Han rykkede fra Nordfyn til Faaborg i 1980.
Et job som falckredder lokkede i byen med Klokketårnet. Siden har Jan Valbak været idémand og ildsjæl på en endeløs række af initiativer.
– Min første tjans som frivillig i Faaborg var tre måneder efter, at vi kom til byen. Vi havde bygget vores eget hus i Strandgårdsparken, og så jeg følte det naturligt at sidde i grundejerforeningens bestyrelse. Her sad ”Tekla”, der havde spillet med i Black Batmen, og han mente at vi skulle lave en revy for villavejen, så det gjorde vi, og så var gnisten tændt, husker Valbak.
– Musikken gav mig et eller andet vildt, og det ville jeg have mere af.
Jeg tog til audition på Nyborg Vold, og fik hovedrollen som Kaptajn Von Trapp i Sound Of Music, det blev for alvor startskuddet til et liv med sang og musik. Det fyldte mere og mere, og alt imens blev jeg træt af vilkårene som falckredder. Da jeg blev tilbudt en aftrædelsesordning og 50.000 kr. i hånden, sagde jeg straks ja tak, og gik ned og købte et digitalt piano for pengene. Nu ville jeg leve af musikken, fortæller Jan Valbak.
Det frivillige arbejde har dog næsten altid været et ”fuldtidsjob” for Jan Valbak. Han har blandt andet lagt store kræfter i Faaborg Sommerspil, Faaborg Revyen, Cabarevyen, Faaborg Musikteater, Faaborg Mod Hærværk, Faaborg Folkefestival, VAFF, Træskibsforeningen, Havnestuen, Borgerlisten, Støvsugerbanden og meget meget mere. – Jeg kan ikke fungere uden at have gang i en hel masse hele tiden. Jeg er erklæret manisk, og har bedst styr på mit tankemylder, når jeg kommer ud med de idéer, jeg får. Så kan jeg bedre sove. Det har da givet mig perioder med stress, men sådan fungerer det altså bedst for mig, forklarer Valbak om det konstante engagement i stort og småt.
Når Jan Valbak bliver bedt om at pege på den største oplevelse som frivillig ildsjæl, er han ikke et sekund i tvivl. – Sommerspillene vil altid stå som noget helt særligt for mig. I 1992 skrev, instruerede, komponerede og spillede jeg med i Miss Hook og Kammerpiraterne. Vi var 200-300 deltagere, en stor familie og vi spillede i det ikke længere eksisterende røde MUSS pakhus på Havnen. Der var flere tusinde mennesker inde at se forestillingen den sommer. Det var noget der gav gåsehud, mindes han.
I øjeblikket går megen af fritiden på og under dækket på skibet ”Håbet” for Jan Valbak.
– Lige så længe jeg kan huske, har jeg været betaget af gamle træskibe og miljøet omkring dem. Nu er jeg så blevet formand for Træskibsforeningen, og har rigtig megen fornøjelse med arbejdet omkring skibet. Jeg ser frem til at vi kan få gæster med på havet og give dem nogle oplevelser på det her fantastiske skib, der oprindeligt er bygget i Faaborg, slutter han.