Jeppe Raun- har været rundt i verden med sit kamera

29. september 2020

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Jeppe Raun

27-årige Jeppe Raun er født og opvokset i Svanninge Bakker, men siden handelsskolen har han rejst verden rundt med sit kamera for at indfange historier fra mennesker, der befinder sig i en væsentlig anderledes situation end ham selv. Læs med, når Jeppe Raun besvarer spørgsmål fra Det Rigtige Faaborg.

Efter handelsskolen tog Jeppe Raun tre sabbatår, hvor han henholdsvist tjente penge og rejse rundt i verden med sit kamera. I 2016 måtte han, efter et kort forløb på fotografskolen, stoppe, da det var umuligt at finde en praktikplads. Han startede i stedet på pædagoguddannelsen, hvor hans tredje praktik foregik som udlandspraktik på en skole i Ghana. Med sig hjem havde han både erfaringer og fotografier fra en anden kultur, og netop nu og to måneder frem udstiller han sine fotografier på café Globen i København. Det Rigtige Faaborg har mødt faaborg-knægten, der holder af at fortælle historier gennem sin kameralinse.

- Annonce -

Hvordan vil du beskrive fotografen Jeppe Raun?

Som den rejsende Jeppe Raun. Nysgerrig og med en antropologisk tilgang til fotografiet. Jeg vil som fotograf gerne forstå, hvor de kommer fra, for at jeg kan tage det billede, jeg gerne vil have. Fx i Ghana, hvor jeg blev frarådet at prøve at få adgang til slumområderne. Men jeg havde brug for at forstå den frygt, der er for de områder, og da jeg kom derud, opdagede jeg, at det er søde mennesker, der gerne fortæller deres historie. Faktisk er det det, jeg gerne vil – fortælle folks historier, men jeg er ordblind, så jeg må gøre det gennem mine billeder. Jeg har altid fortalt historier, og nu gør jeg det gennem mine billeder.

Hvad indeholder det gode billede?

Følelser. Det tekniske kommer bagefter. Fx kan et bestemt lysindfald forstærke følelserne i billedet. Og det at fange momentet, det øjeblik, hvor der er et lille hul, hvor jeg føler situationen giver mig en historie, som jeg så indfanger. Der er også stor forskel på, om det er en situation, hvor man som fotograf bare går forbi, eller om man er ‘on location’ og kan bruge mere tid.

Hvordan opnår du den tillid, der tillader dig at komme ind på livet af de mennesker, du fotograferer?

Det lyder lidt som en kliché, men smilet er er den korteste vej mellem mennesker. Og empati – jeg prøver at forstå dem og gøre dem trygge ved, at jeg er der. Ghana var specielt, og det var ikke så let som i de andre lande, jeg har besøgt. Her kan fotografer risikere at blive råbt af eller skulle betale for at være til stede med kamera. Jeg fik gennem mit praktikarbejde nogle lokale venner, og de tog med mig ud i slumområderne, og vi besøgte dem først uden kamera. Mange af gadebørnene har også dårlige oplevelser med journalister, og jeg forsøgte derfor at opbygge en tillid.

Hvordan påvirker det dig at være tilskuer til andre menneskers lidelser og nød?

Det er svært at svare på. Ghana påvirkede mig meget, da jeg var der i seks måneder og derfor lærte dem godt at kende. Jeg havde set frem til turen i mange år, men det var hårdt, da jeg både havde praktikarbejdet og arbejdet med fotografi ved siden af. Da jeg kom hjem, havde jeg intet overskud og landede i et vacuum – ‘hvad skete der egentligt?’ I Ghana havde jeg været en del af noget større, og nu var jeg hjemme og bare mig selv. Det var svært at navigere i kun at skulle være noget for sig selv igen.

Det sker på alle rejser, at jeg skal deale med det, når jeg kommer hjem. Men Ghana var særligt slem, der var en pige, der hev mig i ærmet, da jeg skulle afsted og sagde: ‘don’t go, they beat us when you go.’

Hvilken rolle har du som fotograf med at fortælle sandheden?

Jeg vil ikke pynte på deres historie, men gerne fortælle alle vinkler – ikke kun de negative. Enkelte af mine billeder kan være dystre, men jeg vil også vise, at der sker gode ting, fx et gadebarn, der smiler.

Hvis dine billeder giver svar, hvad er så spørgsmålet?

Hvem er vi?
Det første gode billede, jeg tog, var af en gypsy i Indien, der levede et nomadeliv. Det var så fjernt og så smukt et liv, de levede. De tog sig af hinanden på en måde, som vi i Vesten kan lære noget af. I Papau New Guinea mødte jeg en stamme, og deres liv virkede idyllisk – i modsætning til et hektisk liv i København. Stammerne er truet og forsvinder, så det er også vigtigt at dokumentere deres liv og hverdag ud fra et historisk perspektiv.

Jeg læste engang en sticker på en café i New Delhi, hvor der stod: when you travel far enough you will find yourself. De mennesker, jeg møder, giver et moralsk kompas, jeg navigerer efter, og selvom det ikke er alle holdninger, jeg møder, jeg er enig i, så lytter jeg og ender med at tage noget til mig.

Hvordan har tilskuerne taget imod dine billeder?

Ferniseringen var i fredags og blev afholdt i ‘De berejstes klub’. Mange af tilskuerne har selv rejst meget, og de kunne relatere til billederne og genkende fx Ghana. Mange af billederne kan måske ligge fjernt for dem, der ikke selv har rejst.

Hele serien, der er udstillet, er udvalgt med en bestemt historie. Og præmisset for billederne har været: hvordan kommer jeg ind på livet af disse mennesker og får lov at fortælle deres historier? Mange vil gerne se billederne til en udstilling, men det er de færreste, der vil have dem hængende hjemme. Det kommer for tæt på at have billeder af sultne børn hængende over spisebordet. Her har jeg lavet nogle landskabsbilleder, der er mere stuevenlige, men de dystre og negative billeder er vigtige for at forstå de mennesker. Og samtidigt viser de jo, at problemer er relative, og at vi i vores priviligerede liv har andre problemer.

Hvad skal der ske nu?

Jeg er netop flyttet tilbage til Faaborg, hvor jeg skal arbejde det næste års tid, så jeg kan tjene penge til næste tur. Planen for den tur er ikke endelig, men det bliver noget med en længere tur, hvor jeg går eller cykler og gerne skulle ende i Østen. Men jeg har også valgt, at jeg tager hjem, hvis jeg pludselig ikke gider mere. Min drøm har været at kunne leve af mine billeder, men det er meget få, der kan det. I løbet af min uddannelse er jeg blevet glad for at være pædagog, og den uddannelse giver gode muligheder for at tage noget on/off-arbejde, eller for at kunne kombinere fx nødhjælpsarbejde og arbejdet med at fotografere.

Udover udstillingen har jeg også holdt to foredrag, og det er også en vej, jeg gerne vil gå mere ned ad. Der er også en plan for at få den nuværende udstilling til Fyn.

Har du lyst til at se flere af Jeppe Rauns billeder, så kan du besøge siden: www.wallframe.com/collections/jeppe-raun

Lande, Jeppe Raun har besøgt: