OPDATERET KL. 9.30 med nye oplysninger i bunden af artiklen.

Mandag kl. 13.45 var Anette Pedersens datter og hendes veninde ude for en grim oplevelse, der har fået forældrene til at bede lokalsamfundet om hjælp. En bilist ramte den ene pige, men forsvandt fra stedet efter at have tjekket sin bil for skader, uden at give sig til kende.

– De to trettenårige piger følges hjem på cykler fra skolen i Faaborg. De kommer til slutningen af Bjernevej, hvor de drejer til venstre op ad bakken mod Dyreborg. De hopper af cyklerne, og trækker op ad bakken. På toppen af bakken skal de til at stå op på cyklerne, da en mindre grå eller hvid bil, måske en Peugeot 107 på gule plader, kommer kørende hurtigt op ad bakken, og rammer vores datters veninde. Hun bliver slynget flere meter frem, og får flere sår og skrammer. De to piger er meget chokerede og regner med at personen i bilen vil hjælpe dem, fortæller Anette Pedersen overfor Det Rigtige Faaborg.

- Annonce -

Sådan går det dog ikke. For et stykke væk standser bilen, en ret høj gråhåret mand i en hvid T-shirt står ud og kikker på bilen, og så kører han hurtigt videre uden at tage kontakt til pigerne.

– Der kommer heldigvis hurtigt flere til stedet, og hjælper de chokerede piger. Dem vil vi meget gerne i kontakt med, så vi kan takke dem for deres hjælp og støtte til pigerne, forklarer Anette Pedersen.

– Det drejer sig om en billist, der hurtigt sætter efter flugtbilisten, en dame på cykel og en ældre mand på en lukket knallert. Jeg håber de vil give sig til kende, så vi kan takke dem og høre om deres oplevelse af situationen. Vi vil selvfølgelig også gerne høre, om manden der satte efter flugtbilisten, fik kontakt med ham, siger hun.

Det var lige her, at flugtbilisten ramte den 13-årige pige.


Begge familier er meget berørte af hændelsen, og står uforstående overfor, hvordan denne mand kan køre videre efter at have kørt en pige ned.

– Det vil hjælpe vores piger videre, hvis de i det mindste kunne få en undskyldning.

Hvis I hører om denne mand, eller ser en bil, med en ordentlig skramme på højre forside ved lygten hvor han ramte cyklen, hører vi meget gerne fra jer.

Her dagen derpå er pigerne begge ok, men det er ikke i orden med denne opførsel, derfor håber vi at komme i kontakt med bilisten, slutter Anette Pedersen.

Opdatering om mulig flugtbil

Stine Mooiveer har kontaktet os med følgende oplysning, der er tilføjet artiklen efter aftale med Anette Pedersen.

Stine Mooiveer kom sammen med sin svoger, niece og nevø cyklende på Dyreborgvej mod Dyreborg ca. kl. 13.35/13.40 mandag, da de bliver overhalt af en sølvgrå Volkswagen Up, som har sit højre sidespejl hængene på siden af bilen.

– Min svoger og jeg kigger undrende på hinanden, da det er unormalt at køre rundt med et sidespejl hængene på siden, uden at tage det af, eller på anden måde få det lavet. Vi når dog ikke at se, om bilen er på gule plader, ej hellere hvem der kører bilen, fortæller Stine Mooiweer.