Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen

Efter en årelang stilling som journalist og tilrettelægger på TV2, tog Teddy Bruslund sidste år en drastisk beslutning. Han tog orlov for at starte selvstændig virksomhed op indenfor dokumentarfilm, og denne sommer har han og de øvrige i virksomheden arbejdet på højtryk. Der er nemlig bud efter deres produktioner, der blandt andet tæller hittet ‘Sønderjysk for begyndere’.

Ganske anonymt på Øster Møllevej i Faaborg bor Teddy Bruslund med sin hustru og det sidste hjemmeboende barn. Men færdes man i tv-verdenen vil navnet Teddy Bruslund vække genklang hos langt de fleste, og i en lang række af de kriminaldokumentarer, vi kender fra TV, har han været en del af holdet bag.

- Annonce -

Opstart Saxofilm
I 2017 startede forfatter Tom Buk-Swienty og tv-producent Klaus Birch et nyt produktionsselskab, Saxofilm, og sidste år indtrådte faaborgensiske journalist Teddy Bruslund ind som partner – efter mange forespørgsler og overvejelser.

– Klaus Birch havde i forvejen selskabet B-film, og han havde spurgt mig nogle gange. Men da Tom kom med i Saxofilm, måtte jeg genoverveje. Jeg havde jo et godt arbejde på TV2, men jeg kunne også mærke, at jeg gerne ville lave noget andet end krimi. Jeg tog orlov fra mit arbejde på TV2 og kom med fra starten af 2019, og da min orlov var slut i januar 2020, sagde jeg endeligt op – og så kom Corona, forklarer Teddy Bruslund.

Saxofilm arbejdede på dette tidspunkt på en opgave for Ribe museum, en film om den dansk-amerikanske journalist og reformist Jacob Riis. Opgaven indebar også en længere TV-version, hvor Tom Buk-Swienty skulle fortælle historien, men arbejdet måtte sættes i bero på grund af den smitsomme virus.

Det var uvist for indehaverne af Saxofilm, hvorfra der nu skulle komme indtægter, men bekymringerne blev kortvarige.

– DR meldte sig heldigvis på banen. De manglede programmer og lavede en pitch-runde, hvor vi præsenterede dem for fire historiske dokumentarer, der kunne produceres trods coronaproblematikken. De tager to af dem, og pludseligt har vi supertravlt, fortæller Teddy Bruslund.

Så denne sommer har Teddy Bruslund og resten af Saxofilms hold arbejdet på højtryk for at færdiggøre to historiske dokumentarer til DR.

– Vi har produceret dem på rekordtid, selvom det normalt ikke lader sig gøre at lave historiske dokumentarer hurtigt. Normalt kan man bruge næsten et år på et enkelt program, og her har vi lavet to på godt tre måneder, siger Teddy Bruslund.

Efterspørgsel på historiske dokumentarer
Den ene af de historiske dokumentarer er fortællingen om Hans Horn, der var tysk soldat under Anden Verdenskrig. Horn emigrerede til Nordjylland efter krigen, hvor han arbejdede som praktiserende læge. Han var en følsom sjæl, og krigen havde sat dybe spor i ham. I sit otium begyndte Hans Horn at udtrykke al den rædsel og gru, han havde oplevet under krigen, gennem kunst, og det blev en imponerende samling, som hans børn valgte at give videre til forfatteren Tom Buk-Swienty.

– Tom skrev bogen, Det ensomme hjerte, med fortællingen om Hans Horn. En stærk historie om en mand, der hadede krig, men, som ifølge ham selv, var for meget en kujon til at gøre noget ved det. Bogen er baseret på 5.000 siders malerier og erindringsskrivelser fra Horns egen hånd, så her havde vi et godt udgangspunkt for at lave en historisk dokumentar lidt hurtigere end normalt, da der allerede var lavet research, og vi havde en masse materiale, forklarer Teddy Bruslund.

Dokumentaren, der får titlen Den ensomme soldat, er delvist optaget i Faaborg, nemlig på et loft i Den Voigtske Gaard.

Den anden produktion handler om Albert Speer, der under Anden Verdenskrig fungerede som Hitlers arkitekt. Også denne dokumentar trækker tråde til det sydfynske.

– Albert Speer har et barnebarn på Strynø, som vi har besøgt. Her mødte vi en tredje generation, der fortsat bærer det nazistiske åg, og det giver et godt perspektiv, fortæller Teddy Bruslund.

