Tekst og Foto: Henrik Poulsen
Dinna Kragbæk Andersen har fået en ny hobby. En af dem, der kan invadere et helt hjem. Det startede i et hjørne af stuen. Nu fylder den hele stuen, garagen, lidt af køkkenet og nogle gange noget af terrassen. Læs, hvorfor Dinna er blevet bidt af upcycling af møbler, og hvordan du selv kommer i gang.
Hun restaurerede sit første møbel, da hun var 16 år gammel, og hele livet har hun af og til frisket hjemmets møbler op med en ny farve, men det sidste halve år er hobbyen med at genoplive gamle skabe, borde og kommoder bogstavelig talt begyndt at fylde mere.
– Jeg elsker at lave noget kreativt med mine hænder. Jeg startede med at strikke sidste år, men da jeg ikke kunne presse flere strikkede trøjer ind i skuffer og skabe, måtte jeg finde på noget nyt. Da tanken om bæredygtighed og genbrug også fylder en del hos mig, så voksede lysten til at forsøge at gøre nogle ældre møbler mere tidssvarende. Karlekammerskabe, skænke, syborde og kommoder findes jo i overflod, fortæller Dinna Andersen.
Hun behøver ikke kigge længe på Den Blå Avis, på Facebook marketplace eller i den lokale genbrug, før idéen til et nyt projekt popper op.
Indretning har altid interesseret mig, så jeg kan hurtigt se, hvordan et arvestykke med lidt kalkmaling, voks og en kærlig hånd kan komme til at passe ind i en nutidig stil, forklarer hun.
– Nu er jeg begyndt at sælge det, jeg laver, ligesom jeg har lavet et par bestillingsprojekter for andre. Det, synes jeg, er sjovt. Jeg drømmer nogle gange om, at jeg kunne leve af min hobby, men så vidt kommer det nok ikke. Kunne jeg få et “rigtigt” deltidsjob, og så bruge resten af tiden på møblerne, så ville jeg være glad, erkender Dinna Andersen, der lige nu er jobsøgende efter en årrække hos Lokal Forsikring som salgs- og marketingassistent.
På de følgende sider kan du se, hvordan du selv kommer i gang med at restaurere møbler.
Fakta
Dinna Kragbæk Andersen er 46 år
Gift med Lars Klink Andersen – sammen har de børnene Julie og Emil.
Læs mere om Dinnas projekter på Facebook og Instragram ved at søge på:
genbrugsguld4you