Tekst/foto: Christina Bøgebjerg

De fleste af os er begyndt at tænke i julegaver til vores kære. Vinylplader har fået renæssance, så vi har været på Rus & Riller for at få inspiration. Cafeen åbnede i de gamle Soze lokaler ved Den Voigtske Gaard 17. januar 2020. Ejerne Connie Mikkelsen og Bent Warncke er begge store musikelskere og -kendere, og de giver gerne anbefalinger, hvad enten du er på jagt efter en ny vinyl til dig selv eller en gaveide.

- Annonce -
Connie Mikkelsen fra Rus & Riller hjælper dig gerne med de gaver, der kan rotere på en grammofon. Cafeen har også CD´er.

Gaven til Far
”Harvest Moon” fra 1992 af Neil Young, canadisk sangskriver (rock/folkrock/soulrock). Pris 600 kr for en flot original udgivelse. Fås også som remastered, altså nytrykt, til 200 kr.

Dette album ligger i klar musikalsk forlængelse af ”Harvest” fra 1972 med en mere akustisk stille Neil Young. Temaet på det sublimt smukke titelnummer er vedholdende kærlighed, et relevant julebudskab, pakket ind i moden eviggyldig vellyd. Rus & Riller er i øvrigt leveringsdygtige i mange andre af hans albums.

“Børn af den tabte tid” fra 2020 af Folkeklubben. Pris 190 kr.

Skal det være dansk, er Folkeklubbens femte album et godt bud. Før Coronarestriktionerne om forsamlingsstørrelse blev strammet, var det planen, at Folkeklubben skulle have holdt instore-release i Rus & Riller med et par akustiske numre fra den nye plade. Det bliver desværre ikke til noget lige p.t., men pladen har vi da lov at have, og den er spækket med gode melodier i det velkendte lydbillede fra forgængeren ´Sort Tulipan´. Kan klart anbefales.

Gaven til Mor
”Rumours” af Fleetwood Mac (bluesrrock/rock/instrumental rock). Pris 150 kr. for et flot secondhand-eksemplar inkl. insert med sangtekster og billeder.

– Et af de bedst sælgende albums nogensinde, og også et af de albums vi sælger flest af i Rus & Riller. For mange mødre vil det være en del af lydsporet fra deres ungdom, spækket med sprøde hits, der på overfladen hylder den solbeskinnende sorgløshed. Men man skal ikke dykke ret langt ned i teksterne for at opdage, hvad der egentlig er på spil. Skarpe kontraster i den blødeste indpakning gør ´Rumours´til en sikker vinder, der selvfølgelig også fås som ny-optrykt.

“Dodo and the Dodos 2” af Dodo and the Dodos fra 1988 (poprock). Pris 45 kr secondhand.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er DSC9378-1024x683.jpg
– Du kan også vælge at beame din kære mor tilbage til 1980´erne med noget fra vores danske secondhand-afdeling. Fx Dodo and the Dodos andet album med bl.a. ´Sømand af Verden´. Med risiko for at mor begynder at synge med, for alle der har været unge i 1980´erne kan med garanti flere af de her sange udenad, hvad enten de vil være ved det eller ej.


Gaven til Sønnen
”Scum Fuck Flowerboy” af Tyler The Creator fra 2017 (hip hop/jazz rap/R&B). Pris 165 kr.

Tyler the Creator blev efterspurgt af mange af vores unge kunder, da vi åbnede butikken. Så i dag har vi et udvalg af hans albums, hvor ´FlowerBoy´fremhæves som det mere modne gennembrud. Tyler Gregory Okonma fra Californien er en spændende fornyer på hip-hop scenen. Han producerer selv sin musik og er samtidig filminstruktør, modedesigner og skateboardentusiast, og ikke mindst: et af hovednavnene på Roskilde Festival 2021.


Gaven til Datteren
”I cry a lot” af Jada fra 2019 (pop). Pris 210 kr.

Med Jada, som i virkeligheden hedder Emilie Molsted Nørgaard, er en stor, stor stemme trådt ind på den danske r´n´b-inspirerede popscene. Jada kommer man ikke udenom, hvilke årets P3 Guldpriser vidner om, og med hendes debutalbum med hit´senene ´Lonely´og ´With You´er vi oppe på Diva niveau, der ligner noget så usandsynligt som en dansk Beyoncé. Giv pladen til din teenager eller datter i 20´erne, og lyt selv med.

