdet kræver mange hænder, da en asparges kan vokse op til 20 cm. på et enkelt døgn.
– Vi har en fast stab af medarbejdere fra Letland, der kommer og høster hvert år. Den enkelte række høstes hver anden dag, for der er godt gang i asparges, når de først skyder. Nogle gange er de vokset så meget, at de løfter plastikken med op, fortæller Lars Andersen.
Den voldsomme interesse for asparges tilskriver landmandsparret både den korte sæson, samt det at asparges er en af de første afgrøder, der høstes i Danmark. Og der går sjældent længe, fra de første asparges ligger på hylderne i gårdbutikken, til kunderne har opdaget det. Omkring 150 kunder finder dagligt vej til Knabegaardens gårdbutik.
Forædlingens kunst
Det er ikke tilfældigt, at de på Knabegaarden er med i front i asparges-branchen. Lars og Sandra Andersen har gode evner til at se frem i tiden og tendenser, samtidigt med at de har formået at vælge og udvikle asparges af den helt rigtige kvalitet.
– Jeg nyder at sætte mig ind i forskellige sorter, og hvad de hver især kan. Det kan være mht. smag, antal afgrøder, udseende eller høstperiode. Vores aspargesplanter er de tidlige sorter og nogle mellem, da vi på den måde kan strække sæsonen lidt, forklarer Lars Andersen.
Asparges er en noget utraditionel afgrøde, hvilket ligger i god tråd med den måde, de forrige generationer har drevet Knabegaarden på.
– Der er altid blevet dyrket specielle ting her på gården, lige fra kirsebær og solbær til rabarber og asparges. Det traditionelle ligger ikke rigtigt til os, fortæller Lars Andersen.
Den gode viden om sorter og dyrkning har resulteret i, at Knabegaarden nu leverer nogle af de allerbedste asparges, som endda afsættes til restauratøren, der leverer til selve Dronningen. Men det er ikke alene en god viden om afgrøder, der sikrer et levedygtigt landbrug. Det kræver også en god evne til at spå om fremtiden.
– Vi var på forkant med tiden, da vi begyndte at vælge sorter, der gav lidt kraftigere asparges. Og nu efterspørges lige netop de tykke. Vi leverer til hele landet, og vi er da stolte af, at vi kan leve af det, mens mange andre landmænd må give op, fortæller Sandra Andersen.
Når den næste trend skal forudsiges, og Knabegaardens asparges skal se rigtige ud i fremtiden, så satser Lars og Sandra Andersen på, at det igen bliver de tykkere asparges, der efterspørges. Så når de hver andet år sætter nye planter i jorden, sigter de mod at ramme plet på fremtidens marked.
De hvide asparges har ikke altid været en fast og stabil del af danskernes madvaner, og da Knabegaarden startede produktionen af hvide asparges i 2005, spåede flere, at de ikke ville kunne sælges i Danmark. Det første år afsatte de en mindre del til københavnske restauranter, og den hvide asparges havde en svær debut på markedet. Men herfra har efterspørgslen kun været stigende.
Asparges skal være for alle
På Knabegaarden er kvalitet i afgrøderne altafgørende, og de nægter pure at lægge navn til asparges, der fx ikke har den rette størrelse eller den rette farve. En grøn asparges skal være virkelig grøn, og den hvide skal ikke være grøn, hvilket den bliver, hvis den får sollys. Til gengæld går Lars og Sandra Andersen gerne et par ekstra skridt for at komme deres kunder i møde.
– Der er mange, der har en interesse i asparges, og i år skal vi afprøve et nyt koncept, hvor kunder kan bestille en rundvisning her på gården og bagefter komme ned på Klinten og spise en middag med asparges på menuen. Mange er ikke klar over, at man stikker de hvide asparges under jorden, og vi oplever, at folk efterlyser viden om driften. Det kan de få i år, forklarer Lars Andersen.
Herudover afprøver Knabegaarden igen i år et samarbejde med Thaisenhus, hvor de hvide asparges tilberedes og vakuumpakkes med tilbehør i form af dip og drys, som kunderne kan tage hjem og nyde direkte fra pakken.
FAKTA OM ASPARGES
– Aspargesplanten sættes ca. 20 cm. nede under jorden
– Hvide asparges giver ca. dobbelt så meget pr. hektar som grønne asparges – Grønne asparges tager farve af solen, mens de hvide dækkes til for ikke at tage farve af solen
– Hver plante giver afgrøder i ca. 10 år, hvorefter den dør ud
– Asparges kan vokse op mod 20 cm. om dagen
– Aspargesplanterne danner et kæmpe rodnet under jorden
– Hvide asparges stikkes under jorden, så snart hovedet stikker op af jorden – Grønne asparges skæres af ved jorden
LARS OG SANDRAS BEDSTE ASPARGES-TIPS
– Bedste opbevaring er i et fugtigt viskestykke i køleskab, men endnu bedre: spis dem med det samme!
– Er de grønne asparges blevet lidt slatne, så stil dem i vindueskar men i et glas med vand i bunden, så bliver de atter spændstige – og de vokser endda lidt natten over
– Hvide asparges er meget velegnet til at blive frosset ned
– Bedste serveringsforslag: dampet, hvid asparges med fjordrejer og hollandaisesauce