Tekst: Christina Bøgebjerg
Foto: Christina Bøgebjerg
Én havde taget en bog med, en anden lavede knæbøjninger, nok også for at holde varmen, mens andre betragtede de unge på skaterbanen.
Indenfor var testpersonalet ramt af sygdom, så de mange faaborggensere, der var mødt op for at blive testet, måtte væbne sig med tålmodighed.
– Det er fantastisk at bo i et land, hvor man kan komme og stå i kø, og få en gratis test, siger Michael Christensen og konen. Som så mange andre faaborggensere havde de taget turen op til Forum Faaborg, hvor man nu kan blive testet hver tirsdag.
– Vi har indtil nu enten kørt til Tved eller Odense. Vores datter og hendes familie bor i København, og de blev alle syge med Corona i december, faktisk mens vi var på weekend hos dem. Så vi måtte hjem og blive testet, og i isolation. Vi slap heldigvis, og de har det, bortset fra nogle eftervirkninger, godt igen. Parret er begge pensionister, men Michael kunne for nylig trække på alle sine år som skolelærer og skoleleder. – Vi havde det ene barnebarn på besøg, så jeg hjalp ham med hjemmeundervisningen. Det er næsten ærgerligt, at de skal starte skole igen i næste uge, griner han.
En pædagog fra Øhavsskolen tog også ventetiden i kulden med stoisk ro, men hun har nu alligevel et forslag til testpersonalet: – Jeg laver nødundervisning for 0-4. klasse, og har ikke været hjemsendt på noget tidspunkt. Det er ikke er et krav fra arbejdspladsens side, at vi bliver testet jævnligt, men de ser det gerne. Indtil nu har jeg taget den 44 km lange tur til Tved, så det er dejligt, at der igen er mulighed for at blive testet i Faaborg. Men hvis jeg skal bruge 1 time hver uge på at stå i kø, vil jeg næsten hellere køre til Tved. De har tidsbestilling, og man stryger lige igennem. Så jeg kunne ønske mig, at de her i Faaborg inddelte folk i grupper og gav dem forskellige tidsrum til at blive testet i. Os, der arbejder, kunne for eksempel få ydertiderne, ønskede pædagogen.
Indenfor i varmen var der også masser af venlighed og smil. – Ja, så stiller du dig bare på krydset på gulvet, så får du en mikrofon lige om lidt, lød det fra den unge mand, der skulle teste mig, med et skælmsk smil.
Man kan selv gå ind og tjekke testresultatet på Sundhed.dk. Testbilen kommer til Forum Faaborg de følgende tirsdage i tidsrummet 8.30-17.30. Vær opmærksom på, at de muligvis holder pause i frokosttiden.