Slagtermester Kenneth Guldhammer fra Landslagteren i Faaborg er en af de mange danskere, der er på ferie i udlandet, og som myndighederne har bedt om at komme hjem NU.

Sammen med sin kæreste Lisbeth Billeskov og to børn, kørte han sidste weekend mod Paris, men nu går turen hjem mod Danmark, fortæller Kenneth Guldhammer overfor Det Rigtige Faaborg.

– Alt er godt. Vi har været i Frankrig, i Belgien og er nu i Bremen Tyskland. 
Selvom vi har været i Disneyland og i indre by i Paris, har der været ro på. Det samme gælder de andre steder, vi har været på turen. Det største pres møder vi fra Danmark, fortæller han.

– Hele turen har vi stort set haft nyhederne kørende. Vi har taget alle vores forbehold omkring hygiejne, og alle omkring os har gjort det samme, og vi har ikke mødt noget “stress” omkring det.
Vi skulle egentlig først have været i Bremen Tyskland i morgen (lørdag), men da regeringen i Belgien lukkede alt ned fredag kl. 12, måtte vi ændre planen og tage til Bremen en dag tidligere end planlagt, forklarer Guldhammer

Trods aftenens opfordring til alle ferierende danskere i udlandet om at komme hjem straks, så oplever de rejsende ingen panik.
.
– Vi tager det meget roligt. Her i Bremen er det helt stille og roligt og ikke “blusset” op, men vi følger selvfølgelig tæt med i hvad myndighederne siger og skriver. Her er der stadig fyldt med turister og folk på gaden, og alvoren vi hører om fra Danmark, er ikke til at mærke. 

– Vi var lidt usikre i starten, da vi ikke vidste hvad det var. Men efter vi har sat os godt og grundig ind i det og fulgt tæt med, er vi ikke længere nervøse. Men det er selvfølgelig underligt at være væk fra lille Danmark, når der sker så voldsomme ting i verden,  fortæller han.

Selvom opfordringen fra myndighederne lyder på at tage hjem straks, så nager der alligevel en tvivl i baghovedet hos faaborgenserne.

– Som det er lige nu, så er Danmark det land der er mest smittet i forhold til antallet af indbyggere i EU, så er det bedre at tage hjem?
Det har vi altså valgt at gøre, og triller stille og roligt mod Danmark i weekenden som planlagt, slutter Kenneth Guldhammer fra Bremen.

- Annonce -