Det er et stort og vigtigt ansvar at skabe dokumentarer, der fortæller om vores fælles fortid. Og i Saxofilm er de sig det ansvar bevidst.

– Vi vil gerne forenkle, fortælle og formidle historien. Og dramatisere den. Vi står med samme udfordringer som i alle produktioner, vi skal få det bedste ud af folk og ud af fortællingen. Men samtidigt er det også en tillidssag, for virkeligheden er jo kæmpestor, og en dokumentar er bare en lille streg i et kæmpe maleri. Vi forsøger at være rimelige og retfærdige overfor sandheden ved at dokumentere fair og ordentlig, siger Teddy Bruslund.

Trods den tilgængelige research til dokumentaren om Hans Horn, så har Teddy Bruslund og hele holdet arbejdet under et stort tidspres med produktionerne, og sommerferien har været inddraget til arbejdslejr.

Dokumentaren ’Min morfar, Hitlers ven’ blev vist den 8. august og kan fortsat streames. Dokumentaren om Hans Horn er programsat på DR til den 16. september.

Dokumentaren, der skabte national opmærksomhed
Sidste år producerede Saxofilm serien Sønderjysk for begyndere, der sendes i tre afsnit. Her tager Flemming Møldrup Tom BukSwienty med en tur ned mod grænsen, og den sønderjyske historie fortælles på en ny måde.

– Det er historie med humor. Sådan lidt en onkel-humor. Det er en funny factual, som samtidigt fortæller noget alvorligt, bl.a. om genforeningen. Vi kører efter to dogmer – der skal være noget sjovt og noget, folk ikke vidste i forvejen, fx lærer seeren i Sønderjysk for begyndere om sporten faustball, der kun spilles af det tyske mindretal i Danmark, og at Danmark endda har et landshold i faustball, der udelukkende består af tyskere, der er født i Sønderjylland, fortæller Teddy Bruslund.

På Facebook florerede der omkring maj klip fra udsendelserne, og her gik klippene viralt med mere end 1,2 millioner visninger på kort tid.

Trods corona-panik og en vanvittig arbejdssommer har Teddy Bruslund ikke fortrudt sin beslutning om at blive selvstændig.

– Aldrig! Ikke et sekund. Det er godt med nye inputs og at se, at der er en verden udenfor krimi. Og så har det jo været en kæmpe succes indtil videre, når man tænker over at vi er en ny virksomhed, der allerede skaber store produktioner, forklarer Teddy Bruslund.

Under dogmerne humor og anderledes historiefortælling arbejder Teddy Bruslund og resten af Saxofilm allerede på flere dokumentarer.

– Vi har projekter i Afrika, hvor vi har været på research i Tanzania. Her har vi fundet en historie, der er meget historisk interessant og meget overraskende. Der er en vild historie, som jeg desværre ikke kan sige mere om. Og hvem ved, måske kommer der en Bornholmsk for begyndere, siger Teddy Bruslund.

Men allerførst skal de alle have et afbræk efter den hastige produktion.

– Vi har haft de vildeste produktionsforhold, hvor vi har produceret to dokumentarer på hver en time – på bare tre måneder. Når vi har afleveret det færdige produkt til DR, så trækker vi vist lige stikket i nogle uger, fortæller Teddy Bruslund.

I 2022 forventer Teddy Bruslund at filmen om Jacob Riis er færdig, også den sendes på DR.


Info om Teddy Bruslund

  • Uddannet som TV – og billedjournalist 53 år
  • Gift med Marianne
  • 3 børn (1 hjemmeboende)
  • Bor på Øster Møllevej
  • Formand på livstid i Snapseselskabet ‘Dyrebare dråber’
  • Spiller trækbasun i en blæserkvintet
  • Bestyrelsesmedlem i Faaborg Musikforening
  • Arbejdet 20 år på TV2

Teddy Bruslund har tidligere lavet produktioner for TV2, bl.a.:

  • Gerningsstedet
  • Rejseholdet – Jagten på en morder
  • Station 2
  • Praksis Dags Dato

Om Saxofilm

  • Producent: Klaus Birch (også indehaver af B-film)
  • Historisk konsulent og vært: Tom Buk-Swienty
  • Instruktør og tilrettelægger: Teddy Bruslund
  • Produktioner: Slagtebænk Dybbøl, Slaget om Als, Sønderjysk for begyndere, museumsfilmen Jacob A. Riis, Min morfar – Hitlers ven, Den ensomme soldat