”Selfmade Man” fra 2020 af Larkin Poe (roots rock). Pris 170 kr.

Er datteren ikke til pop men måske det lidt mere hårdslående, kan det seneste album fra de to amerikanske søster, Rebecca og Megan Lovell være et godt bud. Her er rå og rastløs rockn´roll med rødder i den sumpede sydstatsblues. Tungt og svedigt til de dage, hvor man trænger til et skud ny energi. Dét leverer pigerne fra Georgia.


Gaven til Svigermor
”Bennys Badekar” nyudgivelse med diverse kunstnere fra 2019. Pris 200 kr.

Nu er jeg nok selv en lidt atypisk svigermor, der kunne finde på at foreslå et album med Rammstein, men det gør jeg naturligvis ikke. I stedet vil jeg fremhæve det netop udgivne lydspor til kult-tegnefilmen af Flemming Quist Møller ´Bennys Badekar´. Hvis svigermor er barn af 1970´erne, får hun med stor sandsynlighed julelys i øjnene over det glædelige genhør med Ornitologen, sørøverne og Jesper Klein som haletudse. For jo: eventyret findes, selv i et højhus i Høje Gladsaxe! En historie der også vil glæde eventuelle børnebørn.


Gaven til Kæresten
”Don´t smile at me” af Billie Eilish fra 2017 (pop/elektropop/dark pop). Pris 180 kr.

Den kun 19-årige sanger og sangskriver, Billie Eilish fra L.A., har allerede fået flere priser og mere anerkendelse end de fleste granvoksne musikere kan drømme om. Desuden har hun lavet titelmelodien til den 007-film, vi glæder os til snart at se: ´No Time To Die´. Så Eilish kommer man heller ikke udenom. ´Don´t smile at me´er hendes debut-EP med et melankolsk, identitetssøgende og skrøbeligt tekstunivers svøbt i nogle af tidens mest originale elektro-poptoner

”Unplugged in New York” af Nirvana fra 1993 (unge/alternativ rock). Pris 170 kr.

Den Nirvana-plade, vi sælger flest af er selvfølgelig grunge-klassikeren ´Nevermind´. Kan man lide den, kan man næppe undgå også at elske det akustiske live-album, der blev optaget i november 1993, få måneder før Kurt Cobains død. Optagelsen er blevet bredt anerkendt som en af verdens bedste live-udgivelser, bl.a. med Cobains blændende cover-version af Bowie-nummeret ´The Man who sold the world´. Ifølge musikbladet Gaffa et must for Nirvana fans.


Gaven til Vennen
”Beerbongs and Bentleys” af Post Malone fra 2018 (hip hop/R&B/pop). Pris 240 kr.

– Man skal ikke lade sig afskrække af de bizarre covers og mandens fysiske udtryk, for musikken og tekstuniverserne på Post Malones plader er easy listening på en måde, som rammer flere generationer. Hittet ´Rockstar´kan de færreste fx have undgået at høre-. Slet ikke hvis de kommer regelmæssigt i Rus & Riller, hvor den aparte hiphop-stjerne snurrer nærmest dagligt. Derfor anbefales både dette album foruden det nyere ´Hollywood Bleeding´ fra 2019 og ´Stoney´fra 2016.

– Selvom julen er i fokus den kommende tid, vil cafeen dog være nissefrit område, fortæller Connie. Det har hun lovet en del af de mandlige stamgæster. Der vil dog være en nissehue på skiltet udenfor. Skulle du få lyst til at smide lidt merchandise i gaven, eller hvis væggene derhjemme trænger til ny kunst, kan du også finde kort og figurer med forskellige musikere til ophæng.

Vil du se flere gaveanbefalinger, kan du finde dem på Rus & Rillers Instagram og Facebook, hvor de vil lave en julekalender med tip til gaver hver dag i julemåneden. Cafeen holder udover de sædvanlige dage også åbent søndag d. 13. og d. 20. december med forskellige arrangementer.

Læs mere om Rus & Riller her: ”Vinyl-cafe skaber musik-rus”.