Det Rigtige Faaborg og Ugeavisen Faaborg vil hen over de kommende uger præsentere nye tiltag i kampagnen ”Faaborg hjælper Faaborg”.

Faaborg og omegn: Hen over foråret og sommeren i 2020 engagerede kampagnen “Faaborg Hjælper Faaborg”, som Det Rigtige Faaborg og Ugeavisen Faaborg stod bag, hundredvis af faaborgensere, som købte T-shirts og donerede penge for at hjælpe områdets butiks-, erhvervs- og foreningsliv gennem coronakrisen.

En fælles flagdag i maj – netop til fordel for fællesskabet – nød overvældende tilslutning, og der var også masser af hjertevarme, da områdets kørelærere kørte ud med mad og andre lækkerier til brugerne af Havnestuen, der dengang ikke kunne blive lukket ind på det sociale værested.

- Annonce -
Områdets kørelærere hjalp med omdeling af mad til Havnestuens brugere.

De 100.000 kroner, der blev samlet ind under kampagnen, blev brugt til uddeling af gratis gavekort, som blandt andet byens butikker kunne indløse, og til små coronaforsigtige koncerter i nogle af byens gamle købmandsgårde.

Og nu får kampagnen nyt liv.

Ugeavisen Faaborg og Det Rigtige Faaborg har besluttet at puste nyt liv i kampagnen her under den anden nedlukning, som lader til at trække længere ud, end de fleste havde håbet.

– Min oplevelse er, at vi alle trænger til noget at glæde os over i denne tid. Både i det små og i det store. Vores håb er, at vi med forskellige initiativer i ”Faaborg hjælper Faaborg”-regi kan være med til at sprede lidt godt humør og puste til den lokale fællesskabsfølelse, som vi alle mærkede så tydeligt under den første nedlukning, siger Maria Retoft Pedersen, journalistisk tovholder på Ugeavisen Faaborg.

– Jeg håber, at vi med kampagnen atter kan skubbe lidt bag på mundvigene rundt omkring. De fleste af os har nok haft lidt mindre at smile ad de seneste måneder, men det forsøger vi nu at gøre noget ved, siger Henrik Poulsen, direktør hos Det Rigtige Faaborg, og fortsætter:

– Tager vores læsere, lyttere og følgere lige så godt imod vores initiativ som i foråret, så kan der sagtens være noget stort i vente. Selv om vi sidder i hvert vores mediehus og egentlig er konkurrenter, giver det så meget mening at danne fælles front mod tristessen og den corona-træthed, ingen vel helt kan sige sig fri for i øjeblikket.

De nye initiativer i Faaborg hjælper Faaborg-kampagnen vil løbende blive offentliggjort hos Det Rigtige Faaborg og Ugeavisen Faaborg i de kommende uger.

Har du gode ideer til, hvor Faaborg kan hjælpe Faaborg i denne omgang?

Så tager vi meget gerne imod input til kampagnen.

Du kan sende dine ideer til Henrik Poulsen på henrik@detrigtigefaaborg.dk