Er du en af de mange løbere, der sidder med abstinenser efter at løbe sammen med andre, så læs videre her, og sæt kryds i kalenderen den 6. og 7. juni.

Den lokale ultraløber Lisbeth Billeskov har fået aflyst flere løb grundet corona-krisen, blandt andet EM i Italien. Derfor arrangerer hun nu sit eget lokale 24-timers løb, hvor alle der har lyst, kan følge hende rundt på ruten.

Inden du allerede nu mister pusten, så bliver der tale om en rundstrækning på 5,3 km. i Faaborgs gader, som Lisbeth løber på i 24 timer, og har du lyst til, at løbe med en eller et par omgange, så er det også helt ok, forsikrer den løbe-ivrige faaborgenser.

- Annonce -

– Det vil bare være rart, at have nogle at følges med på ruten, det giver mig energi især i aften- og nattetimerne, fortæller Lisbeth Billeskov.

Hun har valgt at arrangere 24-timers løbet for at holde sig i form og mentalt skarp på den ekstreme distance. Håbet er at løbe omkring 200 km. på det døgn, løbeskoene skal holdes igang.

– Alle de løb, jeg skulle have deltaget i, er aflyst, og jeg er nødt til at holde mig igang, så derfor prøver jeg det her. Der er heldigvis allerede et par stykker, der har sagt, at de vil løbe med mig, og en god veninde sørger for depotet, og så tror jeg heller ikke, at min kæreste slipper for at løbe med på ruten, smiler Lisbeth.

Da der kun må være 10 løbere på rundstrækningen af gangen, så skal man kontakte Lisbeth, hvis man har lyst til at løbe en eller flere omgange. Løbet starter den 6. juni kl. 12 og slutter den 7. juni kl. 12. Der er start og depot på Henrik Stengårdsvej, og herfra går ruten via Assensvej, Kildetoften, Havnegade, Kanalvel, over Havnebadet til Færgevej og herfra retur.

Du kan kontakte Lisbeth Billeskov Hansen på facebook, hvis du ønsker at deltage i løbet, hvilket er helt gratis.