I følge Danmarks Statistik, så findes der kun en Pusser Hansen i Danmark.
– Det er mig og det ER mit rigtige navn. Jeg har selv købt det af præsten for 420 kr.
Navnet på min dåbsattest var forfærdeligt, det var et min far havde fundet på og det passede slet ikke til mig.
Jeg vil ikke ret gerne ud med det, alle kender mig jo som Pusser, siger hun med et bedende blik.
Vi fik navnet og det vender vi tilbage til.
Hun er egentlig gået på pension 68-årige Pusser Hansen. Men tempoet i dagligdagen er nok ikke lige det de fleste af os vil forbinde med en pensionisttilværelse.
Det der med at glide i tøflerne og sidde med benene oppe, passer bare ikke så godt til hende og manden Poul.
Derfor knokler de fortsat i deres granplantage på 10 tdr. land.
– Træerne står jo rundt om vores ejendom på Stenbækvej, så det er nemt lige at gå “i granerne”.
Der er altid noget at tage sig til, så Poul og jeg er der stort set hele dagen, fortæller Pusser om det otium hun elsker.
– Selv om det kan lyde voldsomt med alle de træer, så er der altså også tid til begge vores store piger og de fem dejlige børnebørn.
Ja, og selvfølgelig alt vores frivillige arbejde. Det kan vi ikke undvære, det giver jo energi til alt det andet, smiler Pusser.
Et liv med sport
Hun har altid dyrket sport, og i langt de fleste af de aktive år har det været i Faldsled-Svanninge SG&I, hvor Pusser har lavet mål både på grønsværen og håndboldbanen. Hun har også altid haft en særligt talent for at “score” de frivillige tjanser i foreningen.
– Jeg har været træner og medlem af bestyrelsen i både fodbold- og håndboldafdelingen, delt en formandspost med min mand og været med i arbejdet omkring Fugleskydningsfesten i mange år.
Nogle af de sjoveste år, var da vi arrangerede bankospil på Geltingfærgen og havde restaurant på Midtfyns Festivalen, fortæller hun og griner efterhånden som minderne dukker op, om tiden bag bardisken på Dyrskuepladsen i Ringe.
– Det jeg er mest stolt af, er et projekt jeg lavede sammen med Kirsten Hermann og Gerda Høj for mere end 10 år siden.
Vi tænkte at der måske gik nogle rundt derhjemme og kedede sig om formiddagen og kunne tænke sig at lave lidt gymnastik sammen med os i Svanninge Hallen. Vi kaldte det “Stå op til noget godt” og håbede at der bare dukkede et par stykker op.
Der kom 70-80 deltagere i alle aldre der lavede gymnastik, spillede badminton og drak kaffe. Holdet eksisterer stadig og det gør mig da glad, siger hun.
De senere år har Pusser Hansen mest brugt kræfterne i Lokalrådet for Faldsled, Millinge og Svanninge.
– Jeg har blandt andet været med i arbejdet omkring tilblivelsen af Kløversti-projektet, vores blad Lokalnyt og lige nu er vi gang med at søge penge til et stort natur- og aktivitetssted ved kunstgræsbanen. Vi skal bruge to millioner kroner for at nå helt i mål, så vi frivillige løber ikke tør for arbejde lige foreløbig, konstaterer hun.
Det med navnet
– Nå, men du går vel ikke før du får det skræklige navn, spørger Pusser, da kaffekopperne er ved at være tomme.
Du skal vide at Poul hørte det første gang da vi stod ved alteret, jeg var nervøs for at han listede ud af kirken inden han havde sagt ja.
Jeg er født Ann-Helen hvisker Pusser og efterfølger det med et – tak for i dag.